Så har vi taget hul på uge 19 i graviditeten. Det burde være lutter lagkage det hele, med lækker glød i huden, store smil, at føles som at være i en bobbel af lykke og ikke mindst som at være på en lyserød sky. Min krop er ved at skabe et lille menneske, hvilket jo bogstaveligt talt er den største bedrift ens krop nogensinde vil formå!
Indtil videre har det dog været mere lort end lagkage, hvis jeg skal tale lige fra hjertet. Hun er hård ved mig, hende den lille.
For ikke at snakke om alle de bekymringer man helt automatisk bliver overvældet af, så snart det er sunket ind, at man skal være forældre. Så er der desværre også bare nogen af os, som oplever en masse bivirkninger (kan man sige det? 😅) ved at være gravid. Der er jeg bare så heldig at jeg har vundet i det store lotteri. Jeg vil lige nævne et par af gevinsterne.
For det første!
Lad os lige snakke om den der længe ventede lækre hud og flotte glød man har hørt så meget om. Den er simpelthen ikke eksisterende hos mig. Jeg føler mig snydt.
Jeg har igennem mine teenageår og 20’ere frem til nu, lidt af akne og uren hud. Jeg håbede selvfølgelig på, at jeg også skulle være en af dem der fik lækker porcelæns glat hud og strålede om kap med solen, men næ nej.
Min hud er kun blevet værre. Så den eneste glød jeg får fornøjelsen af, er den fra mine hjernedøde akneudbrud. Den minder dog nok lidt mere om røde tilfældige plamager, end om en egentlig glød.
For det andet!
Så kommer vi ikke udenom lige at omtale den famøse “morgenkvalme”. Undskyld mig, men morgenkvalme?!??!
Hvad foregår der. Jeg har siden slutningen af uge 5 haft den ondeste kvalme og i langt størstedelen af tiden dagligt haft opkastninger. Hele dagen! Det ….. er …… FRYGTELIGT!
At kalde det for morgenkvalme er simpelthen en lodret løgn. Det er som om man før i tiden har prøvet at skåne kvinder for de egentlige fakta, ved bare at bilde dem ind at det kun er om morgenen man oplever det. Ja ja, der står mange steder at man også kan opleve det på andre tidspunkter af døgnet. Jeg var så bare ikke forberedt på at det kunne være HELE døgnet, hvis man er rigtig uheldig.
For det tredje!
Lad mig lige uddybe punkt nummer 2.
Forestil dig denne opkast-sygdoms-epidemi der lige har været over os (nogle er måske endda stadig ramt), bare i 13 uger i streg. Eller de værste tømmermænd du nogensinde har haft – sådan prøver jeg at beskrive det for min kæreste.
Måske der lige har været 1-2 ugers pause sammenlagt af enkelte dage, hvor det er gået nogenlunde. Kvalmen har lagt sig, for så ellers bare at komme tilbage igen dagen efter som en tsunami. Bedst som jeg håber hver gang der har været en “god dag”, at nu må det da også lægge sig og for alvor går væk – nej, såååå kommer det retur.
Jeg ved at nogen er ramt i hele deres graviditet. Jeg beder bare virkelig til, at det ikke er mig. Mit første håb for at det ville gå væk var i uge 12. Og det jo for længst slået ned. Så nu håber jeg bare hver uge på, at det stopper. Jeg har ikke rigtig noget at sætte næsen frem efter, for nu kan det gå væk når som helst, eller det kan blive ved i mange uger endnu – ingen ved det.
Jeg prøver at holde hovedet højt, men energiniveauet, overskuddet og lyset for enden af tunellen, virker alt sammen som noget jeg famler efter i blinde lige nu. Jeg prøver bare at glæde mig over, at vi trods alt får en lille guldklump ud af det i sidste ende – og at det er hele “kampen” værd!
Det var bare lige en lille update fra mig, på hvordan det går indtil videre. Nu er jeg snart halvvejs og den 6. december skal vi til misdannelsesscanning. Vi glæder os til at kigge ind til hende igen, men jeg er også lidt nervøs – det er nok meget naturligt. Jeg håber bare at hun har det godt derinde og at alt er som det skal være! Og så er det jo spændende om hun stadig er en “hun” eller om hun har fået sig en lille tap i mellemtiden 😄
