Er jeg virkelig dum, eller hvad?

Min stedmor havde ikke været i mit liv særlig længe, før hun satte sig på min sjæl og begyndte at ødelægge den. Hun gjorde det meget tydeligt i hendes kropssprog og ordvalg, at jeg ikke var ønsket omkring hende og at hun ikke havde særligt høje tanker om mig.

Jeg var 7 år da hun kom ind i mit liv, og havde ikke en chance.

Min stedmor syntes jeg var dum og uintelligent, og hun lagde ikke skjul på det, hverken overfor mig eller min far. Hun omtalte det imens jeg var i nærheden, og påpegede overfor min far, om han godt var klar over hvor dum jeg var.

Fra den dag min stedmor satte sine første fodspor i mit liv, startede mit helvede, og min hverdag blev hurtigt en anden. Jo mere jeg kunne opholde mig på mit værelse, jo bedre, for så var jeg væk, både fra hende, men også fra utrygheden.

Jeg var ret meget på mit værelse, af to årsager. Der var tryghed, for ingen kunne se mig. Og så havde jeg nærmest altid stuearrest. Stuearrest var meget almindeligt hos min far og stedmor. Det var en god mulighed for min stedmor, så hun kunne slippe for at se på mig, og derfor kunne det komme ud af det blå, forbi man havde været irriterende uden at vide det.

Det lærte jeg at leve med, det var vilkårene i mit hjem, og dem lærer børn at indordne sig under. Desuden var stuearrest også en bonus for mig, så var jeg alene og uden for rækkevidde af min stedmors onde ord.

Det jeg ikke lærte at leve med og den linje som min stedmor fik printet på min sjæls papir, med uudviskelig blæk var, at jeg var dum.

Hver eneste dag fik jeg at vide, at jeg var dum. Ikke altid direkte, nogle gange pakkede hun det ind i sætninger “Nej, men hvad kan man også forvente af dig, Trine, du kan jo ingenting!” andre gange spurgte hun mig direkte “Er du dum? Er du fuldstændig uden hjerne og kan du ikke tænke selv??”

Men temaet var ligesom konstant, jeg var dum. Snotdum! Og jeg kunne ikke finde ud af noget.

Jeg behøvede egentlig ikke have gjort noget, for at mærke hendes vrede. Den kunne blive udløst af små ting, som at jeg ikke svarede prompte på et spørgsmål, eller at det larmede når jeg gik. Men en ting var sikkert, min stedmor synes jeg var dum, uintelligent, og uden evne til at kunne finde ud af noget.

Og hvor var min far så, tænker man måske? Nogle gange var han lige ved siden af, andre gange gik han sin vej. Og nogle gange var han ikke hjemme. Men han var ikke uvidende. Under mine mange stuearrester er han kommet forbi mit værelse, for at fortælle mig vigtigheden af, at være intelligent, som min stedmor. Og om jeg ikke kunne prøve at være lidt mere sådan.

Når man fortæller børn gentagne gange, at de er dumme eller ikke er noget værd, så sætter man sig på deres sjæl. Man lærer dem, at vokse op uden tillid til sig selv. Og alle dem som ikke får sluppet sig selv fri, går igennem livet med en konstant mistillid til sig selv. Det er ikke fair.

Min stedmor kunne ikke opføre sig ordentligt, desværre. Lad hende være den sidste og få stoppet psykisk vold mod børn.

Skriv et svar