En bid af mit livs kampe

Monique Westermann

Monique Westermann

Sandheden om mine spiseforstyrelser, misbrug, seksuelt overgreb, psykiske problemer og selvmordstanker.

Siden barndommen har jeg været en usikker pige, uden den mindste form for selvtillid og selvværd. Dette er ikke det jeg vil gå i dybden med nu, men blot kort fortælle, at min opvækst resulterede i en række psykiske problemer, deriblandt stress, angst og depression. Jeg har derfor udviklet et stort behov, for at føle mig i kontrol, for at skabe tryghed og en perfektionisme der har gjort det næsten umuligt for mig, at være tilfreds med mine præstationer samt udseende.

Spiseforstyrrelser
I starten af mine teen-år, udviklede jeg spiseforstyrrelser. Først bulimi. Jeg fik ædeflip, som jeg ikke havde kontrol over. Jeg spiste og spiste til jeg fik kvalme og mavepine, for derefter at få dårlig samvittighed. Jeg følte mig tyk, klam og snakkede generelt rigtig grimt til/om mig selv. Derfor endte jeg ofte med en finger i halsen efter måltider, i nogle år.

Jeg tabte mig og min bulimi gik hen og blev til ortoreksi. Jeg kastede ikke længere op efter måltider. Tilgengæld begyndte jeg at have et overdrevet syn på sundhed og træning. Jeg fik stramme selvopfundne regler, som jeg følte skulle overholdes, for at undgå følelsen af skam og for ikke at tage på. Mit spejlbillede fortalte mig, at jeg aldrig var tynd eller smuk nok. Ind imellem fik jeg stadig mine ædeflip, hvilket var skamfuldt for mig, og gjorde at jeg skulle træne ekstra lige efter eller sulte mig. Jeg trænede omkring 2-4 timer hver dag.

Misbrug i hash og alkohol
Grundet min usikkerhed udviklede det sig til en svær grad af både angst og depression. De negative tanker gjorde det umuligt for mig at have et socialliv, at arbejde eller uddanne mig. Det var i det hele taget en kamp for mig at komme ud af hoveddøren uden ledsagelse af familie eller en anden, der kunne give mig en smule tryghed. Tankemylder og overanalysering fyldte alle mine vågne timer, og holdt mig fra at sove. Jeg begyndte derfor at selvmedicinere, ved brug af alkohol og fik senere et hashmisbrug.

Forhold og socialliv
På trods af angst og et ekstremt lavt selvværd, lykkedes det mig alligevel at finde en kæreste. Det var langt fra et sundt forhold og da slet ikke i starten. Jeg fandt en smule tryghed og glæde, idet der endelig var én der roste mig og syntes at jeg var god nok. Det gjorde også at jeg fandt mig i en del ting, som ellers gik over mine grænser og ødelagde tilliden mellem os. Jeg valgte dengang at blive sammen med ham, da jeg ikke følte at jeg fortjente bedre. Det var heller ikke kun skidt. Han gav mig trøst og hans kærlighed og nærvær var også dejligt. Jeg lærte at elske ham for hans gode sider, på trods af den dårlige start og vores mange forskelligheder. Derudover fik jeg også et mere afslappet forhold til træning og kost, da han jo syntes jeg var god nok, som jeg var.

Jeg begyndte lige så stille, at få hans vaner, som inkluderede junkfood, fest og alkohol i lange baner (som jeg allerede drak for meget af for at dulme). Selvom det var angstfyldt, begyndte jeg at deltage i fester samt hyggedruk med ham og hans venner. Til at starte med bare for at være sammen med ham. Men også fordi jeg havde brug for det sociale.
Vanerne var dog ekstremt usunde for mig, ikke kun fysisk, men også psykisk begyndte jeg at få det værre. Derfor trak jeg mig en smule og valgte i stedet at fokusere på at få styr på misbruget og søge noget terapi for angsten.

Det lykkedes mig at skære markant ned på alkohol og at blive clean fra hashmisbruget på egen hånd. Dette var muligt, da jeg var nødsaget til at sætte et ultimatum for min daværende kæreste. Han skulle også skære ned på forbruget, hvis vi skulle kunne blive sammen. Ellers havde det været umuligt for mig, at lægge vanerne fra mig. Han var heldigvis enig og kunne godt se, at det havde taget overhånd.

