Når det forkvaklede glansbillede falmer………

”Når du ikke kender dig selv og dit eget værd, bliver det, andre gør, meget vigtigt. Du mister fokus på dig og flytter fokus til dem og deres sandheder.” (citat: Mette Holm).

Siden jeg skrev mit sidste blogindlæg – https://www.kvinderudenfilter.dk/blog/tabu/sandheden/a-walk-down-memory-lane/ – er der sket så meget på den følelsesmæssige front, at jeg bliver helt forpustet af at tænke på det – jeg ved faktisk ikke om jeg har helt hoved og hale på det endnu – men jeg er dog blevet en del klogere på mig selv og lettere om hjertet.

Nogle dage efter sidste indlæg kunne jeg godt mærke hvordan tristessen og mistroen skyllede ind over mig og langsomt overmandede mig – på alle fronter.

Mine spøgelser blev nærmeste aggressive, jeg begyndte at tro, at min søde kæreste var træt af mig, at jeg allerede var blevet en vane for ham, som I et par, der havde været sammen i 30 år. Jeg tænkte, at han ikke gad mig mere og var begyndt at søge andre græsgange, jeg havde forestillinger om at han til offentligheden ikke tilkendegav, at han havde en kæreste, for vi var jo ikke engang kærester på facebook. At han sad hver dag på sit arbejde og latterliggjorde mig ligesom jeg tænkte, at når han snakkede med vennerne, så omtalte han mig på en nedgørende måde. Svarede han mig ikke på messenger og jeg kunne se, at han var aktiv, så tænkte jeg straks: ”han er blevet træt af mig”. Jeg kunne endda tænke, hvis han da bare var en smule jaloux, så vidste jeg, at han elskede mig og hvorfor var han aldrig bange for at miste mig.

Pludselig blev alle hans søde ord bare for at opnå noget – præcis som jeg havde oplevet altid – jeg kunne blive ved, mine tanker var som en gammel grammofon, der var gået i hak – og inderst inde vidste jeg godt, at sådan var han ikke, men tvivlens dæmon havde taget over. Barnlige tanker, der ikke stemte overens med virkeligheden.

Skal lige skynde mig at sige, at mine tanker absolut ikke havde noget på sig – de var altså kun i mit eget hoved.

Som lille skræmt og ensomt barn, når mor-vulkanen ulmede eller var i udbrud, fantaserede jeg altid om folk, der havde det værre end mig og når jeg havde brug for omsorg, brugte jeg begravelsesfantasien som våben, jeg lærte at isolere mine følelser og mit hjerte – jeg lærte at smile, når den indre tsunami hærgede og de samme indgroede teknikker blev taget i brug i mit voksne liv, når der blev begået vold på min psyke – og senest – når ingen andre gjorde vold på min psyke, så gjorde jeg det bare selv.

Da jeg så, efter en meget hård kamp med mig selv og på trods af alt, alligevel valgte at kaste mig ud i kærligheden og padle rundt i følelseshavet og dermed tage mit hjerte ud af isolation, så var det også en åbning til sårbarhedens palads, hvilket har gjort mig bange, skræmt og dødsens ræd. Hvor tit har jeg ikke sagt til min kæreste: ”Jeg er bange for at jeg elsker dig for meget”.

Min spæde start ind i kærlighedens land var præget af min frygt for at blive såret, ydmyget og latterliggjort igen – han kæmpede i vildskab og med næb og kløer for mig – Hvis han på nogen måde, er glad for, hvor han og jeg er i dag, så kan han KUN takke sig selv, for stod det til mig, var jeg flygtet for længe siden af frygt for at han måske med tiden blev træt af mig, af frygt for at han måske knuste mit hjerte.

Det værste er, at min kæreste læser mig – ikke bare som en åben bog – men som en lydbog, som han kan udenad. Jeg kan ikke fake en eneste følelse overfor ham – han er klar over det med det samme om jeg er glad, træt, sur, gusten, crazy eller bare happy – denne gang kunne jeg heller ikke skjule det (selvom jeg forsøgte – men mine øjne siger åbenbart utrolig meget).

