Den røde løber

Min røde løber er imaginær og bliver rullet ud hver gang der kommer en ny mand ind i mit liv! Vi kender den godt.

Stjernerne bader sig i blitzlys til premiere, mens de spadserer overskudsagtigt på den og viser sig fra deres mest fotogene side af. Ethvert supermarked herhjemme med respekt for sig selv har røde løbere til salg, når de glade studenter springer ud og familien skal betræde den nyindkøbte løber til et traktement. Jeg har også en rød løber. Den er imaginær og bliver rullet ud hver gang der kommer en ny mand ind i mit liv!

For godt 20 år siden sagde en god og kær ven til mig; ”Karina, der er forskel på at være god og være tossegod – du er tossegod” Jeg forstod ham ikke helt dengang, men det gør jeg nu. Tror jeg. Definitionen må vel være, at man er så god, at det går hen og bliver tosset?! Måske ovenikøbet for en selv!

Når jeg inviterer fremmede mennesker hjem til en overnatning, enten fordi de er hjemløse, vagabonder, fotografer eller er bange for at gå hjem i mørke, hører det slet ikke ind under dét at være tossegod – ikke for mig i hvert fald – det har været en indgroet del af mig som menneske, siden jeg som 20 årig mødte en jævnaldrende sommerafløser på mit arbejde, der skulle bo hos hendes mor.

Det trak ikke synderligt i hende, så jeg sagde helt naturligt ”Jamen du kan da bo hos mig, jeg har plads”. Det er 19 år siden og den dag i dag er hun en af mine gode veninder. Nej, der hvor jeg bliver tossegod er i min relation til mænd. Det er her ”madness” opstår!!

Siden min første rigtige kæreste for over to årtier siden har jeg haft en tendens til fuldstændigt ukritisk at dele ud af mig selv til mandfolk. Jeg møder en mand og allerede inden jeg lærer ham ordentligt at kende, så ruller jeg den røde løber ud.

Så ligger den klar til at blive betrådt eller til tider trampet på af en given mand. Jeg beder ham ikke engang tørre skoene af! Jo mere han tramper, jo mere retter jeg den ud – den imaginære løber. Hvis han ovenikøbet har en traumatisk barndom med i bagagen, er det endnu bedre, for så kan mit hyper empatiske væsen rulle sig ud i fuldt flor i et forsøg på at forstå manden! Til sidst er der trampet så meget skidt og lort ud på den røde løber, så der skal skrappere midler i brug i form af en sur kælling, råberi eller et break-up. Men som regel bliver den både rettet ud og renset igen, så manden kan fortsætte med at trampe derud af i årevis – faktisk er rekorden over et årti. Jeg anser ikke mig selv for at være mindre begavet end gennemsnitskvinden, så jeg er formentligt ikke den eneste, der sidder tilbage med en rød løber, som skal sendes til rensning engang i mellem!

Når nu jeg er blevet oplyst, kan jeg da umuligt rulle den røde løber ud næste gang?! Ikke uden at bede manden nænsomt stille skoene og betræde den røde løber, mit inderste, med en vis form for ømhed, respekt og kærlighed. Måske han ovenikøbet tager mig i hånden og fører mig gennem livet badet i kærlighedens blitzlys – findes det mon?

Jeg kender udmærket svaret. Til min kæreste kammerat, jeg ved du kigger med og ryster på hovedet af mig et sted deroppe til tider – jeg er ved at forstå ”tossegod”, det tager bare lidt tid at implementere.

 

Like & Share

Du kan kommentarer længere nede.

Indlægget er indsendt af

Anonym Kvinde

Andre indlæg i denne kategori

er du forårstræt? Forårstræt, træthed, træthed symptomer, trættere end normalt, jeg er mere træt end jeg plejer

Er du forårstræt?

Jeg stødte på udtrykket ‘forårstræt’ her forleden, og tænkte ’Hvad pokker er det?’Vinterdepression. Den kender man. Det bliver

Læs indlægget »

Skriv et svar