Jeg vil også være en vinder!

The greatest glory in living is not in falling, but in rising every time we fall.” Nelson Mandela.

Når jeg læser tilbage i mine tidligere indlæg bliver jeg helt træt i mit hoved – af at læse om alle de ”problemer”, som jeg har og som jeg kæmper med – af at konstatere, at jeg ikke rykker mig en meter. Jeg kan blive helt frustreret og tænke: ”Gid jeg var normal”,”Gid jeg havde en anden fortid”, ”Gid jeg var en anden” – men når alt kommer til alt – kæmper vi alle ikke med noget?

Jeg kan læse side op og ned om alting og blive klogere og forstå, men i bund og grund rykker det mig ikke, mine veninder spørger mig sommetider om jeg stadig går til psykolog og mit svar: ”Ja, jeg har bare ikke været der!

Jeg tåger stadig rundt i min egen usikkerhed og manglende tro på mig selv, jeg spasser stadig ud i ny og og jeg er desværre kommet til et punkt, hvor jeg ikke synes det hjælper mig en skid. Jeg tror ikke at det skyldes, at jeg har givet op mig selv, men jeg tror faktisk at jeg har godt af en periode, hvor jeg er lidt i stampe og ikke rykker mig med syvmileskridt hele tiden – netop fordi jeg har rykket mig så meget på to år – og jeg skal nå at have mit hjerte og min hjerne med.

Hvor er jeg nu i livet?

De sidste to år har jeg som sagt rykket mig så meget – hele tiden – jeg kom ud af ægteskabet, stod alene, tog nogle valg, nogle var forkerte og nogle var helt rigtige – jeg blev forelsket og på trods af alt, lod jeg alle barrikader falde og kastede mig ud i forelskelsen og kærligheden.

Jeg er kommet ud af min forelskelsesboble – jeg er godt klar over at jeg ene kvinde ikke er nok til at dække en mands behov – ikke forstået på den måde, at min kæreste er mig utro og jagter andre kvinder (altså det håber jeg da ikke) – men mere forstået på den måde – at det ikke er kun ham og mig alene i verden. I mit sidst indlæg var det den film, der knækkede for mig:

https://www.kvinderudenfilter.dk/kaere-verden/naar-det-forkvaklede-glansbillede-falmer/

Jeg fandt ud af, at jeg kunne være nok så meget amazone-kvinde og super-woman, der havde styr på hjemmet og fiksede alting, mens jeg hoppede og sprang, men uanset hvad, ville jeg jo ikke kunne dække et enkelt individs behov 100% – det gælder hverken mine børns eller min kærestes behov.

Jeg troede jo i sin tid, at jeg kunne redde min x – det var som om jeg troede, at hvis jeg kunne redde ham med godhed og gøre hans liv godt, så var der en mening med at jeg var sat på jorden – men det var tydeligvis ”Mission not accomplished”! Meningen med at være på jorden er vel i bund og grund at gøre mit eget liv godt og det er jeg da heldigvis begyndt på.

Jeg har også fundet en ny teori til min selvudvikling og den er baseret på ærlighed.

Ærlighed er vigtigt – jeg snakker om den ærlighed, hvor man på pæne og ordentlige måder fortæller om tingene. Uden at gøre den anden forkert i hverken sine følelser og oplevelser. I al min selvransagelse og i et forsøg på at elske mig selv for den som jeg er, så er jeg begyndt at tro på devisen om, at jo mere ærlig man er overfor sin partner, jo mere vil han/hun elske dig for den du i virkeligheden er.

Rom blev ikke bygget på én dag og jeg bliver ikke ”normal”, men jeg er sikker på, at jo mere jeg bliver elsket for den som jeg i virkeligheden er, jo mere må min tryghed, mit selvværd og min selvtillid vokse.

Det er jo generel almen psykologisk viden på freudiansk niveau, at trygheden, selvværdet og selvtilliden vokser UANSET hvor gamle vi er, når vi bliver set, som dem vi er. Det gælder for ganske små spædbørn, men også for tussegamle mennesker som jeg – og bliver der smidt en god portion respekt oveni, så er der i hvert fald et godt grundlag for selvudvikling.

Men det kræver mod – modet skal bruges, når man skal være ærlig og tør at stille sig frem at sige, at jeg har det skidt med mig selv – når man tør fortælle sin historie og med det mod og den tilhørende ærlighed kommer så også den grusomme sårbarhed. Der hvor man fjerner alle murene omkring hjertet og man viser, at der både er følelser og behov dybt inde i os og når man gør det, så er det også der, hvor man kan blive hårdest ramt og hvor det virkelig også gør ondt, når man bliver ramt.

