Tror du på det overnaturlige?

Mette Egelund

Mette Egelund

Det har lige været fredag d.13, som for de fleste er lidt en ulykkesdag, men det er også en aften man forbinder lidt med det overnaturlige og der er da også lavet en gyserfilm der hedder Fredag d.13. Det her blogindlæg handler ikke om fredag  d.13 men handler lidt om min fascination af gyserfilm og det overnaturlige og så kommer det til at handle meget om dengang der skete mærkelige ting, lige da vi flyttede ind i det skønne rækkehus mig og ungerne bor i. Håber du tør læse med😊

Fascineret og bange på én gang

I weekenden var min bedste veninde, som jeg har kendt siden første skoledag, og jeg ude at se IT del 2. Vi har i rigtig mange år været fan af gyserfilm, og der er ikke mange gyserfilm vi ikke har set. Jeg er nok den mest nørdede af os to, hvad angår film. Jeg kan også sagtens finde på selv at se en gyserfilm. Alene. Og filmen kan jeg desuden sagtens anbefale. Jeg har både set den gamle version af filmen og nu den nye😊 Det er virkelig en fornøjelse at have en så god veninde, som deler ens passion.

Personligt har jeg altid været dybt fascineret af gyserfilm. Jeg kan huske en af mine første gyserfilm jeg så, var Poltergeist 1, som kom ud allerede i 1982. Så da jeg så den, var den allerede gammel. Jeg kan ikke huske hvornår jeg så den første gang, men jeg har ikke været særlig gammel. Jeg husker dog at jeg var pisse bange men samtidig, kunne jeg ikke lade være med at se det. Jeg var hooked! Også selvom jeg til tider måtte holde mig for ørerne og nogen gange øjnene. Hvad er det med de lyde?! De bærer tydeligvis hele filmen! 😊

Siden da har jeg læst utallige bøger om det overnaturlige og set masser af film og dokumentarer om emnet.

Men om jeg ønskede selv at opleve noget overnaturlige? Nej tak, det gode ved bare at se film og læse om emnet, gav en rar distance til det uforklarlige. Jeg er vokset op på en gård bygget i 1927, og jeg kan ikke fraskrive mig, at der af og til har været nogle uforklarlige hændelser i løbet af min barndom på gården. Men som barn kan man nemt lade fantasien tage over på en gammel gård. Specielt når man som mig, opsøgte emnet i diverse medier.😊

Læs også indlægget Er du særlig sensitiv?

Tro (eller la’ vær)

Jeg tror dog 100% på at der er noget mellem himmel og jord, som videnskaben endnu ikke helt har afdækket, og grunden til at vi ikke er kommet videre er muligvis pga. modstanden overfor det overnaturlige. Fordi det skræmmer de fleste. Så er det nemmere at afvise det pure. Vi er jo blevet opdraget til at tro, at spøgelser og den slags er noget man skal være bange for. Men jeg har et åbent sind, og det gør hele forskellen. Jeg plejer at sige at jeg er en skeptical believer, fordi jeg tror der er mange svindlere derude, som udnytter folk, der er i sorg og jeg mener også at der i langt de fleste sager, er en helt naturlig forklaring til mystiske hændelser. Men jeg er også overbevist om at der sker nogle mærkelige ting og at nogen mennesker har nogle evner, som vi ikke helt forstår endnu. Dem har jeg mødt et par stykker af.

Døden

Tanken om at vores energier lever videre efter vi er døde, synes jeg er en rar og spændende tanke. Det skræmmer mig ikke. Jeg ved simpelthen heller ikke hvordan ateister tackler tanker om døden. Jeg ville være så bange for døden og jeg ville have endnu svære ved at tackle når mine nærmeste dør. Ved ikke om det giver mening, men det giver mening for de fleste, at have noget at tro på. Det giver en form for ro i sindet, at der er en højere mening med livet.

Da det overnaturlige kom lidt for tæt på

I 2017 flyttede ungerne og jeg to gange. Den første gang var i forbindelse med skilsmissen mellem børnenes far og jeg. Ungerne og jeg boede, i det første lejede hus, i 10 måneder inden vi flyttede i det rækkehus vi bor i nu. Det var i oktober 2017. Vores rækkehus er en tidligere sygeplejebolig bygget i 70’erne, fra dengang der var sygehus i byen. Vi er ikke flyttet siden, men der gik ikke mange dage efter vores flytning, at vi lige skulle vænne os til de nye lyde i huset. Nogen af dem var lidt for mystiske, synes jeg.

