5 grunde til at jeg er en kælling

Sikke en tiltalende overskrift. En overskrift man kun kan lave, når man har en smule selvindsigt blandet med et skvæt af selvironi. Men hvorfor er jeg så en kælling?

Når folk møder mig første gang, er ordet jeg oftest hører: “Kælling”. 

Ikke til mit ansigt, men fra dem omkring mig. Jeg ligner åbenbart en kælling og derfor er jeg det også, ikke? 

Nej. Eller jo. 

Men ikke fordi du måske synes jeg ligner én. 

Jeg er en kælling med et meget stort K og ved du hvad? Jeg er ikke bange for at indrømme det. Dem der kender mig helt ind til kernen, vil nok give mig ret. 

Derfor synes jeg også, det var på sin plads med en introduktion til kællingesiden, også kaldet mit andet selv. For hun er sgu egentlig meget sjov. 

Jeg er en dømmende satan. I said it. Selvom jeg ikke selv kan lide, at du dømmer mig ved første møde, ja, så gør jeg det altså ret meget selv. Og ikke kun første gang. Nej, jeg dømmer faktisk også på holdninger, opførsel, valg i livet mv. Dobbeltmoralsk? 

Bitch please. Er der noget jeg er god til, så er det at sige førstnævnte to ord. Jeg er i bund og grund skide dårlig til at give folk en chance. Møder jeg dig første gang og du allerede der, får mit pis i kog over et eller andet helt uspecifikt, så er det bitch please attituden du får. Også selvom du måske i virkeligheden er super sød.

Hvilket jeg heldigvis har fundet ud af med mange mennesker hen ad vejen. 

Temperamentet løber af med mig. Er du trofast læser, ved du også at jeg har gået til anger management. Ikke af egen lyst, men mere som et påbud fra min dengang kæreste og nu mand. Spørg ham om det har hjulpet og du får et nej. Jeg er desværre rigtig god til at lade min vrede få frit løb og derfor også sige nogle grimme ting i kampens hede. 

Jeg tromler til du er helt flad. Apropos det dersens temperament, ikke? Jeg er en led satan i et skænderi og bliver ved indtil du ikke kan mere. Det er en forfærdelig gave at være ejer af, men samtidig også noget, der gør mig til en endnu større kælling – fordi jeg gør det uden tøven, når jeg er vred. 

Den sidste har jeg næsten ikke lyst til at skrive, men jeg føler mig klogere end mange andre. Sådan overlegent klogere og uden hensynstagen til din mangel på viden. Bitch much? Derfor er det jo så også virkelig godt, at jeg har fundet en mand til at bekræfte mig i, at jeg faktisk er en kælling.

Du troede nok, jeg ville skrive noget andet der, ikke? 

Listen kunne i virkeligheden godt være længere, men jeg har heller ikke lyst til at snakke for grimt om mig selv, skulle der sidde nogen og få det forkerte indtryk.

Har du en kælling gemt i dig og i så fald, hvordan kommer hun så til udtryk?