Hende uden forældre

Jeg betragter mig selv som værende uden forældre. Ikke forældreløs, men bare uden forældre.  

Det er altid et svært øjeblik for mig, når folk spørger til mine forældre, for hvad skal man sige? 

”Nej, dem har jeg ikke kontakt til, fordi min far var en vatpik (undskyld mit franske) som lod min stedmor køre mig psykisk ned og ødelægge mig, uden han gjorde noget. Og min mor, er psykisk syg og har været en manipulerende tyran hele mit liv, og nååh ja, så overfaldt hun mig med en skovl i min egen have for halvandet år siden. Og bl.a. derfor har jeg valgt dem fra!”  

Den intro sætter ligesom en dæmper på stemningen. 

Og en noget akavet situation bagefter, som ingen rigtig ved hvordan de skal komme ud af. Så jeg kegler med altid udenom med en halvflad forklaring, som ender i noget:  

”naaaarj, det ik’ lige sådan for nylig, at jeg har snakket med dem, nej” Og sådan en gang bøvl, for det er slet ikke sandheden. Sandheden er, at de ikke er en del af mit liv, fordi jeg har valgt det. Deres indvirkning på mig og mit liv har aldrig haft en positiv effekt på mig. Tværtimod var jeg altid drænet, ked af det og nedbrudt efter kontakt til dem, og hvorfor så gøre det?  

Fordi jeg følte at jeg skulle. Fordi der står de er mine forældre på min dåbsattest, og derfor er jeg automatisk tvunget til at have en relation til dem, resten af mit liv, uanset hvordan de har behandlet mig.  

Og sandheden er, at mit liv, fra jeg var barn til jeg blev voksen, har været fyldt med ekstreme situationer, hvor jeg blev ydmyget, nedgjort og nedbrudt. Det man i fagudtryk kalder omsorgssvigt.  

Jeg har ikke tal på hvor mange gange min stedmor har trængt mig op i en krog og råbt mig ind i hovedet, at jeg var uduelig, dum og ikke kunne finde ud af noget.  

Og samtidigt har jeg heller ikke tal på hvor mange gange min mor har truet mig med alt fra tæsk, ydmygelser til at ødelægge alle mine ting, hvis ikke jeg hørte efter og gjorde som hun sagde. 

Min far og stedfar var begge passive tilskuere. Dog skal min far have den cadeau, at han ofte forsøgte at mildne det hele lidt, ved lige at fortælle mig, at jeg da også godt kunne ændre mig og være mere som min stedmor.  

Jeg er vokset op med to forældre, som i virkeligheden ikke skulle have været forældre. Slet ikke til mig. Siden jeg kan huske, er jeg blevet bedt om at lave mig om, ændre mig, eller fået skæld ud for at være som jeg er. Jeg har aldrig været dygtig nok til at få min fars accept og jeg har aldrig lært andet, end at kærlighed fra min mor kommer med betingelser, og forsvandt som dug for solen når ikke de betingelser blev opfyldt. 

Så når nogen spørger, så foretrækker jeg at være hende uden forældre. Fordi det i virkeligheden er den sandhed der er inde i mig. Det kan godt være de står på min dåbsattest og at jeg er vokset op i deres hjem, men de har aldrig været forældre.  

I dag er jeg selv mor til to. Felix på snart 3 år, som starter børnehave om lidt (han er jo blevet Så stor, lidt for hurtigt) Og lille Zoey på knap en måned.  

Og aldrig har jeg været mere fyldt med ærefrygt, stolthed og lysten til at gøre mig umage, som jeg er nu og efter jeg har fået børn.  

Et af mine mål med livet er, at mine børn skal vokse op i et hjem med tryghed og kærlighed uden betingelser.  

Det er de to ting jeg ønskede mig mest som barn, og det skal mine aldrig mangle. 

Ikke alle forældre fortjener titlen, og ikke alle børn er lige heldige. Jeg var en af de uheldige, og jeg fortryder ikke et sekund, at jeg har valgt mig selv til og dem fra. Ingen er tvunget til relationer de ikke har lyst til, og det er helt okay at slippe sig selv fri. 

Og fremover vil jeg sige det som det er: 

”Dem har jeg ikke kontakt til, fordi de ikke behandlede mig pænt. Jeg har valgt dem fra og mig selv til, fordi det er det bedste for mig.”