Fra negativ til positiv

– kampen mod det ”forkerte” kropsbillede…

Jeg læste for nylig en artikel omkring børn, der allerede i en meget tidlig alder, udvikler et forvrænget syn på deres kropsbillede. Det var ikke noget der kom bag på mig som sådan, men hvad der dog ramte mig, var det faktum at især piger var mere tilbøjelige til at vokse op med et forvrænget syn på deres kroppe end drenge, og at den primære rollemodel ofte var at bebrejde her – altså moderen.

Når jeg læser sådanne artikler og samtidig selv sidder med en lille pige i vente, så vækker det nogle følelser indeni. For hvor er det i grunden bemærkelsesværdigt, at vi kvinder ikke tænker mere over det, når vi konstant brokker os over vores kropsbillede. Jeg har i høj grad selv været slem til at fodre det negative monster indeni, som førhen sagde til mig at jeg enten var for tyk eller grim, men er den dag i dag, heldigvis kommet til et punkt, hvor jeg elsker det jeg ser i spejlet.

Hvordan får man vendt den negative kropsopfattelse til kærlighed til sig selv?

Svaret er ganske enkelt, at der ikke findes rigtige eller forkerte kropsbilleder. Du ser hvad du ser, og kun du kan lave om på det du ser i spejlet. Her mener jeg ikke slankekurer og plastikkirurgi, nej, jeg snakker her ren og skær ændringer i din tankegang. Og nej det er ikke nemt, men jeg kan den dag i dag virkelig glæde mig over min krop som den nu er og især her i graviditeten også nyde de kropslige forandringer der medfølger uden at være ked af det.

Nu er jeg hverken psykolog, terapeut eller lignende og kan derfor ikke komme med en videnskabelig forklaring på hvorfor man danner sig et negativt selvbillede. Men jeg kan som almindelig kvinde, der selv har været det igennem, komme med mine erfaringer med at vende et negativt selvbillede til et positivt.

Jeg har selv i mange år kæmpet med et forvrænget kropsbillede. Det startede omkring 11-12 års alderen, vil jeg tro, da jeg udviklede anoreksi. Til dem der ikke ved hvad anoreksi er, kan jeg beskrive det meget kort, som værende en spiseforstyrrelse, hvor man undgår at spise (i mit tilfælde) fordi man er bange for at tage på og dermed ændre på det allerede forvrængede kropsbillede. Det skal lige nævnes, at jeg altid fra naturens side, har været en meget høj og slank pige indtil mit voksne liv, hvorfor det især var en problematisk situation at være kommet i, når nu jeg i forvejen var tynd.

Der gik nogle måneder før jeg begyndte til psykolog med spiseforstyrrelsen og monsteret indeni havde dermed fæstnet sig godt mentalt. Tænk, at jeg så noget så forkert i spejlet i så tidlig en alder. Jeg husker tydeligt, at jeg blev tvunget til at spise et rundstykke med tandsmør efter hver samtale – noget som jeg på daværende tidspunkt synes var det mest ulækre i verden. Jeg skulle lære at spise igen og ikke kun for at tage på, men også for at rykke mit forskruede billede på min krop tættere på virkeligheden. Forunderligt nok, virkede denne metode og jeg fik efter, hvad der føltes som tusinde år, et fornuftigt syn på mig selv igen – for en stund.

Da jeg ramte de 18-19 år og blev kærester med Jakob, skete der hvad der typisk sker når man er i et forhold og samtidig får et kørekort – man bliver doven og tager på. Altid havde jeg levet på, at jeg aldrig ville blive større, netop fordi jeg var høj og slank på trods af en meget usund livsstil, men jeg blev klogere. Jeg tog 20kg på, men registrerede faktisk ikke, sådan mentalt, at jeg var blevet større. Indeni så jeg stadig den slanke og høje pige jeg altid havde været – selvfølgelig med lidt ekstra hist og her. Jeg havde det godt og så ikke fejlene.

Det holdte ikke ret længe. Pludselig kunne jeg se min størrelse havde ændret sig betydeligt og jeg var ikke tilfreds. Den onde cirkel med selvhad og en meget negativ opfattelse af egen krop, var nu påbegyndt. Jeg var ulykkelig, skjulte mig selv i lag på lag af tøj (som i øvrigt fik mig til at se større ud) og jeg begyndte at sammenligne mig med mine veninder.
Kvinder – et godt råd her er, at lade vær med at sammenligne jer med kvinder, der overhovedet ikke er bygget som jer selv – det gør kun situationen værre.

I mange år følte jeg mig faktisk grim og alene selvom jeg havde masser af mennesker omkring mig. Jeg startede på den ene slankekur efter den anden og smug spiste så om aftenen, når jeg nu havde gjort det godt. Træningscenteret blev også udnyttet i perioder, men uanset hvad jeg gjorde, blev mit syn på mig selv ikke bedre.

Punktet hvor jeg faktisk havde det værst, var efter at have smidt 12kg på 3 måneder med masser af træning og fornuftige kostvaner. Her tænker du nok, at det ingen mening giver. Hun taber sig som var målet hele tiden, men rammer samtidig også bunden der – uddyb tak!

Jeg kan af egen bitter erfaring sige, at problemet aldrig lå i de 20kg der stod ekstra på vægten. Problemet lå i mine egne onde tanker om mig selv og det selvbillede jeg havde fået skabt. Uanset hvor mange af sine mål man når, når man kæmper med et negativt kropsbillede, så vil følelsen af at ikke være god nok, stadig være fokuspunktet. Man vil aldrig blive tilfreds, hvis ikke man tackler følelserne bag problemet. Det betød for mig at jeg skulle lære at tage imod komplimenter og TRO på dem. Derudover skulle jeg også lære at elske mig selv, som jeg er skabt og det kan kun opnås ved at være positiv og sige til sig selv, at man er perfekt som man er hver dag, indtil man selv tror på det. Det lyder tåbeligt, men det virker.

Er der noget jeg absolut ikke vil give videre til min datter, så er det virkelig alle de år jeg har brugt på selvhad og negativ kropsopfattelse. Hun skal lære at hun er perfekt som hun er og mor og far er ligeså.

Så kvinder. Alle er smukke på hver deres unikke måde og det er så vigtigt at sætte pris på sig selv. Hvis ikke man selv gør det, hvem skal så? Find styrken i dig selv i stedet for at forvente andre giver dig den og mærk hvor fedt det er at være i DIN krop.