Efter mine sygeperioder med både stress og depression, kan jeg godt mærke at min psyke ikke er som den var engang. Det er både godt og dårligt. Godt fordi man lærer at mærke sig selv og sin krops signaler, på en måde man nemt og elegant gled henover før. Men dårligt fordi man bare ikke er i stand til de samme ting som man var inden. Og rigtig dårligt fordi det i mit tilfælde, desværre har ført nogle…. kan man sige eftervirkninger? – med sig. Angst.
Det startede med at vise sig på det sociale område flere år tilbage. Fx når jeg var sammen med familien, til fester eller andre arrangementer. Generelt steder hvor lydniveauet kunne blive lidt højt. Men desværre har angsten udviklet sig til et andet punkt også. At sove ude.
Det lyder som en åndssvag ting, at man som et voksent menneske ikke kan overnatte ude. Men jeg hader det. Ofte vågner jeg op i et vildt panisk anfald af vejrtrækningsbesvær og klaustrofobi.
Det sidste stykke tid, har jeg desværre også oplevet det derhjemme. Jeg kan vågne op og ikke kunne trække vejret og gå fuldstændig i panik. Nu er det sket så meget på det sidste, at jeg, mens vi har været i sommerhus i sidste uge med min familie, ikke har kunne falde i søvn. Jeg har vitterligt stort set ikke sovet i en uge i streg. Ikke fordi jeg ikke er træt, for jeg er fuldstændig udkørt. Men fordi jeg er bange for at vågne op og ikke kunne få vejret.
Hver gang jeg lige er ved at døse hen og falde i søvn, reagerer min krop ved at jeg slår øjnene op med et sæt. Jeg føler at jeg er ved at blive kvalt, fordi jeg overfokuserer på min vejrtrækning. Det føles som at min hals snørrer sig sammen og jeg ikke kan få vejret. Det kan jeg jo godt, men min hjerne panikker og fortæller mig at jeg ikke kan. Det er så pisse skræmmende. Jeg har allermest lyst til at gå udenfor uden tøj på, for at føle at jeg kan få luft nok. Lidt ligesom ham fra “Blinkende lygter”, der siger at han gerne vil ud – han er ude, men han vil gerne mere ud! Det er lidt følelsen af nærmest at have klaustrofobi i sin egen krop.
Nu er jeg syg oveni, med stoppet næse og ondt i halsen – hvilket har resulteret i hævet mandler. Så kan i nok forestille jer, at hele min følelse af ikke at kunne trække vejret, er blevet forværret. Det er ren tortur.
Jeg ved ikke om det hele er blevet lidt ekstra tricket af alle de ting der sker lige for tiden. Jeg håber det bare er det, så jeg kan få noget ro og noget ordentlig søvn igen snart.
Fødslen er ved at komme tæt på, hvilket i sig selv godt kan være lidt angstprovokerende, når jeg tænker for meget på det. Hvilket jeg tror er en helt naturlig ting, når man skal igennem en fødsel første gang. Derudover har der været run på angående en masse der skulle på plads med huskøb. Vi mangler stadig at få nogle ting på plads til lillepigens ankomst føler jeg. Og så er der de helt naturlige bekymringer, der også melder sig, når man er gravid og man står og skal være forældre.
Jeg er bare en person der bekymrer mig meget og overtænker alle mulige ting til dagligt. Jeg er en kæmpe kontrolfreak. Og det er en vildt dårlig kombi. Måske min krop endnu engang bare prøver at fortælle mig nogle ting. Jeg ville dog ønske at den gjorde det på en lidt anden måde – så jeg ikke behøvede at få de der paniske angstanfald. Det føles vitterligt som om man bliver lukket inde i en lille kasse der bliver låst udefra. Panik helt indefra og ud, hvor man ikke ved hvad man skal gøre af sig selv og ikke kan være i sig selv. Heldigvis går det over efter nogle minutter, men frygten for at få et nyt anfald melder lige så hurtigt sin ankomst igen.
Så ikke nok med at jeg får de dumme angstanfald, så er jeg også på forhånd angst for at få dem. Hvilket kun gør risikoen endnu højere fordi min krop så er på vagt. Det er skruen uden ende 😩😴
I nat er første nat hvor jeg har kunne slappe en smule af. Jeg havde ellers gået hele dagen og været mega angst på forhånd, for hvordan natten ville gå. Natten til igår var nemlig den værste jeg har oplevet.
Igår aftes prøvede jeg så en anden metode. Jeg lod lyset være tændt i vores gang og jeg satte en podcast på, så jeg kunne få mit fokus udad i stedet for indad. Og det hjalp faktisk lidt på det. Jeg har fået sovet i nat, dog med rigtig mange afbrydelser og flere gange i timen. Men det vigtigste er at jeg trods alt stadig har været faldet i søvn inden angsten har nået at overtage. Jeg brugte min næsespray fra lægen og nogle bolsjer jeg har fået fra vores søde venner – så forudsætningen for en god vejrtrækning og frie luftveje var på plads.
Jeg vågnede med hele 3 hosteanfald, men så længe det kan blive ved dem og ikke ved angstanfaldene, så føler jeg mig lidt heldig! Jeg er spændt på hvordan de kommende nætter vil forløbe, men nu har jeg da et lille håb for at kunne komme til at sove ordentligt igen en dag 🤞🏽
