Tanker fra en sygemeldt

Det var i marts, hvor jeg pludselig ikke kunne trække vejret. Det er lang tid siden. Der lagde jeg mig på Vesterbro, hvor jeg blev guided på den fineste måde af hende her. Min vejrtrækning kom tilbage.

Jeg fik afleveret de der 100 ansøgninger og livet fortsatte.
Men noget listede sig ind på mig. Og vejrtrækningen blev nok mere og mere overfladisk igen. Hjertet begyndte igen at galoppere derudaf. Og lige præcis den dag begyndte min krop først at sitre. Og derefter at ryste. Kraftigt. Det vildeste er, at jeg havde så meget selvkontrol, at jeg ringede til Kenneth og sagde: “Hvad siger du, hvis jeg siger, at jeg måske har stress?”

Vi havde to uger forinden siddet på en strand og sludret, medens børnene væltede rundt i vandkanten med vandmænd over det hele. Her sagde han pludselig til mig, at han bare håbede, at jeg snart blev glad igen. Ærligt talt, så forstod jeg ingenting. Jeg var sgu da meget glad. I hvert fald sådan semiglad til husbehov. Eller måske slet ikke. To uger efter var jeg det i hvert fald ikke.
Jeg stod i noget, der bedst kan beskrives som en fysisk nedsmeltning. Jeg crashede bare. Og efter jeg havde talt med Kenneth, der nærmest bare virkede lettet over, at jeg selv var begyndt at fatte det, ringede jeg til min læge. Da sygeplejersken tog telefonen, kunne jeg ikke tale. Jeg havde ingen luft og ingen lyde kom ud. Lige indtil der gjorde. Det var så skidt og uligt mig. Helt ukontrolleret og forkert.
Hun bad mig om at komme derop så hurtigt som muligt. Jeg kunne ikke trække vejret. Gik i panik. Min krop føltes indespærret i en jerndragt, der strammede og vejede 200 kg.

Jeg blev sygemeldt. Med stress. Heldigvis fattede lægen, at jeg nok bedre kunne magte det, hvis hun lovede mig, at det også kunne være alle mulige fysiske sygdomme. Det beroligede mig sjovt nok. For hvis der er noget, jeg ikke bliver, så er det at blive sygemeldt med stress. Det ligger bare ikke til mig. Jeg er jo en fighter. Jeg giver jo ikke op. Og så kan jeg jo det der yoga. For pokker.

Men den var sgu krøbet ind på mig. Stressen. Udbrændtheden. Alle advarslerne og symptomerne var druknet i sin egen gift: travlhed. Jeg har levet med et fokus på “den næste deadline” siden universitetet. Ja, eller måske længe før det.

Det er to uger siden nu. Nedsmeltningen. Jeg fungerer. Jeg er ikke gået i stykker af at slippe kontrollen. Min krop ved jo godt, hvad den skal. Stå op. Aflevere børn. Holde mig igang. Løbe en tur. Lave yoga. Skrive. Det er det jeg gør. Det jeg kan. Men der er stadig tidspunkter, hvor jeg ikke kan trække vejret sådan rigtigt. Jeg har stadig store sommerfugle væltende rundt i maven. Jeg bliver stadig mega irriteret på drengene. Og drømmer om ro. Og når roen er der, stresser den mig og rastløsheden tager over. Men hverdagen er der. Den kan ikke mediteres væk. Selvom jeg prøver. Meget.

Det eneste der virkelig virker er yoga. Vinyasa og flow. Masser af sveddryppende Ashtanga. Og Yin. Lige der er der ro. Krop. Og vejrtrækning. Alt andet bygges op ovenpå det. Og lige nu og her ser jeg, at det er nulpunktet. Men muligheden for at alt bliver bedre. Og at Nej og selvrespekt er de første gode grundsten.

Camilla Jacobsen
https://almindeligeliv.com