Seksuelt overgreb
Jeg begyndte så småt at få mere selvtillid og var begyndt at kunne færdes i det offentlige rum på egen hånd. Det var en frihed, der hurtigt blev taget fra mig igen. Det skete på en aften, hvor jeg var på vej hjem efter en bytur i København og blev udsat for seksuelt overgreb. Jeg vil ikke gå i detaljer. Kort fortalt var det ikke en fuldbyrdet voldtægt, idet jeg heldigvis nåede væk inden. Men der skete nok til at kunne kalde det et seksuelt overgreb, der inkluderede vold og dødstrusler.

Værst af alt, skete der nok til at ødelægge min selvtillid, selvværd og tillid til andre mennesker fuldstændigt i lang tid. Jeg var mere angst end nogensinde før og følte mig skamfuld over episoden til at starte med. Jeg bildte mig selv ind, at det nok var min egen skyld og over analyserede det. Hvordan jeg kunne have undgået det via påklædning, afvisning osv. Jeg var derfor i tvivl om jeg ville dele det med nogen, eller om det skulle holdes hemmeligt. Sidstnævnte var dog umuligt, da jeg var grædefærdig idet jeg kom hjem til min daværende kæreste og senere familien.

Ønsket om at være usynlig og dø
Alle mine teen-år var styret af svær depression og angst. Selvmordstanker samt selvskade var en del af det, som følge af frustrationer for ikke at vide hvordan det skulle takles. Den enorme usikkerhed gjorde mig for angst til at leve mit liv fuldt ud, og depressionen så tung at jeg ikke kunne overskue situationen jeg befandt mig i. Jeg var derfor i forvejen meget begrænset. Men efter overgrebet var jeg endnu mere ødelagt indeni.

Hvor jeg førhen gjorde ALT, for at se så perfekt ud som mulig og ikke kunne forlade en dør, uden makeup og iført nogenlunde pænt tøj, gjorde jeg nu det modsatte. Jeg pakkede mig ind i tøj og tog en masse kilo på, som resultat af trøstespisning. Men også i håb om at syne mindre attraktiv. Jeg håbede at jeg på den måde, kunne undgå at blive lagt mærke til, og derved passe bedre på mig selv. De mindste kommentarer og bemærkninger fra fremmede mænd på gaden, kunne få mit angstniveau helt op i det røde felt. Selv hjemme foran kæresten, var det grænseoverskridende for mig at smide tøjet. Sex havde jeg i lang tid kun for hans skyld, da jeg oplevede ubehag ved det.

Jeg ramte bunden, før det blev lysere
Jeg troede ikke at jeg nogensinde ville få tillid til mennesker eller mig selv. Så mange havde jo allerede vist, at de ikke var til at stole på og kun ville mig ondt. Det fik mig til at føle mig for uværdig til at leve et godt liv, eller tro på at jeg var god nok. Jeg fik derfor et kæmpe had til hele verden, inklusiv mig selv og trak mig fra ALT. Til sidst havde jeg kun følelserne af vrede, tristhed, frustration, stress, angst og tomhed. Ikke én eneste glad følelse tilbage i kroppen. Jeg følte mig mest af alt som en tom skal, der ikke passede ind nogle steder.

Depressionen gjorde mig så tung og ugidelig, at det var svært at komme ud af sengen. Angsten så invaliderende, at jeg ikke kunne komme ud af min hoveddør. Jeg levede i det der mest af alt minder om et mentalt fængsel, i næsten alle mine unge år. Jeg var ikke længere i stand til at deltage i noget socialt og kunne derfor ikke passe de få venskaber jeg havde, som derfor hurtigt ebbede ud. Kunne dårligt overskue at ses med familie og slet ikke tage af sted alene. Ikke engang over for at handle, selvom købmanden var lige på den anden side af fortorvet, af hvor jeg boede.

Frustrationen og ensomheden var enorm. Ikke engang psykologerne jeg blev henvist til, kunne give mig den hjælp jeg havde brug for. De havde mere travlt med at tvinge mig ned i alle mulige ”kasser”, også kaldet diagnoser, i stedet for at tage udgangspunkt i fortidens traumer, der tydeligvis stadig påvirkede mig meget. Det meste af tiden lavede jeg ikke meget andet end at lægge i min seng, græde eller få vredesudbrud. Det blev så hårdt at leve i, at jeg på daværende tidspunkt var sikker på, at det var et spørgsmål om tid, før at jeg ville opgive. I lang tid var det kun tanken om, at det ville såre min familie, der gjorde at jeg ikke tog skridtet.

