Mit største savn

Kære Verden….
Jeg har stadig optur over at jeg har skrevet mit første indlæg, men ved også at det vigtigste af alt er at skabe lysten til læse mig, forføre jer på skrift og give jer lyst til at komme tættere på mit univers.

Den bedste måde at lære folk at kende på, er at åbne sig op og fortælle om sig selv. Det er nødvendigt at se alle facetter af en person for at kunne danne sig et indtryk, især når det nu er anonymt, så derfor vil jeg åbne op for et emne, som for mig har været et lukket land. Folk omkring mig har hørt mig kvække om det, men jeg tror faktisk ikke, at de er klar over hvor ondt det gør på mig – jeg tror ikke en gang, at jeg selv er klar over det.

Mit største savn og min største smerte i livet er simpelthen savnet efter en mor-relation, jeg har en mor og selvom hun er fysisk ikke-eksisterende i mit nuværende liv, så fylder hun bare mere end hun burde, bare ikke på den moderlige måde. Rent klichéagtigt har hun ALDRIG elsket mig og hvis hun har, kom det ud under ordsproget: ”Den man tugter, elsker man”.

Jeg har fortrængt størstedelen af min barndom og husker kun scener og klip som var det en film noir med en dyster og skæbnetung stemning og med mig som hovedperson i en kynisk og usympatisk verden.

Når jeg tænker tilbage på barndommen, husker jeg kun min mor som ond skygge i mit liv, jeg kunne som barn snige mig langs husmuren og være usynlig og jeg husker især det med at jeg kunne ligge i min seng om aftenen og høre hende trække vejret ude i køkkenet – bare den måde hun trak vejret på, gjorde at jeg var klar over hvilket humør, hun var i og dermed hvordan jeg skulle agere – som oftest var det bedst at være usynlig. Min psykolog har siden hen fortalt mig, at det var en utrolig evne at have som barn på ca. 6-8 år.

Jeg kan ikke huske en eneste jul fra barndommen, jeg kan bare huske huset som et kæmpe spøgelseshus, hvor jeg fungerede som ”snigende skygge”. Jeg mestrer stadig at bevæge mig rundt lydløst, vide hvilket gulvbrædde, som man kan træde på uden det støjer og jeg ved også hvordan jeg skal forholde mig, hvis jeg får trådt på det forkerte: Stoppe helt op, næsten ikke trække vejret og samtidig få styr på sit åndedræt og når der så er styr på det, føle sig lydløst frem og sørge for at lande på den bløde fodpude som en ballerina og ikke ned på hælen. Jeg ville uden tvivl have været en hyppigt brugt spion under efterkrigstidens Kolde Krig, hvis jeg havde levet på daværende tidspunkt.

Uden at gå for meget i detaljer med barndommens dårlige scener, så kan jeg bare huske den følelse af at konstant være bange for at gøre noget forkert. Jeg kan huske, da jeg fik min første menstruation. Først troede jeg at jeg havde gjort noget galt og selv da jeg fandt ud af at det var helt naturligt, turde jeg ikke fortælle hende det. Jeg fik jaget min veninde til at cykle en seks-kilometers tur for at komme med bind til mig, indtil da, havde jeg bare udstoppet mine trusser med toiletpapir og gravet de beskidte trusser ned i et hul udenfor vores matrikel, for at hun ikke skulle opdage det og så ”stjal” jeg derefter bind fra min mor, lige indtil hun opdagede det og jeg fik prædikatet ”tyvetøs”. Det bizarre i historien er, at da hun gik i overgangsalderen og ikke havde brug for bind og tampax mere, så var hun så generøs at forære mig hendes restlager (dog ikke de brugte). Jeg er ikke klar over om det var en bevidst handling fra hendes side – jeg gjorde som altid, stillede ikke spørgsmål og brugte uger på at analysere betydningen af denne handling og jeg er endnu ikke kommet frem til et svar.

