Mit vægttab

Picture of Monique Westermann

Monique Westermann

Fra trøstespisning og vægtøgning pga medicin til livsstilsændring, og hvordan jeg gik fra 88 til 69kg på fire måneder.

Efter at have været i et længerevarende forhold, blev det hurtigt til mere hygge og mindre motion. Hyggen inkluderede snacks og fed mad i lange baner. Kage var blevet dagligdagskost og sådan jeg “forkælede” mig selv, når jeg følte mig nede, stresset eller træt.

Jeg gik fra tidligere at have været fit, til at komme op på 80 kg på få år. Endnu hurtigere tog jeg på, da jeg i en kort periode på tre måneder fik antidepressiv medicin.
Bivirkningen gjorde at jeg ikke kunne mærke, når jeg havde spist og følte mig derfor konstant sulten. Overspiste mere end nogensinde.

En dag stillede mig på vægten, som pludselig havde ramt de 88,5kg. Den dag besluttede jeg mig for, at der skulle ske noget.
Jeg følte mig ikke længere godt tilpas i egen krop. Intet af mit tøj passede eller sad godt på mig længere. Og uanset hvordan jeg drejede hovedet, kunne man se en dobelthage.

Jeg havde tidligere prøvet en masse forskellige kure, som kun virkede kortvarigt. Derfor satte jeg mig for at der skulle ske en livsstilsændring.
Mit fokus var derfor 100% på kosten. Ingen træning, det måtte komme senere.

Mine tidligere erfaringerne har lært mig, at når jeg fokuserer på mange ting på én gang, virker det hurtigt uoverskueligt og chancen for “nederlag” er større, jo flere mål og regler man sætter sig.

Jeg følger ingen kur nu og bestiller heller ikke en salat, når jeg er ude på café. Den mad jeg laver er heller ikke ultra sund og kan stadig spise usunde ting i ny og næ. Dog kun når jeg oprigtigt har lyst til det. Har desuden stoppet mig selv i at overspise, og spiser kun til at jeg er tilpas mæt.

Jeg spiser 1 (lille til normal) portion tre gange dagligt. Ingen snacks eller mellemmåltider. Maks et stykke frugt, hvis jeg virkelig er sulten.
Har desuden skåret markant ned i sukker og drikker kun vand eller light, for at undgå at drikke mine kalorier. Vigtigst, sørger jeg altid for at være i kalorieunderskud.

Hvis man er i tvivl om hvor meget de forskellige ting feder eller hvor mange kalorier man må spise, er der rigtig mange gode apps at finde, der kan hjælpe til at holde styr på dette.

Så småt er jeg begyndt at være tilpas i egen krop igen og mangler kun at stramme op, så træningen snart bliver sat igang. Men mine kostvaner forbliver det samme, ved at spise med lidt sund fornuft.

Mange tak for at læse med. 🙂

Monique Westermann

Del gerne denne artikel
Du kan kommentere længere nede.

Skriv et svar

Picture of Monique Westermann

Monique Westermann

Du kan følge mig her:

Læs flere indlæg