Mit frankofile jeg…

Jeg har vist aldrig fortalt om min frankofile side. Siden jeg var ganske ung var der ingen tvivl i mit sind om at jeg ville lære fransk, for jeg syntes det var det smukkeste sprog i verden. Gymnasiet lærte mig det spæde fransk og det gik ganske godt, selv til eksamen hvor jeg fik oversat en oversætning til at “Marcel havde lyst til hesten” fremfor at “Marcel var misundelig på hesten” – det så lærer og censor heldigvis igennem fingre med. 

Jeg besøgte allerede Paris, da jeg var 15 år på en tur med ungdomsskolen. Det var en super god tur, hvor jeg fik set Notre Dame, Pompidoucenteret, Eiffeltårnet, Triumfbuen, Champs-Elysee, latinerkvarteret, Sacre-Coeur, Versailles, Jardins des Tuileries, Boulogneskoven og ikke mindst La Louvre. Kæmpe oplevelse og med i pakken fik jeg også min første kæreste, som var en super rar fyr og seks år ældre end mig. Det holdte ikke, han var smadder forelsket, jeg var ikke og må nok indrømme, at jeg nok knuste hans hjerte lidt dengang, men ved at han har fundet kvinden i hans liv og er lykkelig gift, så no harm done. 

Efter gymnasiet begav jeg mig så til Frankrig endnu en gang som au pair. Jeg havde fået en plads i en by ved navn Agen, helt nede i Sydfrankrig. Min første tur alene ud i verden, som altid skulle det være så billigt som muligt, så det indebar en bustur til Paris, metro og skift til banegård, for derefter at tage TGV til Bordeaux og derefter bus til Agen. Crazy.. 19 år og alene på tur. 

Tænker på hvordan som hønemor i dag mildest talt ville skide i bukserne, hvis det var ens eget barn, der skulle på sådan en tur. Jeg kom frem, det var en lang tur og skiftet i Paris var lidt drøjt, især fordi jeg havde en helt aldeles uhandy kuffert med, der skulle bæres ned af mange trapper, der stiftede jeg for første gang bekendtskab med den franske gentleman, det var blot et spørgsmål om at se lidende nok ud. 

På banegården i Bordeaux fik jeg også en irriterende ven, der blev ved at snakke til mig, der trak jeg “mig-ikke-forstå”-kortet og åndede lettet op da jeg langt om længe sad i bussen på vej mod Agen. Moderen fra familien stod klar til at tage imod mig og hun var super rar og pænt snakkesalig og der fandt jeg ud af hvor lidt fransk jeg kunne. 

Desværre gik det hurtigt op for mig, at det ikke var den bedste familie, jeg var kommet til. Moderen havde lidt løse håndled overfor den ældste datter og hende og manden skændtes ofte. Børnene var på trods af alt, super forkælede og egentlig ret usympatiske, men den baby som jeg også skulle passe var totalt nuttet. Det var hende, som jeg primært skulle tage mig af og vi gik ture hver dag og jeg sørgede for hende dagen lang, når jeg ikke skulle lave mad, gøre rent og stryge tøj. Det var lidt ensomt, men jeg havde fået en cykel og jeg startede til volleyball, så nogle weekender var jeg med til stævner og det gav et hyggeligt afbræk i den lidt ensomme hver dag, for der var ikke så mange andre au pair piger i den by. 

Pludselig en dag blev jeg ringet op på familiens fastnet telefon, det var en “veninde” af familien, hun kom jævnligt i huset og havde hørt hvordan moderen i huset behandlede mig og kunne godt se at jeg ikke trivedes. Hun foreslog mig at komme til dem som au pair, aftalen kom på plads uden den nuværende families viden, det var til mit eget bedste. 

Så da jeg tog den lange tur mod Danmark for at holde juleferie, var det et endegyldigt farvel til den ene familie og et “velkommen til” efter nytår i en anden familie. Den nye mor håndterede den gamle familie uden problemer og nej, jeg brød mig ikke om måden at gøre det på, men det var efter sigende den bedste måde at gøre det på. 

Mit nye franske hjem var et stort hus på landet med swimmingpool og store jernlåger for indgangen, det var et prægtigt hus og jeg fik stillet egen bil til rådighed og eneste arbejdsopgave var at tage sig af endnu en baby, men her var der både køkkenpige og rengøringsdame mm. Så i hverdagen var der nogle at snakke med og det gav mig en vis frihed, at jeg havde egen bil. 