På familiefotos ser man hende smile, være smuk og ligne en perfekt mor, der virkelig holder af sine børn, den kunst mestrer jeg også, jeg kan smile og være lalleglad samtidig med at mit indre ligner et land efter en tsunami, men modsat hende, elsker jeg ubetinget mine børn.

Hun havde en evne til at føle mig som det usleste menneske, fik jeg 11 i en dansk stil, sad hun og fluekneppede den og hånede mig for at jeg ikke kunne den danske grammatik til fingerspidserne, ikke en gang et enkelt 13-tal glædede hende, så var min lærer bare for god af sig. Hun kunne pine mig fysisk og verbalt og ydmyge mig, som jeg aldrig ville ønske noget barn ville opleve og alligevel var det eneste jeg ønskede, at hun elskede mig en lille smule. Hun lagde aldrig skjul på at hun forgudede mine søskende og at de var rigtige, mens jeg var forkert. Jeg var et barn, der allerede var opgivet en gang og det elskede hun at slynge i hovedet på mig i tide og utide og hendes pointe var altid at det var min egen skyld, jeg kunne bare have været et bedre barn.

Jeg kan huske, at jeg sad på mit værelse og skrev side op og side ned og lavede lister ”10 måder at få en mor til at elske sig på”, men det virkede heller ikke, intet virkede. Jeg hungrede efter hendes kærlighed og anerkendelse og det smertede mig gang på gang, at jeg aldrig lykkedes. Jeg kunne sidde på mit værelse og messe for mig selv ”Tænk på, at der er andre, der har det værre end dig, tag dig sammen og prøv at gør noget rigtigt for en gangs skyld”.

Sådan tænker jeg stadig, når livet går mig i mod, jeg har fået at vide, at jeg er min egen hårdeste dommer og hammeren falder hårdt hver gang. Jeg ser alle mine fejl og jeg kan få dem til at vokse til tre-dobbelt størrelse, jeg kan være i byen og føle selvhadet blomstre og så kører hjernen der ud af, forkert tøjvalg, jeg er tyk, dobbelthage og er jeg på toilet og får kigget mig i spejlet, føler jeg mig som David Lynch i Twin Peaks, som ser den onde Bob i spejlet, jeg ser bare noget der er kikset og jeg banker ikke hovedet ind i spejlet.

Andre gange føler jeg, at jeg er kommet ind i hurlumhejhuset i Tivoli, hvor spejlene forvrænger ens spejlbillede og ellers generelt tænker jeg bare, at jeg ligner en, der har fået en tung sten i hovedet og blevet mast helt flad som en overvægtig dværg, derfor jeg prøver at undgå spejlet, for jeg får det bestemt ikke bedre af de tanker.

På et tidspunkt i mit liv indså jeg at min mission aldrig ville lykkes, selv i mit voksne liv fastholdte hun, at det var mig, der var forkert på den og jeg skulle bare være glad for at jeg havde fået kost og logi, da der ikke var andre, der ville have mig og jeg lærte mig selv at være en opretstående elastisk boksebold, jeg tog imod de mentale slag, der kom og jeg rejste mig altid på benene igen med tsunamien inde i kroppen og smilet fastklistret på læberne. Jeg lærte mig selv ”Survival of the fittest” og at man kunne skjule rigtigt meget bag humor, det var ikke sund levevis, men det var overlevelse.

Som ung teenager troede jeg ikke selv, at jeg ville være i live, når jeg blev 30 år, jeg var sikker på, at jeg ville dø for egen hånd, heldigvis gik mit liv i passiv mode og jeg fulgte bare med livet, indtil jeg langsomt begyndte at vågne op, fortsatte jeg livet med min laissez-faire-tilgang, så indså jeg, at jeg bare ville ende op som en bitter gammel heks på mit dødsleje, der ikke engang kunne flyve til Bloksbjerg og langsomt begyndte jeg på selvterapeutisk maner at åbne øjnene og tilvælge livet med mig som aktiv medspiller.

