A walk down memory lane

Jeg har været tilbage… tilbage i mit barndomshjem i tankerne. Jeg kører faktisk forbi det hver dag på vej på job – udefra ligner gården sig selv og jeg ved faktisk ikke helt hvad jeg føler, når jeg kører forbi – måske en blanding af nysgerrighed og frygt, men for første gang nogensinde fandt jeg faktisk huset på nettet og så det indefra og det er lavet helt om nu, der er intet tilbage fra dengang – kun det ydre.

Det var en kæmpe firlænget klitgård med beboelse i alle længer på over 200 kvadratmeter. Smukt så det ud, som det lå der med klitterne som baggrund, men der var ingen, der kunne vide, at inde bag murene boede der en familie i opløsning.

I tankerne kører jeg op på parkeringspladsen, jeg genkender straks de to indgange. Den fine indgang og så den indgang, der blev brugt til daglig.

Jeg vover modet og går ind af den indgang, som blev brugt til daglig – foran mig åbner den store gang sig, på venstre side genkender jeg døren til værelset – mit værelse, men der vil jeg ikke ind endnu. Ved siden af er der to toiletter – det store badeværelse og så det der blev kaldt gæstebadeværelset.

Jeg går lidt videre igennem den store gang, hvorefter jeg kommer til to trin nedad, nu er jeg på vej ind i den anden længe, det store bryggers på venstre hånd – hvor jeg har brugt mange timer med at lægge vasketøj sammen i min barndom. Jeg går videre hen ad gangen og drejer til venstre, nu kommer den lidt smallere gang.

På venstre hånd er mine søskendes værelser – det er nogle store aflange rum. Jeg går videre, nu kommer jeg til soveværelset – også på venstre hånd, det er kæmpestort med eget badeværelse. Jeg husker nu, hvordan vi elskede at gå ind på badeværelset – altså når vi kunne snige os derind, for vi måtte faktisk ikke gå derind, hvorfor ved jeg ikke. Der er en aflang afdeling med to håndvaske og bevæger man sig længere ind, kommer man ind i afdelingen med toiletter, der var nemlig to og et bidet og til sidst afdelingen med to brusere – uden tvivl husets lækreste badeværelse.

Jeg går ud af soveværelset og så kommer jeg til enden af gangen, tager langsomt i dørhåndtaget, nu er jeg ved at bevæge mig ind i det hemmelige sted – galleriet – min mors galleri, der var vi også forment adgang. Det var der hun udviklede hendes såkaldte kunst. Først står der en seng og så ude i det store rum, er der malergrej, en stol og et bord, der er mange ufærdige ting og på højre side, er der endnu et toilet og også en udgang.

Jeg trækker mig tilbage og kommer ud i gangen til soveværelset og mine søskendes værelse. På højre side er der en dør, døren ud til garagen, hvor der var plads til at der kunne holde tre biler, der holder ingen nu.  Jeg går gennem garagen – på højre side er der værkstedet, men jeg går målrettet mod døren der er forude – det er døren til den længe, hvor min mor boede. Hun havde døbt hendes længe for ”Allotria” – opkaldt efter et skib – og helt groft oversat fra latin betyder det: ” Hjem for kærlighed og skønhed, med fri tilknytning til det åbne hav.” – HVOR IRONISK!!!! – Hendes verdensbillede af sig selv var så forkvaklet og er det stadigvæk.

Hendes længe består af et badeværelse, køkken, stue, et værelse og så hendes soveværelse, der altid henlå i mørke.  Jeg kan huske, at hun altid gik sent i seng, så hun stod først op mellem 13 og 16 og når vinduet stod åbent, så betød det at vi måtte komme i audiens hos Dronningen – eller nærmere, at vi skulle komme over og stå på rad og række og sige godmorgen til hende, mens hun lå og tronede i sengen.