Jeg husker tydeligt en af de første aftener, hvor ungerne første gang skulle sove i huset med mig, hvor Rasmus dengang var 5 år og Dicte 2 år. Ungerne havde for første gang fået deres eget værelse. Det skulle de lige vænne sig til, og Rasmus havde mest lyst til at sove sammen med sin lillesøster den nat, og jeg hev derfor en foldemadras ind på gulvet på Dicte’s værelse, som han kunne sove på. Da de to sov, hoppede jeg selv i seng. Efter et par timer vågnede jeg ved en fornemmelse af en der stod i døråbningen ind til mit soveværelse. Jeg havde både en fornemmelse af at der stod en og kiggede og så hørte jeg også lyden af et tungt åndedræt, der kom fra døråbningen. Jeg tænkte som det første, at det bare var Rasmus der var vågnet, og som havde brug for at komme ind til mig at sove videre. Noget han havde gjort mange gange før. Men det irriterede mig at han bare stod der. Jeg lå med lukkede øjne, og som sagt fornemmede jeg bare at der var nogen. Rasmus plejer ikke at gå i søvne og det var ikke normalt at han bare stod der, men det var et nyt hus, og måske han var lidt forvirret. Jeg skulle lige til at åbne øjnene, rejse mig op fra sengen og sige at nu måtte han godt ta’ at komme hen i sengen, i stedet for bare at stå der. Men så hørte jeg Dicte græde, og jeg rendte ind til hende. Rasmus lå og sov tungt på sin foldemadras. Jeg fik givet Dicte sin sut som hurtigt sov videre igen. Jeg forklarede mig selv, at jeg måtte jo have hørt forkert, at det jo var et nyt hus med nye lyde man lige skulle vænne sig til.

Det var ikke sidste gang, at jeg kunne høre nogen trække vejret om natten ude fra køkkenet, når alt var stille i huset. Og det var ikke det eneste mærkelige der kom til at ske i vores nye hjem.

Dødsfald i familien

Om natten d.9 december 2017, døde min skønne morfar i en alder af 91 år. Min mormor døde tilbage i 2013 og det betød at den bolig, som min mormor og morfar havde delt, nu skulle ryddes op i og deres skulle tages stilling til deres ejendele. I den forbindelse fik jeg bl.a. en masse gamle tallerkener med hjem. Og da de fik en tur i opvaskemaskinen og blev sat ind i mine skabe, oplevede jeg noget der decideret forskrækkede mig om aftenen, da jeg var gået i seng. Jeg var alene i huset den nat, da ungerne var hos deres far. Så det var ikke ligefrem rart, da jeg lige inden jeg var ved at falde i søvn, blev vækket af at der blev pillet i tallerkenerne. Der lød et højt KLIR ude fra køkkenet, som ligger klos op af soveværelset. Føj, hvor det gibbede i mig. Men endnu engang, prøvede jeg at forklare det bort. Det var jo bare var gamle tallerkener. At faktummet var, at jeg i forvejen havde gamle tallerkener, som aldrig lavede den slags lyde, det ignorerede jeg. Det spøgte nemlig IKKE i mit hus og hvis det gjorde, så ville jeg IKKE have det! Basta! Men tanken strejfede mig,

Juleaften

Men juleaften, måtte jeg alligevel indse, at der måske var noget uforklarligt på spil. Fordi jeg var ikke den eneste som fornemmede at noget var anderledes i huset den aften.

Jeg skulle have ungerne juleaften og mine forældre plus min storebror, kom for at holde jul sammen med os. I perioden op til, havde fjernsynet en tendens til at tænde sig selv eller slukke af sig selv. Nu er der en timer på fjernsynet. Så at det slukkede engang imellem, var der ikke noget mærkeligt i. og at det til tider tændte, forklarede jeg med at ungerne havde trykket på fjernbetjeningen uden at jeg havde set det.

Da vi alle sammen var ved at finde plads ved spisebordet i stuen, manglede vi kun lige at få ungerne til at sidde ned. De fes frem og tilbage fra stuen og ind i køkkenet. Og det var da de lige havde forladt stuen, at fjernsynet pludselig tændte. Jeg blev lettere irriteret over at den ældste havde trykket på knappen på fjernbetjeningen. Dicte var for lille til at vide hvordan man gjorde. Jeg slukkede for fjernsynet og fik ungerne på deres plads. Rasmus nægtede han havde tændt for fjernsynet, men jeg gad ikke diskutere det med ham Nu skulle vi hygge os med den lækre julemad. Om Rasmus talte sandt, ved jeg ikke. Mærkeligt var det dog.

Her var vi næsten samlet allesammen så vi kunne spise julemaden. Men fjernsynet drillede.

Rygsækken

Aftenen forløb super godt og da gaverne var åbnet, kunne vi slappe af med det traditionelle julekonfekt på stuebordet. Min mor og jeg sad på et tidspunkt alene i stuen. Jeg sad i skrædderstilling på gulvet, blandt alle gaverne og snakkede med min mor, som sad i sofaen overfor. Ungerne var optaget af deres gaver i nogle af de andre rum og min far og storebror, sad ved det lille spisebord i køkkenet og kiggede på en Lego Tecnic bil, som min bror havde planer om at samle.

