Nu når jeg lige får set overskriften, lyder den jo egentlig ret deprimerende. Men det er det måske også for mig. Jeg står med en ambivalent følelse af at glæde mig over at have mulighed for en ny retning i mit liv, men også den deprimerende følelse over at min barsel slutter og dermed være jobsøgende igen.
Den 28/6-18 er min sidste barselsdag. En dag jeg glæder mig til og samtidig frygter. For hvad skal der nu ske af nye ting i mit liv?
Før Lilly blev jeg uddannet markedsføringsøkonom med speciale i reklame (med ganske fine karakterer) og var klar på livet på arbejdsmarkedet. Dog var det ikke bare lige at finde sådan et. Altså arbejdet. Trods mange samtaler og masser af ros, endte jeg altid med skuffelsen i stedet. Her fandt jeg så, desværre, ret sent ud af at mange gav afslag grundet min alder, civilstand (skulle giftes) og manglen på børn. Disse tre faktorer adderet giver et facit, der lyder på intet jobtilbud. Hvorfor tilbyde en stilling til en kvinde i en alder af 27 år, i et seriøst parforhold uden børn, når man kan få en yngre model, no strings attached så at sige? Enhver idiot ved jo godt at der indenfor kort tid, ville melde sig en lille én. Og det gjorde der.
Nu sidder der nok en del og tænker at situationen absolut ikke har været sådan og jeg måske overdriver samt blusser op i en debat omkring ligestilling bare fordi. Absolut ikke. Jeg har heldigvis nogle fantastiske mennesker omkring mig, som har kunnet hjælpe med svar på min daværende ledighed trods den store interesse, og svaret var det samme – tager du de tre faktorer og lægger sammen, ja så har du en barsel på vej snart. Og der takker jeg for ærligheden fra de mennesker, som til dagligt selv sidder og ansætter nye rekrutter i deres virksomheder.
Nu sidder jeg så her – 2 år senere og skal i gang igen om under en måned. Men hvad så nu? Jeg ved hvor meget jeg har at byde ind med, men er det nu nok, selv med et veloverstået bryllup og en barsel slut? Svaret ved jeg ikke, men jeg håber bestemt at jeg finder min vej snart. Til dem der drømmer om at gå hjemme, være fri for at arbejde i hverdagen, bare nyde tilværelsen og hygge sig i hjemlige omgivelser – det er altså ikke så sjovt som det hele lyder. Den første måned er måske nok lidt ligesom en forlænget ferie, men derefter rammer kedsomheden og i mit tilfælde også tristheden over at ville noget så meget, men ikke kunne det. Igen giver jeg et lille opråb til dem der har troet på mig og kunnet give mig vished, så man ikke blot er blevet opslugt af intethedens grimme klør. For gud, hvor kan man hurtigt føle sig utilstrækkelig, når man får afslag på afslag trods de mange samtaler.
Det er netop de samtaler, der gør at man virkelig føler sig utilstrækkelig for når nu de kunne lide CV, ansøgning og måske det lille billede du så pænt bruger tid på at udvælge, men de så afviser dig efter samtalen, så florerer tankerne for fulde drøn med alt det negative. Det må da være din personlighed så – og den kan du jo i grunden ikke gøre så meget ved alligevel. Eller kan du?
Det her indlæg tog godt nok lige en drejning eller to, men pointen er stadig den samme. Hvad så nu?
Lige nu har jeg blod på tanden, klar til at få den stilling jeg drømmer om og tage tyren ved hornene! Jeg har så meget at tilbyde og jeg er så klar på at få noget læring ind i min hverdag. Indtil da er jeg dog lykkelig for at kunne få den her tid med min lille pige. At jeg har muligheden for at nyde hende i de stadier hun nu går igennem og muligheden for en lidt længere barsel/ferie, når nu jobbet ikke står og venter lige nu. Måske det gør om en måned og hvis ikke, er det også ok for nu. Jeg vil ikke lukke de negative tanker ind, men i stedet tro på at det hele nok skal ske, når tiden er den rette.
Jeg håber ikke jeg tabte jer på vejen og høre gerne fra jer, hvis I har gode råd til både CV, ansøgning og samtalesituationen. Alle kneb gælder og måske jeres er min vej ind – hvem ved.
Nu vil jeg nyde det dejlige vejr imens Lilly sover og ønske jer en fantastisk dag.
Kram herfra
Like & Share
Du kan kommentere længere nede.
Indlægget er skrevet af
Du kan følge mig her:
Andre indlæg i denne kategori
Hvor blev mor af?
Mor er væk ligesom far er normalvis, men i dag leger vi omvendt land. Jeg har de sidste
Bananpandekager
Jeg er normalvis ikke til bananpandekager, da jeg ikke er den store bananspiser. Ja, jeg kan faktisk ikke
Putninger fra helvede
Ærligt, så går det skide godt her i huset med at hænge ud med den 2-årige bavian 24/7.
Kære krop, undskyld
Kære krop, undskyld. Undskyld for alle de gange jeg har tilsvinet dig. Undskyld for de gange jeg har
5 grunde til at jeg “hader” mit barn #5
Did you miss me? Eller i hvert fald mine grunde til at hade mit barn? Det er da
That’s the way the cookie crumbles
Kender du det at en cookie bare ikke altid er nok? Derfor er der nu en lækker treat