Desuden flyttede min daværende kæreste ind, som gjorde det en smule nemmere. Han fik mig ud af sengen/døren og igang med dagen. Hans støtte har været altafgørende for, at jeg stadig er her den dag i dag, og ikke bukkede under for ensomheden. Men hold fast, han har skulle finde sig i meget og skulle være vidne til endnu mere. Jeg er ham så evig taknemmelig for al den støtte, trøst og kærlighed han har givet mig igennem årene og til den dag i dag.

Tingene bliver lysere
Ligesom jeg ikke kunne komme længere ned i ”det sorte hul”, fandt jeg en styrke i mig selv, som gjorde at jeg formåede at rejse mig op fra hullet. Eller, om ikke andet gjorde det mindre ulideligt, at være dernede, til at starte med.
Jeg begyndte at studere psykologi på hjemmebasis, samt andre metoder, for at finde ud af hvad der virkede for mig. Jeg satte små mål hver dag, som skulle udføres uanset humør. Lige så stille begyndte mit selvværd og troen på mig selv at spire. Snart havde jeg formået at vende en meget dyster tankegang, til positiv. Dog var der stadig noget i mig, der blokerede for yderligere udvikling. Jeg sad igen fast og havde svært ved alene, at pege på hvad det var. Derfor fyldte de depressive perioder, selvmordstanker og frustration stadig for meget af mit liv.

Det blev først rigtig bedre, efter at have modtaget DAT terapi, som gav en dybere forståelse af tankemønstre og råd til at lære at kontrollere dem. Jo bedre jeg lærte mig selv at kende og hvordan mine impulser, tanker og følelser opstod, des nemmere var det at gøre noget ved dem. Det krævede, og kræver stadig den dag i dag, en masse øvelse at mestre. Men jeg kunne mærke at tingene begyndte at blive lysere.

Fremtidige mål og ønsker
Den dag i dag er selvmordstankerne væk. Vreden er sluppet og jeg har lært at elske mig selv. Jeg har drømme, mål og håb for fremtiden. Når det er sagt, er det vigtigt for mig at sige, at jeg langt fra ”nailer” det hele. Jeg er stadig meget udfordret af angst, stress og mangler at arbejde på, at få opbygget selvtillid.
Jeg ville også lyve, hvis jeg sagde at de ”sorte huller” aldrig dukker op. Der er stadig dage og korte perioder, hvor alting føles som noget lort og hvor jeg får lyst til at give op.

Mine mål fremover er at fortsætte (egen)terapi, mentor samtaler og mindfulness-øvelser, da alt dette har været super gavnligt for mig. Et andet mål, er, at blive mere synlig. Denne gang på en nærende måde og ikke for andres skyld. Jeg har nemlig ikke lyst til at være bange eller gemme mig væk længere. Hverken bag facader, jeg plejede at bygge op, for at skjule mit sande jeg. Ikke under lag af makeup, tøj og ekstra kilo, ej heller bag en lukket dør, gemt væk fra verden. Jeg har derfor for nylig påbegyndt et vægttab. Denne gang udelukkende for min egen skyld, for at føle mig tilpas i egen krop og kunne gå klædt, som JEG har lyst til. Ikke for at fremstå perfekt i andres øjne. Jeg har lært at sige min mening, sætte grænser og tage afstand fra negativitet, inklusiv personer i mit liv, som ikke er gode for mig, som dræner eller forsøger at holde mig nede.

Tak for at læse nogle af mit livs kampe. Håber at kunne inspirere andre, til at dele deres historie. Det er nemlig så vigtigt at sætte ord på og dele med verden, for at bryde tabuer. I må hellere end gerne ‘tagge’ mig i jeres opslag på Instagram (@monique_westermann). Jeg vil hellere end gerne læse med. <3

Monique Westermann

Del gerne denne artikel
Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email
Du kan kommentere længere nede.

Dette indlæg har 2 kommentarer

  1. Mette Egelund
    Mette Egelund

    Det kræver en ufattelig styrke at rejse sig på den måde du har gjort søde, skønne Monique❤️💪Godt kæmpet!
    You are NOT a quitter!!
    Når du tager ansvar på den måde, kommer du til at være et forbillede for rigtig mange unge som har det svært, ligesom du har haft det!

    Et fyrtårn af lys🥰

    Du er hvad du tænker! Så vælg dine tanker med omhu❤️

    Kram

    1. Monique Westermann
      Monique Westermann

      Tusind tak du skønne kvinde for de varme ord ❤

Skriv et svar

Monique Westermann

Monique Westermann

Du kan følge mig her:

Læs flere indlæg

Mit vægttab

Fra trøstespisning og vægtøgning pga medicin til livsstilsændring, og hvordan jeg gik fra 88 til 69kg på fire

Læs indlægget »