Jeg har fundet en kæreste, som tager godt i mod mine følelser, behov og virkelighed. Han er en fyr, der udmærket ved, at hvis vi går og tygger på en problematik, jamen så påvirker det automatisk parforholdet – så han er samarbejdsvillig (uden at gå på kompromis med egne grænser og som er indstillet på at finde “gode løsninger”…) Og langsomt får jeg måske den der “følelsesmæssig tryghed”, som er så fundamental for alle mennesker, men jeg er endnu langt fra at føle mig tryg – og det er ikke min kærestes skyld – vi har været et par under et år – han kan ikke ændre over 40 år med indgroet følelsesmæssig utryghed i løbet af så kort tid.

Når jeg tænker på hvordan mine egne børn nat efter og efter lå på mit bryst og vi kunne mærke hinandens hjerteslag, når jeg var der for dem, når de havde behov, når jeg tænker på hvordan jeg har curlet dem på en både sund og usund måde og de har aldrig været i tvivl om min kærlighed til dem – og når jeg så tænker på, at jeg slet ikke har oplevet den nærhed og intimitet med nogle af mine mødre, når jeg tænker på, hvor ubekræftet jeg er gennem årene, så forstår jeg godt, at jeg flagrer rundt i universet og ikke er der, hvor jeg skal være.

Det kører stadig i ring for mig, jeg kæmper stadig hver dag – min kæreste kan stadig give mig de der stik i kroppen, der gør ondt – ikke fordi han er bevidst ond eller noget, men fordi jeg skal lære nyt og forholde mig til en ny virkelighed – den rigtige virkelighed, men jeg sluger kamelerne – også de, der gør ondt og jeg lærer af dem og lærer at leve med dem, håber jeg.

Faktisk kan man sige, at jeg har grædt flere tårer i den korte tid, hvor jeg har kendt min kæreste end på de sidste ti år, hvor livet egentlig var rigtigt hårdt – det virker skørt, for jeg er jo virkelig glad for ham – han er helt sikkert den partner, som jeg vil blive gammel med og opleve livet med.

Den eneste årsag til alle mine tårer er, at muren omkring mit hjerte er fuldstændig skudt ned i atomer, så jeg er så frygtelig sårbar hele tiden og det bryder jeg mig ikke om at være – så jeg er lidt forvirrret, jeg tror at jeg er kommet frem til, at det er vigtigt, at jeg bygger en lille bitte mur omkring mit hjerte, så jeg kan få lidt kontrol på mig selv igen, for det her ukontrollerbare kan ikke blive ved at gå.

Hænger det så sammen med det som jeg skrev før – at være ærlig og vise hele mig – egentlig ikke – men hvis jeg ikke føler, at jeg rokker mig ud af stedet med at være som en åben bog, så bliver jeg nødt til at finde en anden måde at nå dertil hvor jeg vil hen– bare jeg har fokus på, at jeg vil opnå den følelsesmæssige tryghed, som er nødvendig for mig.

Mange veninder siger, at min kæreste skal ikke belastes af min fortid og jeg skal passe godt på ham – jeg ved, at det er velmenende og de siger det for at jeg ikke skal miste det gode, som jeg har fundet eller som har fundet mig, men når man er vant til at alt hvad folk siger til en, er sagt med henblik på at nedbryde en, så kan jeg ikke lade være at tænke en gang i mellem: ”Fuck, hvor er jeg træt af at være forkert på den hele tiden”! Men jeg gør altså alt for at passe godt på ham, det må der ikke herske tvivl om.

Jeg ved at jeg skal rette ryggen og holde hovedet koldt og smile til verden og så kommer jeg til at tænke på min far, der altid fortalte mig at jeg skulle rette ryggen og så samtidig sige til mig, at jeg havde fået tykke arme – eller hvordan han i flere timer forsøgte at lære mig at skrive med højre hånd, fordi det var forkert at være venstrehåndet – han havde også sine sider, men han er stadig den, der har været tættest på at være en kærlig forælder.

Så jeg ved godt, at jeg lyder forvirret, men det er jeg sgu også – og det er også helt ok – man må gerne have udfald en gang i mellem, men der er ingen tvivl om, at jeg er modig – jeg har fortalt min historie, jeg har vist alle mine sider – det er bare så hårdt også at være sårbar og jeg bliver bare nødt til at beskytte mig selv en lille smule.

