Når alkoholen træder ind og et monster kommer ud!

I går morges vågnede jeg op med en følelse af at noget var gået helt galt og det første jeg tænkte var FLUGT! – Jeg overvejede det i lang tid, jeg havde følelsen af at jeg havde været rigtig slem og det eneste, som jeg tænkte på var hvordan jeg kunne stikke af – i tankerne var jeg over alle bjerge, men jeg blev liggende.

Da min mand vågnede, fandt jeg så ud af HVOR SLEM jeg havde været. Jeg var blevet fuld på rekordtid og fra da af havde min opførsel været utilstedelig. Havde slået løs på ham og var stukket af, jeg fik sagt en masse grimme ting, om at han bare skulle lade mig være, at jeg hadede ham og at jeg kunne klare mig selv og han slet ikke forstod mig, at han havde alt og jeg havde intet – jeg havde været så ustyrlig og han var på nippet på at ringe 112, for han var virkelig magtesløs.

Bare det at få mig hjem, havde været en kamp for ham og omvendt ville han heller ikke lade mig gå, for han fornemmede at jeg også var pænt meget suicidal og selvdestruktiv og han havde ret, for det var også den følelse, som jeg vågnede op med, at jeg bare havde lyst til at forsvinde fra livet.

Udover at jeg er mægtig ked af den smerte, som jeg forvoldte ham, de ord, som jeg sagde, så er jeg også dybt skræmt og forskrækket over mig selv. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke var sket før, det er det – ikke dagligt eller månedligt, men denne her gang var vist den mest voldsomme omgang.

De andre gange har jeg også undskyldt mange gange og det gør jeg også denne gang, men jeg bliver også nødt til at se nogle ting i øjnene.

Det må/skal bare ikke ske igen, det må betyde, at hvis jeg skulle drikke alkohol, så må jeg lære det med mængden og hastigheden af indtaget samt at man ikke skal blande alt muligt – folk vil jo helst være sammen med mig, når jeg er sjov og festlig, ikke når jeg er ond og modbydelig og jeg skal ikke ødelægge flere gode aftener i gode venners lag.

Når jeg tænker tilbage, så hældte jeg i mig som var det saftevand på en meget tom mave – det var som om, at jeg følte, at jeg var bagud og at jeg var udenfor, hvis jeg ikke var på niveau med de andre (de havde hygget sig i en del timer inden, hvilket var godt til dem), men pludselig havde jeg bare overhalet dem med syvmile skridt og så blev det bare rigtigt grimt.

Og hvis jeg finder ud af endnu en gang, at jeg ikke kan styre det, så må det hedde NO ALKOHOL, så må der være en stol for døren – ligesom man gør overfor alkoholikere og længere er den ikke, det er jeg nu klar over, for jeg skal værne om dem og det, som jeg har kær.

For jeg har min mand kær, meget og det passer ikke at jeg intet har, jeg har ham, jeg har mine skønne dejlige børn, jeg har så mange gode veninder, som vil mig det godt.

Ingen tvivl om at han har mere af de stabile bånd end jeg har, vi kommer fra forskellige kår, men det gør ikke mig til et dårligere menneske, som jeg ofte bilder mig selv ind.

Jeg slæber rundt med mine dæmoner og jeg har åbenbart valgt at de skal være en del af mig, men så må jeg simpelthen lære at forlige mig med dem, at de er der, men at de ikke skal ødelægge mig og de skal i hvert fald slet ikke ødelægge det smukke, som jeg har med min mand og den eneste, der kan styre det, er mig selv.

Da jeg i sin tid valgte at gå fra det gamle liv, der tog jeg ansvar for mit eget liv, da jeg valgte at kaste mig ud i kærligheden, tog jeg ansvar for mit eget liv og det skal jeg også nu.

I går eftermiddags, da alkoholens tåger var fordampet, gik jeg en tur for mig selv, jeg gik ned og fandt et spot og sad så der og græd lidt, var sur på mig selv, hadede mig selv. Spottet illustrerede meget godt situationen, der var store tunge, snørklede grene, der bandt hele træet sammen, der var stammen, som var grundlaget for hele træet, men vigtigst af alt, så åbnede verden sig op lige ude på den anden side med vand, sol og lys og det er der også for mig, jeg skal bare sørge for at gribe de rigtige bolde og ikke svælge i min selvmedlidenhed eller min fokus på den forskel, der er på ham og jeg og at gå at sige til mig selv, at han er bedre end jeg er, for jeg er også noget.

Jeg skal ikke gå og blive gal på ham, fordi han er så fantastisk, som han er, jeg skal bare være så pisselykkelig for at han er mit liv. I mit sidste blogindlæg skrev jeg også om den der ulighed mellem os og det skal jeg komme over, for han vil ikke være mig overlegen, han vil være på lige fod med mig. Det ved jeg godt, når jeg tænker efter, men jeg er lidt tungnem, når det kommer til sådan noget og jeg skal nok nærmest have tudet ørerne fulde og have gentaget det igen og igen, for at forstå det og lagret det i mit indre, han er ikke interesseret i at nedgøre mig og gøre mig mindre, for han vil kun mig det bedste – han er ikke ude på at først give mig kærlighed for dernæst at mose mig ned i mudderet og håne mig.