Jeg har opgivet håbet om at blive elsket af en mor, jeg kan begræde barndommen og tro mig, det har jeg gjort i mange år og jeg har også givet hende skyld for mange ting, men det nytter ikke noget, jeg får det ikke bedre af det; som mine kloge veninder fortæller mig, så må jeg komme ud af offer-rollen, lære at elske mig selv som den person jeg er. På trods af alt, er jeg blevet modsat hende, uselvisk, kærlig, støttende og evigt-elskende mor. Det er i sig selv en kæmpesejr, jeg må ærligt indrømme, at da børnene var mindre, greb jeg mig selv i at være som hende overfor et af børnene, det var kun et splitsekund, men det var som om filmen gik på still-billede og jeg vidste at det var lige i dette øjeblik jeg skulle vende det skæbnebestemte.  

At forandre et dybt indgroet mindset tager år og kræver selvdisciplin og ofte, når jeg kører i min bil og hører musik, griber jeg mig i at føle mit største savn, lade melankolien overfalde mig og slå mig ned og for at køre selvpineriet helt ud, høre sange, der er med til at dreje kniven rundt i det ar-vævede sår. Lukas Graham’ ”You are not there” kan få tårene på gled. Han skrev godt nok sangen til hans højt-elskede far og af kærlighed, men ordene i refrainet: ” You’re not there, To celebrate the man that you made, You’re not there, To share my success and mistakes, Is it fair? You’ll never know the person I’ll be, You’re not there – With me” –  De ord rammer mig, for min mor er heller ikke hos mig og har aldrig været der og helt kynisk set, kan man sige, at jeg fik chancen hos to mødre og jeg fejlede hos begge to. Jeg ved godt, at det ikke så sort og hvidt, men er man på selvmedlidenhedens kurs, så kan man få kørt sig ekstremt langt ud. 

Forude venter der mig utrolig meget arbejde på det mentale plan, men én ting er sikkert: Jeg vil starte en ny film med scener, som jeg kan huske, med hovedroller og biroller, der gør mig godt, ja selv statisterne skal give værdi for mig – jeg ved at jeg vil fejle og plumpe i i tide og utide, men så må jeg bare gøre som man gør i film-verden: Tage scenen om! Og så vil jeg lære at elske det jeg ser i spejlet. Den hårdeste kamp i mit liv bliver ikke med min mor, selvom den har varet i flere årtier, den bliver med mig selv, men jeg ved, at jeg kan vinde den uden at destruere mig selv og jeg starter lige så langsomt med scene et…………..

Like & Share

Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

Du kan kommentere længere nede.

Indlægget er skrevet af

Kære verden

En anonym blog

Andre indlæg i denne kategori

Dette indlæg har 2 kommentarer

  1. Julie Ahn Larsen

    Smukt skrevet og tak fordi du deler så sårbar en del af dig med os læsere.
    Der er ingen tvivl om at der er megen smerte og savn i dit liv, men du giver udtryk for al den kærlighed og omsorg du har at give af… allerede her vil jeg mene du er vinderen i dette “mor/datter-drama”.
    Der er dog noget der ligger mig dybt på hjertet som adoptivbarn… Du har rigtigt nok haft hele 2 mødre og det er ikke gået så godt nogen af gangene (som jeg forstår det), men det har og bliver ALDRIG din skyld. Du var et barn og du fortjente at blive elsket og opbakket som alle andre. Men vigtigst af alt, DET FORTJERNER DU STADIG OG TIL EVIG TID <3
    Ønsker dig alt godt på din personlige rejse og glæder mig til at høre mere om dig og dit liv!
    Knus og kærlige tanker
    Jules

  2. Kære Verden

    Tusind tak, det varmer at læser det du skriver.. og min rejse er lang og lærerig.. men jeg vralter afsted som et lille nyfødt barn derud af og det er ikke altid lige pænt…
    Kærlig hilsen
    Kære Verden…

Skriv et svar