Kunsten er at leve

Når en tanke bliver til realitet, er det som regel en utrolig smuk hændelse. For dét at realisere tanker, idéer og drømme, er jo hvad det at leve bør handle om. 

Ofte bliver processen dog overskygget af modstand, uretfærdighed og menneskets evne, til at snuble over egne ben, inden hændelsen overhovedet får lov at se dagens lys.

En skam, hvis du spørger mig.

For livet er en leg, mennesket er skabt, som det nu engang er skabt og vi, alle her på jorden, kunne tage ved lære af de, som tør at leve. Tør at lade de små, som store hændelser se lyset. Tør at drømme, håbe og ikke mindst tør at prøve. For uden prøve, lysten til at lære eller modet til at kaste sig ud i nye eventyr, opstår hændelserne aldrig.

Og vi har brug for hændelserne.

For uden hændelserne er vi ej mennesker.

Men vi, mennesker, er bange.

Bange for omgivelserne.

Holdninger og meninger, normer, fordømmelse – had.

At skulle mislykkedes. 

Men er det i virkeligheden ikke ved netop at fejle, at hændelserne pludselig giver mening?

For med fejl kommer læring, mod og i de fleste tilfælde – visdom.

Fejl er fejlagtige forbandede til at være negative.

Og med god grund for det skrøbelige sind, vi, mennesker, har. Et sind, som ikke udholder mange hændelige fejl førend sindet opgiver lysten til at prøve.

Men kunsten er at leve og med tilvalget om at leve, bør fejl begåes, erfares og give læring til det skrøbelige sind.

Så prøv.

Prøv at lade tankerne, drømmene, håbene, idéerne og modet få frit spil. Lad verden se dig og dit mod til at leve.

Og ikke mindst – lad hændelserne se livets lys.

De skønne som uskønne hændelser, som alle er med til at skabe din person. Det vidunder, du er. Det liv du vælger at leve.

Ej har vi lært noget om livet, hvis ikke livet leves.