En banal hændelse sendte min verden i grus på et splitsekund – jeg troede, at det var starten på enden – jeg foregreb begivenhedernes gang – jeg kæmpede for at lægge låg på mine følelser, blev studs og afmålt og hjernen kørte rundt som en vaskemaskine der centrifugerer på sit højeste. Mit hoved var mildest talt ved at sprænges.

En aften skulle kæresten arbejde over og datteren ud til hendes far – en alene-aften var i sigte. Jeg kørte hende derud og hilste lige på mine andre børn – lige der i et kort moment fik jeg et savn – ikke om at komme tilbage til min x eller i det liv, men bare være der hvor man ikke følte en skid og bare kæmpede for at overleve, det vidste jeg jo hvordan man gjorde.

Da jeg satte mig ind i bilen for at køre de knap 15 km hjem, skete det – filmen knækkede for mig. Jeg begyndte at græde og jeg kunne slet ikke stoppe det igen – jeg kørte over 100 km i den tilstand, hvor tårerne bare fossede ud af det inderste i min krop.

I et kort sekund, da en lastbil kom kørende i mod mig, tænkte jeg på, hvor let det var, bare at lave et drastisk sving til den forkerte side, men så langt ude var jeg dog ikke, jeg tænker, at det var begravelsesfantasien, der spillede ind der.

Da jeg kom hjem, græd jeg videre, jeg græd så meget, at jeg var helt tør i munden – det var som om jeg græd over hele livet, som om jeg græd alle de tårer jeg ikke måtte græde i barndommen og senere også i mit voksne liv.

I barndommen måtte jeg ikke for min mor og sommetider krakelerede jeg, fordi jeg ikke kunne holde det ind længere, så var det en hikstende, hjerteskærende gråd under dynen i det skjulte.

Som voksen var det mig selv, det besluttede mig for ikke at græde mere efter bemærkningen: ”Skal du nu til at tude igen?”, men gråd kan ikke holdes inde for evigt og da slet ikke kombineret med alkohol, så sommetider snublede jeg også der og det gør jeg også stadig den dag i dag.

Selv under mine psykologbesøg, hvor barndommen nærmest blev gennemanalyseret, græd jeg ikke, jeg fik kun tårer i øjnene én gang og det var den dag, hvor psykologen anerkendte, at min barndom havde været drøj – der fældede jeg en tåre af lettelse over, at det ikke var mig, der havde overreageret. Den eksakt samme form for lettelse, som da mine forældre ”bare” skulle skilles.

På min nedtursaften var jeg også sur og vred på mig selv, jeg tænkte på mig selv som et miserabelt misfoster, der kun skulle være tænkt på, et kreatur, der skulle trækkes om bag ved og skydes og allermest havde jeg lyst til at gå ud på toilettet og kaste mig selv op og skylle mig selv ud i toilettet.

Så jeg var sur, vred, ked og frygtelig ulykkelig. Hvorfor?

Gennem mit liv havde jeg givet mig selv et forkvaklet billede af kærligheden, som jeg havde dannet ud af opvæksten med min mor, mit ægteskab præget af jalousi, bøger og film – jeg troede, at kærligheden gik ud på at man skulle redde hinanden, at man var hinandens et og alt og at hele min verden skulle dreje rundt om min kæreste – en form for total selvopofrelse. Jeg gik rundt i min forelskede boble med et forkvaklet syn på tingene, han var kommet ud af sin og havde det rationelle syn på kærligheden:

• For man skal ikke redde en anden, man kan kun redde sig selv – derved redder man faktisk andre
• Man kan godt være hinandens et og alt, men det betyder ikke, at verden skal gå i stå
• Og ens verden skal selvfølgelig dreje rundt om sig selv – man skal ikke sige nej til ting og ikke gide, når man endelig skal afsted selv, fordi man ved at man kommer til at savne kæresten, for det er sundt at savne og man skal også have inputs udefra

Alle de ting blev jeg klar over i løbet af den aften. Jeg græd over mit forkvaklede syn og jeg tror også, at jeg til sidst bare græd over, at jeg igen var en failure og ikke kunne finde ud af at være i et sundt forhold.