Jeg går den lange vej tilbage til der hvor jeg kom ind. Overfor døren til mit værelse er køkkenet, det er lidt aflangt, men stort – og indtil højre er døren til spisestuen, som var et meget smukt og herskabeligt indrettet rum – der var kun adgang, når der var gæster på besøg – og når der var gæster på besøg, så skulle vi være på vores værelser.

Når man kommer igennem køkkenet, så kommer man til den enorme stue, der er opdelt i to, sidde-afdelingen og fjernsynsstuen – smageligt indrettet med mange pynteting fra en rejse verden rundt.  I stuen kommer man til en skydedør – det var døren til et større rum, der egentlig ikke havde nogen funktion – det var også her, man kom ind, hvis man valgte den anden indgang.

For enden af det store rum, er der to døre, men de fører begge til det samme – HULEN, min fars kontor, hvor jeg egentlig aldrig så ham sidde, men der var et kæmpeskrivebord, reoler med bøger og en divan og en fjernsynsafdeling, det var her vi skulle lave vores lektier.

I rummet uden funktion er der også en dør mere – døren til vinkælderen, selvom det ikke var en kælder, men et kæmpe rum uden vinduer med vine – de lå der på rækker, sorteret efter – ja, det ved jeg faktisk ikke – det var det mørke rum – et rum, jeg stiftede bekendtskab med op til flere gange, fordi min mor mente, at en måde at bekæmpe “mørkerædhed” på, det var at låse mig inde i et mørkt rum i flere timer, så kunne man sidde derinde, se ingenting, lytte til vindens rusken og være bange. Ikke et godt rum.

Jeg mangler stadig at gå ind på mit værelse – et stort firkantet rum med to vinduer – et rum, der lå i en længe for sig selv, mens de andre boede tæt sammen – altså bortset fra min mor, der havde valgt at bo helt isoleret fra familien og alligevel i samme hus. Jeg kan ikke huske om jeg elskede det værelse, men jeg kan huske, at jeg var bange hver nat. Der var ingen gardiner og jeg lå og kiggede ud i mørket – lyskeglen fra fyret skinnede ind i min seng hver sjette sekund og I drømmer ikke om hvor meget, man kan nå at forestille sig at man ser, når lyset fejer hen over en.

Jeg kan huske, at jeg havde min bedste ven hos mig i sengen, min dukke Naja, hun var min tro følgesvend og hun var så smuk, mørk med sort langt hår og det mest perfekte ansigt – hun var hos mig indtil den dag, hvor min mor brændte hende, med mig som vidne – hun kastede hende bare ind i pejsen og jeg blev tvunget til at se på. Sjovt nok skulle jeg opleve det igen – også som voksen – det var ikke en dukke, men andre ting, jeg var glad for, der blev brændt – begge gange fordi herskerne i mit liv ville straffe mig.

Jeg kan se skrivepulten – der brugte jeg mange timer – hvor jeg skrev i min dagbog – jeg kan se formskriften for mig – den lille pige bøjet hen over bordet med fletninger, der sidder og skriver i hendes dagbog: ”I dag smed min mor en skraldespand i hovedet på min far – der var kaffegrums over alt, skidt og kartoffelskræller”, ”i dag er mor sur på mig igen, jeg ville ønske, at jeg vidste hvad jeg havde gjort”, ”I dag hørte jeg mine forældre slås ude i køkkenet, det lød ikke godt”, ”Sent i går aftes hørte jeg slag og skrig ude på parkeringspladsen, jeg tror, at der var nogle, der var uvenner”.

Da jeg blev 11 år, blev dagbogen erstattet af digte, breve og andre skriverier.. det var også ved skrivepulten eller i min seng, jeg havde begravelsesfantasien igen og igen. Den startede inden jeg var startet i 1. klasse, der kunne jeg sidde aften efter aften og fantasere om min egen begravelse, så sad jeg deroppe i himlen og kiggede ned og der i fantasien, håbede jeg, at der bare var én, der græd over at jeg var død og i ny og næ og engang i mellem i fantasien var der faktisk en, der græd og så græd jeg hjerteskærende over, at der faktisk var nogle, der blev triste over at jeg ikke var der mere, så var der måske nogle, der elskede mig.

