“Har du selv overvejet hvilken diagnose du har?”

Tirsdag den 1. oktober – en dag som mange andre bortset fra ovenstående sætning. 

Historien bag sætningen starter helt tilbage til da jeg var barn. Muligvis uvidende omkring at jeg i en alder af 29+ skulle diagnosticeres hos en psykiater.

Har du fulgt med på bloggen, ved du også at det sidste år har været møg svært for mig. En kræftdiagnose satte gang i masser af tanker, følelser og overvejelser, men sparkede også gang i min nye ven – angsten.

Angsten har været svær at rumme, nogle vil nok mene sværere end svær og jeg fik derfor en henvisning af egen læge til en psykolog og i samme ombæring også en psykiater. Dette fordi hun så noget, jeg måske ikke selv gjorde, da jeg henvendte mig sidste år.

Godt og vel et år er gået med mange op- og nedture, nok mest nedture og rutsjebaneturen fortsætter nok lidt endnu. Jeg har haft det svært, tænkt tanker, som de færreste nok kan sætte sig ind i og haft et mindre misbrug af alkohol. 

Alt dette, er heldigvis et overstået kapitel for nu. 

Ikke desto mindre har jeg nok altid vidst indeni at der var noget galt. Ikke kun i forbindelse med kræftdiagnosen, men sådan generelt i livet. Mine mønstre, tanker og adfærd har altid givet mig tanker om, hvorvidt jeg nu er “normal” – hvad end normalen nu er og om livet virkelig skal føles, som jeg nu engang føler det.

Store spørgsmål at tumle med allerede fra de tidlige teen år. 

Men man er nu engang sådan som man er og det har jeg nok lidt lært at leve med. 

Indtil i dag. 

I dag kom dagen, hvor jeg efter knap et års venten skulle til psykiater. En dag, jeg egentlig havde tænkt skulle forløbe anderledes end hvad den gjorde. 

Jeg havde ikke rigtig gjort mig nogle overvejelser om besøget, da jeg som skrevet ovenfor, havde lært at leve med den jeg er. Mine forventninger var lig nul og jeg regnede faktisk med at blive sparket ud med ordene: “Du er ganske normal, hop du videre”. 

Dog endte samtalen helt anderledes. 

En samtale med spørgsmål som: 

“Er du blevet seksuelt misbrugt?”
“Hvad er din personlighed?”
“Har du haft mange seksuelle partnere?”
“Har du selvmordstanker?”
“Hvordan oplever du verden?”
“Har du været i misbrug?”

For mig, meget grænseoverskridende spørgsmål, men også nødvendige spørgsmål til at kortlægge patientens tankegang og mønstre. Listen af spørgsmål var endnu længere, men disse var de mest fremtrædende hos mig. 

Efter samtalen med de mange spørgsmål, personlige beretninger og utallige erkendelser, kom første spørgsmål der gav mening.

“Har du selv overvejet hvilken diagnose du har?”

Der er altså en grund til at jeg er skruet sammen, som jeg er. Der er en grund til vredesudbruddene, følelsen af svigt, pessimismen, de negative tanker om mig selv, følelsen af ikke at passe ind og ikke mindst niveauet af stress inde i mit hoved. 

Jeg har en personlighedsforstyrrelse, var ordene fra ham. Hvilken én, skal vi nu have diagnosticeret og samtidig også have fundet en behandlingsform, der passer på mig og min kommende diagnose. 

Følelserne strømmer igennem mig i dag og livet ser lidt lysere ud efter langtids mørke. Jeg er ikke ked af at få en diagnose, tværtimod. Det giver en forklaring, jeg længe har søgt, på hvorfor jeg er som jeg er og handler som jeg handler. 

Det giver mig håb for en bedre hverdag.