Jeg var så langt nede, at jeg slettede vores lange chat-korrespondance tilbage fra den gang, hvor det hele begyndte, jeg slettede det glade solnedgangsbillede, som jeg havde af ham og jeg fra en skøn ferie, som jeg havde som baggrundsbillede på min tlf – med tanken, om, at det var nok bare mig, der var forelsket og barnlig – sådan noget havde man kun som teenager – og jeg besluttede mig faktisk for at begynde at isolere mit hjerte igen – bare ca. 20 % – jeg ved ikke om jeg kunne lykkes med det, men det var min intention.

Jeg kan faktisk ikke rigtigt forklare hvorfor jeg gik sådan helt ned – jeg tror også at mit sidste blog-indlæg gjorde noget ved mig – jeg har været ude forbi huset så mange gange, set det på afstand, men har ikke turdet nærme mig det.

Jeg har gået som katten om den varme grød omkring det hus op til flere gange den seneste tid, spejdet, luret, men uden at turde nærme mig det.

Da jeg så pludselig gennemlevede barndommen igen, så kom der mange følelser frem, som havde været gemt væk og som var med til at forstærke den dæmon, der altid fortæller mig, at jeg ikke er god nok. Den dæmon, der hele tiden flytter fokus fra mig og mit eget værd og som lod min mors og min x’s sandhed blive  min sandhed.

Mit glansbillede var så farvet af fortiden – og den aften indså jeg, at mit forkvaklede glansbillede var begyndt at falme og selvom det var forkert, så gør det altså mega ondt, når ens fundamentale verdensbillede går itu – også selvom det er helt forkert anskuet.

Næste dag blev jeg lynhurtigt skudt tilbage til virkeligheden grundet en forfærdelig sørgelig nyhed og det var som om, at alle de flagrende fragmenter blev lagt på den rette hylde i løbet af nul komma fem, som om det hele trak sig selv på plads i mit personlige kosmos.

Der var kun et bærende spørgsmål i mit hoved: ”Hvor længe vil du være sammen med din kæreste?” – mit helt spontane svar var ”FOR EVIGT!”

”For evigt” lyder som uhyre lang tid, men tænk, hvis ”For evigt” kun er fem minutter mere, så ville det da have været en forfærdelig skam, at jeg ikke havde ikke givet mig selv lov til at elske fuldt ud, især når han nu faktisk er svaret på mine drømme og med den her sætning skrevet af ham, satte han hovedet på sømmet:

”Du skal bare være dig og holde dig i live, så redder du mig” efterfulgt af en masse hjerter – nej, jeg skal selvfølgelig ikke redde ham – men for mig sagde den sætning alt – den gav mening for mig – og hvad jeg betyder for ham.

I går var jeg forbi huset igen sammen med min kæreste – han gav mig styrken til at gå et skridt nærmere – jeg var så tæt på, at jeg følte, at jeg var inde i huset – på vinduerne kunne jeg genkende galleriet, min fars soveværelse, mine brødres badeværelse, bryggerset, badeværelserne og til sidst mit eget værelse. Jeg følte, at jeg stirrede ind i mit gamle værelse og ved I hvad? Den lille skræmte pige med fletningerne var ikke inde i huset mere.

Lige nu ved jeg ikke hvor hun er, jeg tror hun flagrer lidt rundt i universet, inden jeg finder hende – men nu ved jeg, at jeg finder hende.

Tak for at du læste med og er med mig på min lange rejse…

Kærlig hilsen

Kære Verden 🙂