Den pige, som jeg ser inde på det værelse, hun er trist, ensom, forvirret og bange – jeg ville ønske jeg kunne give hende et kram og tage om hende og fortælle hende, at en dag finder hun kærligheden og forvisse hende om, at der vil være mennesker i hendes liv, der elsker hende som hun er. Jeg prøver faktisk at række ud efter hende, men jeg kan ikke nå hende.

Jeg kan huske, at jeg altid kunne høre skænderierne – om det så var i køkkenet og stuen – og jeg vidste også godt, at når det skete, så måtte jeg ikke komme ud. Så jeg tissede på gulvet, for jeg skulle sådan tisse. Da min mor opdagede det dagen efter, så husker jeg hvordan mit hoved blev tværet ned i mit eget tis – jeg skulle lugte til det og så kom jeg ud og bo på gæstebadeværelset at bo i et par dage, med et grisetrug som tallerken. Hun har faktisk stadig det grisetrug, der hvor hun bor nu – som en evig påmindelse.  

Jeg kan også huske engang, hvor hun tvang mig til at spise min egen lort – jeg ved vitterligt ikke hvad jeg havde gjort, men åbenbart et eller andet helt forfærdeligt, for ellers giver det ingen mening. Jeg kan huske smagen, konsistensen, ydmygelsen og jeg måtte ikke græde, hun sad og holdt øje med mig til jeg havde spist det hele – jeg kunne næsten ikke sluge det og lavede brækkelyde, men hun blev bare ved med at stirre på mig – indtil jeg havde slugt den, så forlod hun mig og jeg sad der med den dårlige smag i min mund og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre.

Sommetider kom jeg også i seng uden mad – som straf for et eller andet – så kunne jeg liste ned i bryggerset og ”stjæle” daloon forårsruller fra fryseren, jeg tøede dem op på radiatoren på mit værelse og spiste dem, når de var til at spise – desværre opdagede hun også det og hun blev så gal på mig – hun rykkede mig i mit lange hår, så der røg store totter ud og bankede mit hoved ned i skrivepulten – det var der jeg besluttede mig for, at jeg ville klippes korthåret, så hun ikke kunne gøre det igen. Jeg har fortrudt det så mange gange og har ikke formået at få håret lige så langt som det var dengang. Det var i sjette klasse, for jeg kan huske, at mit hår var så kort, da jeg blev konfirmeret.

Jeg har før nævnt, at min far tog os med til Mallorca i sommerferien – tre ugers fred – vi skulle snakke med hende via telefonen et par gange i løbet af ferien og hun lød så sød og som om hun savnede mig og hun fortalte mig, at hun havde ryddet op på mit værelse, så det var fint og rent, når jeg kom hjem. Jeg blev så glad, for så kunne hun måske godt lide mig alligevel – men da jeg kom hjem, havde hun tømt mit værelse for alle mine personlige ting, smidt dem ud og taget alle mine dagbøger og skriverier og brændt dem.

Engang skrev jeg et langt brev til min mor om mine følelser og om at jeg ikke var lykkelig og at jeg ikke havde lyst til at leve mere – hun kom ind på mit værelse, holdt om mig, kaldte mig de sødeste ting og var så ked af, at jeg var så ulykkelig og jeg troede endelig, at jeg havde fået mig en mor. Dagen efter kom hun ind på mit værelse med mit brev og rev det i småstykker foran mig og smed det i hovedet på mig og sagde noget modbydeligt, som jeg ikke en gang har lyst til at gentage her.

Jeg har ikke nævnt eller beskrevet den fjerde længe – den bestod af to værelser og et toilet, et køkken og en stue. De første mange år boede vores barnepiger der, de blev siden hen erstattet af min mors elskere, og der var en del, Frants med det røde skæg, Carsten, manden i den grønne sportsvogn og jeg kan huske, at vi tit blev hevet med på en kro tæt på Bork, for min mor skulle besøge en mand, som hun kaldte Obersten. Jeg ved ikke lige hvorfor vi skulle hænge ud med dem. Jeg kan huske, at Frants med det røde skæg skulle lære mig at spille klaver.