Det var også i Frankrig, at jeg oplevede min første blind date. Forfærdelig date, hvor jeg så en fransk-synkroniseret version af “Sleepless in Seattle”, hvor blind-date-nørden sad og pludrede hele tiden, det var ikke en ommer.

Den værste oplevelse i Frankrig var nok at stifte bekendtskab med gedeost til et selskab, hvor man følte, at man blev nødt til at spise det, selvom det smagte som om man havde fået en hel ged i munden.

Den “nye mor” var heldigvis meget ivrig efter at integrere mig i samfundet og kendte en diskoteksejer, så hun lavede en aftale om at jeg skulle tage derned en lørdag aften, så ville han præsentere mig for nogle franske unge mennesker. 

Allerede efter første gang var jeg en del af en klike, der ringede og inviterede mig ud gang på gang, vi kom ofte på La Bodega, hvor der sjovt nok altid kørte spansk musik og hver gang jeg hører Gipsy King, tænker jeg på det sted og ellers mødtes vi på La Hulotte, diskoteket og mange andre steder.  

Jeg blev endda også kæreste med anføreren for kliken, han var 26 år og han boede stadig hjemme, det var åbenbart helt normalt. Jeg blev indført i rugby-verden, inviteret hjem til hans forældre og blev en fast integreret del af hans liv og de mange spændende sydlandske oplevelser, som Frankrig nu kan byde på. Et utroligt godt minde, men selvfølgelig slår han ikke manden i mit nuværende liv, det kan INGEN.

 Desværre fik det år ende, jeg ville gerne have været blevet et år mere, familien ville gerne have at jeg blev og det ville den franske kæreste også, men min far ville det anderledes, jeg skulle komme hjem og starte mine studier på Handelshøjskolen, som det hed dengang. 

Så jeg tog hjem, den franske kæreste kom allerede og besøgte mig tre uger efter, hvor han kørte turen til Danmark sammen med sin bror, men forholdet ebbede ud, besøgte ham tre år efter, hvor vi havde en hyggelig uge og hvis jeg havde nærlæst hans breve, så ytrede han faktisk ønske om at enten han eller jeg flyttede permanent til enten det ene eller det andet land – men godt jeg blev i Danmark, for ellers havde jeg ALDRIG mødt min nuværende kæreste og ham vil jeg selvfølgelig ikke  være foruden.

 Der er ingen tvivl om at det halve år i Frankrig var fantastisk og gav mig et gevaldigt puf i den rigtige retning, bare en skam, at jeg så efterfølgende kom til at rende ind i et par ret uheldige forhold, men grundstenene til min udvikling var lagt.

 Åh en sjov sidebemærkning, hos min nye familie dyrkede jeg badminton og det gik faktisk rigtigt godt, hvor jeg deltog i en masse stævner og vandt, men det mest finurlige var, at første gang jeg dukker op til badminton, så ramlede jeg ind i den irriterende blind date fra tidligere på året og han hilste hjerteligt og overstrømmende, men fik da skrabet ham af mig.

 Om jeg savner Frankrig og tænker på den tid – ofte! Og det ærger mig at dengang fandtes facebook ikke, så kontakten løb ud – desværre også til den familie, som jeg arbejdede hos til sidst. Hvis jeg nogensinde skulle være med i Sporløs, så ville jeg hellere finde den familie end min biologiske familie, for de gav mig så meget godt til sindet, jeg følte mig så hjemme hos dem og jeg har altid tænkt, at fra da af begyndte livet at åbne sig for mig, der er ingen tvivl om at det ophold var en skelsættende begivenhed i mit liv.

Jeg håber at jeg engang kommer til at gense Paris og Frankrig, byen, hvor jeg boede og helst sammen med ham, som jeg er så glad for i dag og når man tænker på, at han gav mig en tur til Paris i julegave, som vi endnu ikke har været på, så ser det ønske ud til at blive opfyldt indenfor overskuelig fremtid – og jeg glæder mig 🙂

Kærlig hilsen

Kære Verden…. 

 

 

Like & Share

Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

Du kan kommentere længere nede.

Indlægget er skrevet af

Kære verden

En anonym blog

Andre indlæg i denne kategori

Dette indlæg har 2 kommentarer

  1. tanketyven

    Sådan en sød historie! Jeg har selv været au pair i Angland, hvor jeg også fik en forfærdelig familie.
    Jeg endte dog med at tage hjem i stedet for at finde en ny desværre.
    Du er helt vildt god til at fortælle historier!!!
    xoxo

  2. Kære Verden

    Hvor er du sød, tak…

Skriv et svar