Når virkeligheden rammer

En single-forældres realitet!

Her kommer min fortælling om hvordan jeg oplevede adskillelsen fra mine børn de første børnefri weekender.

De første 2 måneder efter ungerne og jeg var flyttet i vores lejlighed, brugte jeg mine børnefri weekender på at se den ene veninde efter den anden, gå til fest, fødselsdagsfester og ja, jeg fyldte mine weekender op med alt muligt.

Så kom der en weekend, hvor ungerne igen skulle om til deres far, og denne gang havde jeg ingen planer. Hold nu op. Hvad skulle jeg dog bedrive tiden med? Jeg kunne i hvert fald mærke at det trak i mig for at få alene tid. Og bare mærke mig selv lidt, efter en tumultagtig og så livsomvæltende periode i mit liv. Jeg var træt. Helt ind til benene.

Læs også – Den første sommerferie – Alene

Men den fredag eftermiddag, hvor de blev hentet af deres far. Glemmer jeg aldrig.

Jeg var i godt humør og ungerne glade for at se deres far. De var ved at vænne sig til ordningen. Planen var at jeg skulle, som noget af det første, rydde op i hele lejligheden og få gjort rent. Så kunne jeg slappe af med en frysepizza, lidt vin og Netflix bagefter.

Jeg gik i gang, imens energiniveauet stadig var højt.

Men så nåede jeg til ungerne værelse. Der var kun 2 soveværelser i lejligheden. Så ungerne delte værelse, men det var de vant til fra det gamle hus, vi boede i, sammen med deres far. Og deres far boede stadig i det gamle hus.

De havde rodet det godt og grundigt til deres værelse😊Jeg trådte ind og så ramte følelserne mig, som en kæmpe bølge. Jeg ved ikke om det var duften af dem, som stadig hang i værelset hvor de havde leget lige inden, eller at det bare var DERES værelse med DERES ting. Jeg blev overvældet af følelser som, tristhed, tomhed, savn og den rungende stilhed, efter at der havde været så meget liv efter dem.  Der opstod en klump i halsen på mig og pludselig trillede tårerne ned af mig. Jeg skyndte mig ud af værelset og lukkede døren i bag mig. Jeg tørrede mine øjne og jeg fik det meget bedre. Når jeg tænkte tilbage, så havde jeg faktisk ikke gået ind i deres værelse, på noget tidspunkt de første weekender uden dem. Ikke sådan bevidst. Jeg gik bare ikke derind.

Alt det legetøj, de havde slæbt ind i stuen og andre steder i huset blev hurtigt smidt ind på deres værelse. Det skulle ikke provokere flere triste følelser ud af mig.

Jeg valgte at fokusere på at gøre rent i de andre rum og skrue op for musikken, så jeg kom i lidt bedre humør. Det hjalp og jeg fik min alene-aften, som jeg nød rigtig meget. Fik sovet en hel nat uden afbrydelser og sov så længe som overhovedet muligt😊 Det var tiltrængt.

Men oprydningen og rengøringen af børnenes værelse stod urørt indtil søndag middag, hvor jeg til gengæld glædede mig til at få børnene hjem om eftermiddagen. Jeg brugte den glæde til at gøre deres værelse rigtig fint og klart til deres hjemkomst. Jeg tog imod ungerne med fornyet energi og det boblede i mig, da de glade løb ind på deres værelse og gik i gang med at lege. De var tilbage!

De kommende børnefri weekender lagde jeg planer som både bestod af alene-aftener og socialt samvær med veninderne. Men deres børneværelse gik jeg IKKE ind i før om søndagen, i mange måneder frem. I dag har jeg vænnet mig til det, og prøver at få det bedste ud af min alene-tid og udnytter det for at få ladet batterierne op.

Jeg har nogle gange fået kommentaren af velmenende personer som synes at det lød nærmest helt tiltrækkende at være alenemor, med al den alene-tid og fritid man fik pludselig fik. Men så mindede jeg dem om, at man så til gengæld er 100% på og MOR i de dage hvor man så har børnene. Ingen kommer og tager over, hvis du har en dårlig dag eller du er drænet for energi. Der er kun dig til at være der for dine børn. Men ja, når de så er ved deres far, så kan du slappe af og gøre hvad du vil.  Men savnet og måske endda sorgen, vil komme bag på dig. Det gjorde den i hvert fald for mig. Tænk så, hvordan børnene selv har det, i især den første tid, hvor de skal savne. De savner altid. Men jo de vænner sig også til det eller i hvert fald accepterer at sådan er det. Nej at være en skilsmissefamilie er bestemt ikke altid en dans på røde roser. Jeg har mine børn 12 dage ud af 14 dage. Men jeg kan kun forestille mig hvordan det måtte have været for deres far eller andre som f.eks. har 7/7 ordning.

Har du oplevet noget lignende som mig, da du blev alene med dit barn/børn?

Smid endelig en kommentar under mit indlæg her og synes endelig godt om, hvis du kunne lidt mit indlæg.

Tak fordi du læste med!