På et tidspunkt i mit liv – inden min konfirmation, endte mine forældres ægteskab heldigvis – jeg kan huske, da de skulle breake nyheden om skilsmisse, så sagde min far – (jeg har været 11-12 år dengang) – han sagde: ”Nu vil vi gøre det værste, som man kan gøre mod børn” – jeg blev helt panisk og min første tanke var: ”De skal ha’ et barn mere!” – da jeg fandt ud af, at de bare skulle skilles, der græd jeg af lettelse, de troede at jeg var ulykkelig – men jeg var så glad – ENDELIG!

Vi flyttede fra gården og indtil byen – jeg kom med min far, der var ingen, der spurgte mig hvad jeg ville – men der var ingen tvivl – og der startede livet lige så stille for mig. Det var så plaget af tiden på gården – jeg havde de der selvmorderiske tanker og da alkoholen kom ind i teenageårene, så blev jeg altid trist og jeg tryglede om anerkendelse og opmærksomhed med de selvmorderiske tanker og det eneste jeg ønskede mig i livet var at blive elsket, jeg higede efter at være et valg og det gør jeg stadig væk. Jeg har så meget brug for at vide, at jeg er elsket, for den som jeg er.

Samtidig er jeg også bange – bange fordi jeg er vant til at de ting, som jeg holder af, forsvinder fra mig, brænder væk for øjnene for mig – jeg betalte en høj pris for min frihed op til flere gange – senest i forbindelse med min skilsmisse – jeg mistede 2/3 dele af mine børn, fordi jeg ønskede, at de skulle være lykkelige, at de skulle være, hvor de følte sig trygge, men hvis jeg kunne gøre det om, så gjorde jeg det om – jeg savner dagliglivet med dem hver dag, jeg ved, at jeg kan give dem så meget mere på den mentale front end de får nu, jeg kunne give dem alt min kærlighed og omsorg – jeg ville ønske jeg kunne være der mere for dem – jeg gav afkald på min økonomiske frihed og må kæmpe med gæld – jeg er bange for at jeg ikke lever op til de krav, som jeg stiller mig selv og allermest er jeg bange for, at det gode som jeg har nu – der skal jeg endnu en gang være vidne til at det forsvinder, at det brænder op for øjnene af mig, mens jeg tvinges til at være et passivt vidne. Jeg ser spøgelser over alt og går bare venter på at ulykken ramler ned over mig og at jeg igen sidder på det værelse – alene, ulykkelig og higer efter kærlighed…

Hvor tit tænker jeg ikke, at nu har jeg har haft tre kvart års lykke, det er ved at være tid – nu sker det og jeg ved, at det vil ske – og sommetider er jeg ved at opgive – ikke de mennesker omkring mig – men jeg er tæt på at opgive mig selv, for jeg tror ikke på, at jeg kan gennemføre det – jeg tror ikke på, at jeg kan blive ved med at arbejde med mig selv og komme videre. Jeg føler mig som en betændt byld og jeg kan snart ikke holde mig selv ud.

Jeg ved godt hvad jeg bliver nødt til at gøre, jeg bliver nødt til at gå ind i det hus igen og finde den stakkels pige, der sidder i mørket og er ked og bange – jeg bliver nødt til at gå ind og finde hende og tage hende i mine arme og fortælle hende, at hun ikke skal være bange mere og så bliver jeg nødt til at tage hende med ud af huset en gang for alle og renovere hende lige som huset – bygge hende helt om indvendigt, så det kun er det ydre, der består – nøjagtigt ligesom huset, som hun voksede op i.

Jeg håber hende og jeg klarer den, det skal vi! Der venter os så meget godt forude 🙂

Kærlig hilsen

Kære verden.