Jeg har været til psykolog..

Hver gang jeg har været afsted, går der lang tid, før jeg har fået alle tankerne på plads, så hvis man spørger mig, hvordan det gik, så vil svaret altid være ”fint nok” – altså lidt ligesom at svare ”mellem”, når folk spørger om man har det godt.

Nu har jeg fået det hele lidt på afstand og konklusionen af seancen er nok nærmere: ”Det gik jo skidegodt”, for det var jo sådan det gik. En psykolog er jo ikke en dommer over ens liv og han dikterer heller ikke hvad jeg skal, men han hjælper mig til at indse, at de ting jeg gør og de negative tanker som jeg har om mig selv, har en årsag og at jeg faktisk ikke er så ringe endda. Han siger sågar, at jeg er intellektuel, unik og en fighter (I want to wear his glasses).

Sommetider kan det være svært for mig at se hvad der er rigtigt og forkert, ikke forstået på den måde, at jeg er amoralsk og ikke forstår hvordan verden er fat, men nærmere fordi jeg, i min barndom, fik skæld-ud, hån og afklapsninger for ting, som egentlig ikke var forkerte; de var bare forkerte i min mors verden, det var ikke fordi jeg var et dårligt barn, men fordi hun var en dårlig mor. Sådan! Så er det sagt – jeg hader at pege fingre ad andre (for tænker altid, at så er det også tre fingre, der peger ind ad – men ikke denne gang – jeg var jo kun et lille skræmt barn, der higede efter tryghed og kærlighed, for pokker).

Jeg har jo nævnt, at jeg havde brødre, der var biologiske – men hvor var de henne i min barndom? – Jeg kan ikke rigtigt huske dem, jeg har fortrængt den del – selvom der er glimt, hvor vi var sammen, hvor vi legede som de børn vi var, men det er meget lidt, som jeg husker. De har også brugt fortrængninsmekanismen og desuden taler vi ikke om barndommen i vores familie. Har dog berørt emnet med den ene af mine brødre og det gjorde ham ondt at høre, men han husker det ikke og jeg er selv kommet så langt, at jeg giver mere og mere slip på det. Har siden hen fået to ekstra brødre, som så min verden udefra og de husker os nærmest som små, fortabte, afrettede børn, der levede i et hjem med isnende tavshed og et dystert mørke over sig. Jeg begræder ikke længere barndommen, men jeg bruger barndommen til at forstå hvorfor jeg er som jeg er den dag i dag.

Senere i livet blev en ægtemands lave selvværd krydret med jalousi og alkohol årsag til mere forvirring i min hjerne – selv som voksen var rigtige ting forkerte. Nu er jeg så lige pludselig i et harmonisk ligeværdigt forhold og det er faktisk nu, at det hele bliver mere forvirrende. Pludselig er de rigtige ting, som førhen var forkerte, rigtige – det skal jeg lige vænne mig til.

Sommetider siger jeg til min kæreste ”Nu må du ikke blive sur” og tør næsten ikke fortælle hvad jeg har gjort og han tror at jeg seriøst har skidt i nælderne. Når jeg så fortæller ham hvad det er, så tænker han nærmest hovedrystende ”Hvorfor skulle jeg blive sur over det?” Men det er fordi jeg har været vant til at det var forkert, selvom jeg ikke syntes det var forkert.  Så tusinde gange tak for at jeg har en tålmodig kæreste, der står klippefast på sine fødder og hviler i sig selv.

Min psykolog snakkede også meget om ”sikker tilknytningsteori”. Teorien går kort og godt ud på at man helt som spæd knytter sig til sin mor eller far. Et spædbarn kan dufte sin mor og føle sig tryg – det er så ikke sket for mig, hverken første eller anden gang, selvfølgelig har jeg en far i mit liv, han var bare selv hæmmet og knudret til på grund af hans barndom, så jeg begyndte første at danne bånd til ham i en sen alder. Så det tror da pokker, at jeg er blevet en person, sprængfyldt af noia, der tror, at jeg altid mister og taber på gulvet  – og at det som oftest er min egen skyld, for det var jo det, som min mor gav med sig – at det altid var min skyld, at jeg blev forladt og at jeg selv var skyld i alt det dårlige, der skete mig, alt i mens, det var hende, der påførte mig det dårlige.

Ond, ond cirkel – det næste kloge, der så fremkom under samtalen, var det begreb om at man faktisk kan hele sig selv ved at spejle sig selv i den manglende mor-relation og det har jeg gjort via min egne børn. Den kærlighed som jeg har givet og giver til dem er faktisk det som igangsatte min ”sikker tilknytning” og det passer. Jeg brød den sociale arv og blev ikke som min mor, faktisk helt omvendt, det er faktisk ret sejt og stærkt.

Jeg gav mine børn dyb og intens kærlighed fra deres første sekund af deres liv, jeg husker tydeligt tiden med dem, de første sekunder, de første minutter og timer. Den der samhørighed, hvor jeg bare kunne stirre på dem og elske dem af hele mit hjerte, selvom jeg ikke rigtigt kendte dem. Jeg husker tydeligt, når de lå på mit bryst og vi bare kunne fornemme hinandens hjerteslag, sikke en idyllisk og harmonisk fredsstund fyldt med kærlighed og det var der min lange og langsommelige rejse ud af tågerne startede.

