JEG HADER….

• Når jeg hader mig selv
• Når jeg gør mig mindre end jeg er
• Når jeg bliver ondskabsfuld og modbydelig
• Når jeg gør mig selv usikker på alt
• Når jeg prøver at fucke gode ting op
• Når jeg tvivler på mig selv og andre
• Når jeg tror at nemesis og hybris styrer mit liv

Hvorfor har jeg gjort det til en hobby at putte mig selv i den fælde gang på gang – hvorfor skal jeg være som katten, der leger med sin egen hale og løber i ring efter den – jeg bliver så gal på mig selv og selvhadet vil ingen ende tage.

Spøgelser fra fortiden myldrer frem og jeg gør mig selv til offer og luller mig hen i en sky af ”jeg-fortjener-ikke-bedre”.

HELDIGVIS har jeg gode venner og veninder omkring mig, der hjælper mig med at stoppe katten-efter-halen-legen, men I drømmer ikke om hvor mange forfærdelige tanker jeg kan nå at tænke, hvor negativitetspilen peger mod mig selv. Jeg har før skrevet at jeg skal lære at elske mig selv, men gud, hvor er det svært til tider – især når jeg spænder ben for mig selv og går selvmedlidenhedens gang.

Det seneste år har jeg gennemgået en kæmpeforandring i mit liv, en familie er blevet til to-tre-fire – alt afhængig af hvordan det passede i børnenes planer og med den beslutning opnåede jeg både at få mit drømmejob og min drømmebolig, det er jo ganske enkelt fantastisk. Jeg møder mennesker i mit liv, der gør mig glad og rører mit hjerte og alligevel går jeg bare venter på at der falder brænde ned.

Jeg er så overbevist om at når jeg rider på en bølge succes, så er det lig med hybris og så ved jeg jo at nemesis kommer og tager over, men er det nødvendigvis sådan der går?

Nej vel!  Men alligevel går jeg og venter på, at der sker noget dårligt og hvis der ikke gør, så begynder jeg at gøre krumspring i et forsøg på at fremprovokere det dårlige.

Fortsætter jeg det spor ender jeg med at blive alene, ulykkelig og bitter – Alt det jeg så gerne vil undgå, så der er vist ingen tvivl om at dette blog-indlæg er en gedigen rusketur af mig selv og jeg synes faktisk at den rusketur er på sin plads i dag.

I tænker nok, hvad er der sket i dag? Der er faktisk ikke sket andet end at jeg bare følger mit normale mønster og er mit selvdestruktive jeg. Når jeg bliver sådan, så leverer jeg en svada til de mennesker jeg holder af, gemmer mig og kryber i fosterstilling og fortryder og hader.

Den tilstand kan indfinde sig hos mig i lang tid og det er jo latterligt, når folk vil mig det godt og ikke synes jeg er så tåbelig som jeg selv gør mig til.

Så note til mig selv: Arbejd med dig selv, tro på dig selv, kig dig selv i spejlet og sig højt: Du er god nok og du gør det bedste du kan, så kan du ikke gøre det bedre.

Jeg er jo ikke dum. Der er jo ikke noget som perfektionisme, vi har alle vores små fodfejl, så når jeg bliver bange og usikker på mig selv og gør selvdestruktive ting, så skal jeg  lade være med at forestille mig selv som en bøf , der bliver banket af en kødhammer af mig selv, det slår jo bare smagen ud af bøffen.

I morgen er der atter en dag og jeg tror jeg vil starte dagen med ordene: CARPE DIEM og hypnotisere mig selv til at se, at der er faktisk et godt menneske inden under alle lagene.

Det er mindre end to dage siden at min kære storebror sagde til mig, at jeg var for hård ved mig selv – og han har tydeligvis ret. Jeg kan kun med himmelvendte øjne tænke: ”May the force be with me” og håbe at klarsynet kommer igen over natten.

Undskyld til de mennesker jeg sårer på min vej – jeg arbejder med mig selv og skal nok finde på rette spor igen, men hav tålmodighed med mig…