Sommetider har jeg så mange spørgsmål til min kæreste, men jeg stiller dem ikke, fordi jeg er bange for at det er dumme spørgsmål, også selv om han har sagt, at jeg må spørge om alt. Jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke er helt der, hvor jeg føler mig tryg endnu – selv ikke med ham, selvom han er den dejligste af alle.

I så mange år blev jeg latterliggjort og det har sat sine spor. Hvor tit drømte jeg ikke om, at min x bare en gang i mellem fremhævede min gode kvaliteter eller roste mig, men når han så ikke gjorde og kun fortalte de dårlige historier om mig, så måtte det jo være sådan jeg var. Sådan er min dejlige kæreste altså slet ikke, han er super sød og er en god støtte for mig, så jeg håber, at jeg engang begynder rigtigt at tro på det – sommetider gør jeg nok også, men der skal så lidt til at hyle mig ud af den igen.

En ting er sikkert, jeg vil ikke latterliggøres igen – jeg vil ikke være den søde og blive takket med dumheder. Det kan virke unfair – jeg var big time large i mit ægteskab, men det er jeg altså ikke længere, men jeg tænker det er ganske normalt, min kæreste ved også godt hvad han ikke gider igen – belært af hans fortid.

Det er utroligt hvor dybt den der latterliggørelse sidder i mig, det kan jeg mærke den dag i dag. Jeg tænker ofte, at jeg skal gøre det samme som min kæreste gør, at vi skal være lige – altså hvis han flirtede (og nu må I endelig ikke tro, at han gør det), så skal jeg også flirte, hvis han går og sviner mig til, så har jeg også ret til at svine ham til – og lige der er det super vigtigt at ærligheden træder til, for hvis jeg har det sådan – at lige skal være lige og jeg går og tror, at han gør sådan og sådan, så skal jeg også gøre sådan og sådan – så kunne det være fatalt for forholdet, for tænk, hvis man gjorde noget baseret på noget, som man bare går og tror.

Jeg elsker som jeg aldrig har gjort før, men samtidig er jeg også så bange for, at jeg bare bliver snakket efter munden, at komplimenterne bare falder for at gøre mig glad, men jeg ved også, når han rækker ud efter mig i søvne, bare for at ligge tæt, så kan det ikke være helt løgn. Alligevel kan jeg få glimt af utryghed, når livet ruller og dagligdagen kører.

Jeg ved, at når den følelsesmæssige tryghed er på plads. Altså når jeg kan regne med, at min kæreste hverken rynker på næsen, nedgør eller underkender mine følelser og oplevelser og MIN virkelighed! Når jeg kan regne med, at min kæreste tager godt imod HELE mig med alt, hvad det indebærer – og jeg gør det samme overfor ham, så er det her magien starter og så er vi tilbage ved starten – selvom livet med ham generelt er magisk.

Når man læser det her, kan man måske få den tanke, at jeg er i tvivl – ja, jeg er tvivl omkring mig selv og hvordan jeg skal komme videre i min selvudvikling, jeg gør mig en masse tanker, kaster en masse tanker op i luften og det er det, som er så dejligt ved at have en blog – MIN BLOG, for der må jeg gerne smide om mig med mine tanker, men jeg er altså ikke i tvivl om, at jeg vil være sammen med min kæreste – og ikke kun i dag og i morgen, men resten af livet og jeg håber at jeg kan gøre hans liv ligeså smukt, som han gør mit liv.

Jeg har heller ikke intentioner om at stoppe min selvudvikling, jeg går bare og tænker over måder, hvorpå jeg kan komme der hen, hvor jeg vil gerne være uden at mit hjerte skal belastes for meget, så det eneste, som jeg siger med alt det her – (lettere opgivende og med et dybt suk): ”Ting tager tid”.

Jeg startede med et Nelson Mandela citat og jeg vil også slutte af med et – for mig var han en stor mand, der kæmpede for hvad han troede på og lykkedes med det – der er ikke noget at sige til, at han var et beundringsværdigt menneske og hvis man bare var en snert som han var, så ville ens selvudvikling være knap så håbløs.

”A winner is a dreamer who never gives up”!

JEG VIL OGSÅ VÆRE EN VINDER!……………

Tak for at du læste med ..

De kærligste hilsner fra

Kære Verden

Like & Share

Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

Du kan kommentere længere nede.

Indlægget er skrevet af

Kære verden

En anonym blog

Andre indlæg i denne kategori

Skriv et svar