Man siger, at man skal høre sandheden fra børn og fulde folk, men det passer ikke, for jeg har aldrig tænkt så vildt, at jeg hadede ham – tværtimod – ofte når jeg kører på arbejde, kan jeg tænke på ham, blive varm af kærlighed og sommetider tænker jeg hvordan det ville være, hvis jeg ikke havde ham i mit liv og jeg kan fælde en tåre over det, så det passer ikke – jeg kan ikke klare mig selv, han er nødvendig i mit liv og jeg elsker ham højt og inderligt – som jeg aldrig har elsket en mand før, jeg vil ikke være ham foruden – ALDRIG!

I dag er jeg super ked af det, mit hjerte gør ondt og knuger sig sammen, jeg har lyst til at skrive til ham, hvor meget jeg elsker ham og jeg bare har lyst til at holde om ham og mærke hans kærlighed, som jeg håber stadig er der for mig, men jeg lader være, for jeg vil ikke forstyrre ham i hans arbejde, da jeg ved, at han får en travl dag og jeg ved ikke om det for ham efterhånden lyder hult og tomt, mine ord, min undskyldning og min kærlighed, så jeg håber bare at tiden læger alle sår, at det ikke er for sent, for en ting er sikkert – han er fremfor alt, den jeg elsker og vil blive gammel sammen med og jeg håber virkelig, at han har det på samme måde, måske ikke lige nu, hvilket ville være forståeligt, men når han har lagt weekendens oplevelse bag sig, hvis han kan.

Jeg er selvfølgelig også pinlig berørt overfor ham, hans venner og hans familie og jeg har allermest til at blive en forsvunden dansker, men det redder heller ikke noget, så jeg må bare videre, der er ikke andet for.

Sidst det gik galt for mig, fik jeg nogle veninder og min mand til at skrive nogle ord om mig og jeg modtog så meget positivitet omkring mig selv, det skal jeg have lagret i det hul af smerte og savn, som jeg har – jeg skal fylde det hul op med al den kærlighed jeg har rundt omkring mig og den måde folk ser mig på – det er det, som jeg skal begrave mine dæmoner i og selvom det er uvant for mig, så er det også det, som jeg skal til at begynde svælge i – positiv opmærksomhed omkring mig selv, anerkende det og mig selv, jeg kan simpelthen ikke blive bekræftet nok i min proces på at blive et bedre og mere stabilt jeg.

Ikke gå og være så nervøs for om hans forældre eller hans venner kan lide mig, ikke gå og spekulere på, om hans venner eller familie synes at han har gjort et godt valg – aldrig har jeg følt så meget, at jeg skulle leve op til noget som nu, men det er kun mig, der sætter de krav – ingen andre og det skal jeg lade være med.

I en periode har jeg også holdt afstand fra min far, fordi jeg ofte følte, at han forvoldte mig mere smerte end godt var, men jeg må også hellere lave den taktik om – hvis han sårer mig, så må jeg vende fokus og tænke på alle de gode mennesker, som jeg har omkring mig i stedet og være taknemmelig for det fremfor at føle sorg og smerte.

Så med ordene fra min mand og veninder begraver jeg hermed alkohol-monstret og dæmonerne ved det træ, som jeg sad ved i går (forsøger i hvert fald):

”Jeg håber bare at du ved at jeg elsker dig helt tosset meget – jeg har aldrig været så forelsket i noget eller noget, som jeg er i dig og det vokser stadig!”

”Hjælpsom, sjov, festlig, mega dejlig at være sammen med, du er der altid, når jeg har brug for en veninde og er du forhindret, så sender du en anden, du er den sjoveste veninde jeg har, du er opfindsom og finder altid på noget vi kan lave sammen, du er meget stærkere og sejere end du selv tror – du er jo bare dig og lige præcis som du skal være – du er så værdifuld for alle omkring dig og du ved det slet ikke selv. Du har et grin, der kan mærkes, empatisk, intelligent, arbejdsom, effektiv – du er et godt menneske, du er værd at elske og du fortjener al den kærlighed der er i verden”

Og vigtigst af alt: ”Nu skal du bare være lige så god og stærk og gavmild overfor dig selv, som du er for mig og alle andre! – Lad være at være så hård ved dig selv – du er et fantastisk menneske”!

Goodbye alkohol-monster og sorte dæmoner – velkommen til ”The best of me”.

Tak fordi I læste med og ønsk mig alt godt, jeg har virkelig brug for det i dag, nu, altid.

Kærlig hilsen

Kære Verden

Like & Share

Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

Du kan kommentere længere nede.

Indlægget er skrevet af

Kære verden

En anonym blog

Andre indlæg i denne kategori

Skriv et svar