Sammen er vi stærke…..

Jeg har været på jagt!

På jagt efter en lille pige, der flaksede rundt i universet. Da jeg først gik ind i det hus og låste op for fortidens fængsel og satte hende fri ud i intetheden uden nogen form for støtte, blev det også begyndelsen til en lang, sej mental rejse.

Urealistiske ting, der i den verden hvor jeg kommer fra, sagtens kunne være realistiske, væltede min hverdag og styrede mine tanker. I en lang periode prøvede jeg at skjule det for ham, der står mig nærmest, men jeg kan simpelthen ikke holde noget hemmeligt for ham i længden – især fordi han stadig er yderst opmærksom på mig og hvordan jeg har det. Gentagne søvnløse nætter kan ej heller skjules.

På en måde havde jeg også set mig vred på ham og jeg havde virkelig lyst til at såre ham – som jeg også var blevet såret af mig selv i min tanker: Jeg foregreb begivenhedernes gang baseret på mit eget syn på mig selv, at jeg med tiden ikke var god nok til ham. Jeg var 100 % sikker på at han ville finde en, der var bedre, smukkere, sødere, klogere og den helt perfekte for ham, så i mine tanker fandt jeg den perfekte kvinde for ham, for hvorfor spilde tid på mig, når det perfekte lå lige først for.

Han led, fordi han kunne se hvordan jeg kæmpede med mine indre dæmoner, den grimmeste mentale slåskamp, som jeg har oplevet. Jeg var faktisk ved at opgive mig selv op til flere gange og jeg mener seriøst opgive. Jeg har grædt mere de sidste to måneder end jeg har grædt de sidste 15 år.

Mine sødeste og bedste veninder kunne ikke engang hjælpe mig, de prøvede selvfølgelig og var der for mig, men deres ord prellede af og for nogle af dem var det svært at forstå hvad der egentlig foregik, hvilket jeg godt forstod, netop fordi jeg heller ikke selv forstod det.

Jeg var i syv sind, jeg vidste slet ikke hvordan jeg skulle komme videre, troede ikke at jeg kunne komme videre, jeg bestilte akut tid ved min psykolog, som først havde tid to uger efter – jeg var på nippet på at gøre drastiske ting, men heldigvis var mit hjerte og den kærlighed, som jeg føler for ham stærkere end mine tanker. HELDIGVIS!!

Jeg isolerede mit hjerte lidt, ikke fra mine følelser, men fra den forpulede sårbarhed, der satte mig i knæ. Jeg var godt klar over, at hvis jeg skulle vinde den her kamp, så skulle mit indre jeg være stærkt, klar til kamp.

Kvinderudenfilter-fællesskabet var også med til at give mig styrke, var også med til at lære mig at gribe situationen anderledes an – både ved at læse deres historier, men også ved at lytte til alle de forskellige dejlige kvinder i forskellige aldersgrupper – selvom vi ikke rigtigt kender hinanden face to face, så kender vi hinandens historier, svagheder og styrker – det er så smukt og unikt og jeg vil ønske for alle i vildrede, at de har sådan en stærk gruppe at læne sig op af – det er guld værd!

Og pludselig vendte det hele. Noget forløste sig.

Jeg blev ikke ligeglad, men jeg blev bevidst om at jeg måtte stå stærkt her og kæmpe med mig selv for det jeg gerne ville have her i livet, for man kan hvad man vil.

Og nu når det går galt og tankerne forsøger at tage kontrol, så tænker jeg: “Du ved at du kan klare dig selv til hver en tid – og det kan jeg – men jeg vil helst klare det sammen med ham – ALTID!

Men når jeg vakler lidt, hvilket sker, så ved jeg, at jeg KAN klare mig selv, hvis det er, for jeg er stærk og unik, jeg har noget – jeg har “jeg vil og jeg kan-genet”.

Og mit hjerte – jeg tør ikke gå tilbage til den sårbarhed, som jeg oplevede før, så sommetider gør jeg mig unødvendig hård, for ikke at ende der igen, bare jeg er opmærksom på ikke at lukke for meget af i mit hjerte.

Psykologens analyse af min periode: “Jeg skrællede et ordentlig lag af fortidens lagkage – ikke det hele, men bunden og det var den vigtigste”.

Min mor ringede pludseligt den anden dag, jeg vidste ikke en gang at hun havde mit nr, jeg har ikke hendes, så det kom bag på mig, jeg ved godt at det lyder iskoldt, men da jeg hørte hendes stemme smækkede jeg røret på uden en gnist af fortrydelse.

Jeg er holdt op med at prøve på at fixe det ødelagte i fortiden, for jeg vil lade fremtiden skabe noget bedre.

Og jeg har fundet hende igen, den lille pige. Jeg sidder ved siden af hende, jeg ser hende så tydeligt, med hendes tykke mørke fletninger, hun sidder og tegner koncentreret, men det er ikke længere tegninger af “ti måder at dræbe en mor på” længere – det er glade optimistiske og farverige tegninger med håb for fremtiden og nu kigger hun op på mig og jeg ser hele hendes ansigt lyse op i et stort smil – hun føler sig endelig tryg med sig selv. Hun er endelig parat til at kæmpe for at hun får det godt og hun bliver glad for sig selv – og denne gang er hun ikke alene.

“Alone we can do so little – together we can do so much”  Helen Kelle