For jeg husker teenageårene som tåger, jeg var ulykkelig, forvirret, hvor jeg ikke så mit eget værd og jeg troede ikke på, at folk ville mig det godt. På trods af at jeg havde venner, så troede jeg også der, at jeg var det sorte får og jeg jo bare var en del af den flok af medlidenhed. Min datter fortalte mig noget den anden dag, en af hendes veninder havde hørt hendes egen far sige om mig til en anden (de havde vist set mig komme gående) ”hende der, det var bare en af dem, som man gik efter, da man var ung og hun er stadig lige lækker”. Jeg må godt nok have haft de store briller med cola-glas på i min ungdom  – men det var altså de briller jeg så mig selv med, de helt forkerte briller, det kan jeg jo høre fra min egen datter og se, når jeg blandt andet er sammen med mine venner fra dengang. Utroligt, hvordan man fordreje sin egen virkelighed, tro på den og leve efter den, men inderst inde var der alligevel et andet ”jeg” (det rigtige jeg), der bare ventede og kæmpede for at komme ud.

Det sidste som jeg fik med under besøget var tesen om det at elske sig selv for at kunne elske andre – og jeg elsker andre – rigtigt meget. Så det dybdegående spørgsmål blev faktisk: ”Hvad er vigtigst for dig – din egen kærlighed indefra eller bekræftelsen udefra?”. For mig viste det sig faktisk, at jeg stadig higer efter bekræftelsen udefra og læner mig meget op af det, fordi jeg er blevet gennemdunket af janteloven, har lavt selvværd og har været forvirret om rigtigt og forkert, så derfor har jeg jo aldrig rigtigt stolet på hvad jeg fortalt mig selv – også selvom jeg har forsøgt at gøre den der øvelse med at stå og sige pæne ting om sig selv til spejlet (hvis det ikke var fordi jeg var så overtroisk og ved at et smadret spejl giver syv års ulykke, så havde jeg nok revet spejlet ned fra væggen og trampet på det).

Så derfor bliver jeg så glad, når jeg får accept udefra, hvis folk synes jeg er pæn og måske endda lækker eller hvad man ellers kan finde på at sige af positive ting – jeg bliver totalt genert og rødmer så meget som jeg nu kan, men jeg bliver glad indeni, det varmer mig og giver mig et boost – og jeg har en kæreste, der er rigtig god til at booste mig – men det betyder stadig også noget for mig at andre synes det og det er der ikke noget forkert i. En gang nævnte han noget om total lækker pige, der havde været på jobsamtale på hans job – det gav et stik i mig der, ikke fordi jeg var bange for at miste ham eller jeg blev sur på ham, men fordi jeg ville ønske, at det skete for mig – fordi jeg stadig tror på, at et godt udseende er lig med at man er noget, selvom jeg godt ved, at det der er inden i betyder mest, men jeg vil jo også gerne være noget, som han er stolt af – overfor sine venner og omgivelser. Jeg vil jo gerne være et lige så stort scoop for ham, som han er for mig.

Ofte tænker jeg ”havde jeg dog bare mødt HAM noget før, så havde mit liv set anderledes ud”, men jeg var nok ikke klar til at møde ham før, for ellers ville det jo nok have været sket. Jeg har altid troet på skæbnen, men har ofte tvivlet og tænkt, at det var nok også forkert, for der skete jo ikke noget, men da jeg mødte ham (ikke da jeg mødte ham første gang), men da jeg sænkede mine parader, da var det det rette tidspunkt og det var først der jeg var klar til at åbne for ham i mit liv. Jeg kan så kun takke ham for, at han stod fast og ville mig, for jeg forsøgte virkelig at krølle ham sammen og kaste ham væk op til flere gange, men han kæmpede og stod i mod, han var klar i spyttet, han ville mig – præcis som jeg var (skørt nok).

Der var en gang, hvor min yndlingsfilm var ”The best of me” – pladder-romantik på højeste plan, men de følelser, som filmen gav mig, holdte mig levende, jeg sugede citaterne fra filmen til mig og hulkede, da filmen var slut og drømte om at jeg oplevede en kærlighed, der var lige så intens. Jeg genså filmen sammen med ham, som er the best of me, men magien i filmen var væk, jeg følte den slet ikke på samme måde som før, for magien var flyttet ind i mit eget liv i stedet.

Så jeg tror jeg skal begynde nyde magien i mit liv, geare ned på min egen psykoanalyse og nedtone mine selvpåførte slag, for jeg er som jeg er, der er årsager til det og jeg er så meget på rette vej – godt hjulpet på vej af en fantastisk mand. Jeg tror faktisk ikke, at han selv er klar over hvor meget han hjælper mig i mit liv, han er slet ikke klar over, hvor smukt han gør mit liv – bare ved at være ham. Jeg er stadig vildt usikker – bare hvis jeg kommer hjem fra job og han er træt og ikke er så frisk, så bruger jeg de første par minutter i mit indre på at analysere om, jeg har gjort noget forkert og om han er sur på mig, men igen, det er fordi jeg har været vant til at leve sådan før i tiden – og med tiden er jeg sikker på, at jeg holder op med at gøre sådan og bliver tryg ved ham i alle hans moods. Som jeg skrev til ham den anden dag, så ville han blive blæst bag over, hvis han så sig selv med de briller, som jeg ser ham – for man må sgu da være forelsket, når man synes han er sød og dejlig, bare han slår en prut.

Jeg ønsker jer alle en dejlig dag, tak fordi I læser med…………

Like & Share

Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

Du kan kommentere længere nede.

Indlægget er skrevet af

Kære verden

En anonym blog

Andre indlæg i denne kategori

Skriv et svar