Når det koster venskabet

Kan man tillade sig at sige nej til noget, der er tæt på perfekt? Kan man tillade sig at sige nej til noget, der er tæt på perfekt?

Hvis man nu bliver tilbudt alt det, man har drømt om, kan man så ikke bare gå på kompromis med ens forfængelighed?

Det er spørgsmål, jeg i den seneste tid har stillet mig selv. Efter en længere periode som single har jeg fået et tilbud, som netop får mig til at stille de spørgsmål om og om igen. For at starte fra begyndelsen så er jeg en ung kvinde, der det meste af mit voksne liv har været i lange faste parforhold – jeg trives ikke alene, og har meget svært ved at udholde de op- og nedture, som mit live lige nu byder mig. Mit liv har det sidste lange stykke tid kun budt på afvisninger, og det lader bare ikke til, at de mænd, jeg så gerne vil have, gider have mig – hvilket er årsag til de mange nedture. Hvad er der i vejen, er jeg simpelthen bare alt for kedelig? Ser jeg ikke godt nok ud? Eller er der bare hele tiden en anden kvinde, der er lidt bedre?

Hvor om alting er, så har jeg en gammel kammerat, som har været i mit liv i otte år. For mig har han altid været en ven og en sikker støtte igennem mit liv, og vi har altid nydt hinandens selskab og kan snakke om alt og intet. Afhængigt af hvorvidt jeg har været i et forhold, eller at han har, så har vi gennem de sidste fem år set hinanden sporadisk. I dag er vi begge singler, og der er nu sket netop det, som i mine øjne ikke måtte ske. Han har erklæret, at han elsker mig, og nok har gjort det i alle årene – nu ser han muligheden for, at det kan blive os to. Jeg var i chok og blev virkelig ked af at få den erkendelse fra ham, for jeg vidste, at det med det samme ville koste mig et dyrebart venskab, for jeg kan ikke se mig selv sammen med ham – og det skyldes intet andet en forfængelighed.

Her står jeg over for en mand, som jeg ved, at jeg kan stole på, regne med, støtte mig til og som for enhver pris vil give mig alt det bedste i verden. For sådan er han, den der sjældne race af mænd, der er så bundærlige og fantastisk, så man næsten ikke kan tro det. Han får mig til at græde af grin, vi er enige om nærmest alt i verden og holder af de samme ting – ikke nok med det så er hans familie fantastisk, her er ingen strid svigermor. Med ham er jeg sikret en fremtid i de tryggeste rammer, med alt hvad jeg kunne drømme om. Til trods for det, så kan jeg bare ikke sige ja… Jeg kan simpelthen ikke tænde på ham seksuelt – og jeg kan heller aldrig komme til det. Derfor stiller jeg mig selv de spørgsmål – for hvornår kan man tillade sig at være så forfængelig og vælge en ellers fantastisk mand fra, bare fordi man ikke tænder på ham? Kan man lære at elske ham med tiden?

Jeg er flov over at være så overfladisk og ikke bare kunne sætte pris på det, som han faktisk tilbyder mig – kærlighed, en vej ud af ensomheden, intimitet og respekt som jeg så længe har savnet. Jeg kan ikke finde hoved og hale i mig selv. I stedet sidder jeg og venter ulykkeligt på sms’er fra en anden mand, jeg ikke kender særlig godt, og som jeg bare VIL have, men som ligesom så mange andre – bare ikke rigtig er lige så interesseret i mig.

Kommer jeg til at fortryde at sige nej til min kammerat?