Rasmus havde fået en stor rygsæk med et Cars logo på. Den stod oprejst en halv meter fra hvor jeg sad. Jeg kigger tilfældigvis på den, og ser til min undren, at den uden påvirkning udefra, rykker sig frem. Som om nogen skubber til den. Jeg kigger på min mor, og spørger om hun så det samme som mig? Hun svarer at hun ikke så at det bevægede sig, men hun fornemmede noget bevægede sig ud af øjenkrogen. Hun går endda hen og tjekker om der er en mus eller lignende. Men der er ikke noget. Jeg forklarer det igen med at den bare har stået lidt på kanten og derfor skubbet sig lidt frem. Det er bare tyngdekraften. Men jeg begynder at synes, at der er lidt mange ting jeg skal bortforklare efterhånden.

Lyde om natten

Min bror vælger at sove på Rasmus’s værelse(Rasmus sover aldrig derinde, alligevel) og mine forældre vælger at sove i stuen, på en dobbeltluftmadras placeret mellem juletræet og min kommode. Rasmus sover inde hos mig og Dicte på sit eget værelse.

Næste morgen, spiser vi morgenmad sammen og jeg spørger som jeg plejer, om alle har sovet godt i nat? Mine forældre siger ja, men min mor fortæller også at hun vågnede i løbet af natten ved at hun kunne høre noget pusle ovre i hjørnet af stuen, som om at der blev rodet igennem gaver og gavepapir. Først tænkte hun at det måtte være en af ungerne, men så skulle de have kravlet over dem på luftmadrassen for at komme hen til sagerne. Hun tænkte også på om det kunne være deres hund Charlie, men han lå i den modsatte ende af stuen i det ene hjørne og var også vågnet, men reagerede ikke med andet end at han kiggede på hende. Han havde i hvert fald også hørt noget. Hun vækkede min far, som sagde hun kunne høre noget ovre i hjørnet. Men da var lydene forsvundet igen.

Da min mor fortalte mig om det om morgenen sagde jeg, at det da bare måtte have været Rasmus. Jeg havde godt nok ikke bemærket at han havde været væk, og igen, min mor bemærkede ikke nogen der kravlede over dem og tilbage igen.

Jeg gav udtryk for min idé om at der måske spøgte i huset. Vi blev enige om at det måske var mormor og morfar, der var med til at fejre julen med os i ånden. Det var en rar tanke. Men det forklarede bare ikke alt det jeg oplevede INDEN min morfar døde i start december. Var det så min mormor? Tankerne fløj rundt efter den juleaften.

Juletræet i stuen. Mine forældre smed en luftmadras ved siden af som de sov på om natten. Hunden Charlie sov ovre i højre hjørne for billedet.

Lyskontakten i køkkenet

Efter julen, synes jeg aktiviteterne stilnede af. I januar kom jeg dog hjem fra et barselvisit i en børnefri weekend, omkring 17-tiden, hvor det stadig var meget mørkt i de sene eftermiddagstimer. Jeg gik ind i køkkenet med mine nøgler i hånden, og ville tænde lyset i køkkenet. Da det var helt mørkt, famlede jeg med min hånd for at finde kontakten til lysene i køkkenet og jeg kørte hånden ned af væggen samtidig med at jeg havde mine bilnøgler i hånden og en taske i den anden. Jeg bandede over at jeg ikke ramte, og da jeg igen prøvede at ramme kontakten, nåede jeg ikke at komme over med hånden på væggen, før lyset tændte af sig selv. Kontakten er ikke specielt nem at trykke ned. Det er en af de der gamle smalle kontakter, og lyset tændes så snart man trykker på kontakten. Der er ingen forsinkelse på. Det synes jeg var lidt mærkeligt.

Musik midt om natten

Den sidste gang jeg oplevede noget mystisk, var i februar 2018, i løbet af natten. Jeg var børnefri og sent om aftenen havde jeg været på min ipad i sengen med ørebøffere i. Jeg vågner om natten ved at høre noget musik i det fjerne. Jeg kunne først ikke helt finde ud af hvad det var, da det virkede til at være langt væk, men det kom fra et sted i huset. Jeg rejse mig op fra sengen, da jeg virkelig blev underlig tilpas og blev nød til at finde ud af hvor det kom fra. Da jeg erfarede at det kom fra mine ørebøffer, måtte jeg trykke på homeknappen på ipadden for at låse den op og så stoppe musikken på itunes appen, der var i fuld sving med at afspille en sang fra Cars filmen. En sang jeg havde hørt med min søn nogle uger forinden. Det var dog ikke den sang jeg senest havde afspillet, så min ipad havde egenhændigt fundet en tilfældig sang fra mit musikbibliotek og altså begyndt at afspille den midt om natten. Jeg havde ikke ligget på min ipad, fordi den lå pænt på mit natbord. Når det drejer sig om teknik, så er der som regel altid en forklaring på tingene. Så i ren panik skrev jeg til en god ven, midt om natten, som arbejder med IT sikkerhed i en stor international virksomhed, hvad forklaringen kunne være. Jeg fik ikke som sådan en forklaring, men han lød ikke som om han var overrasket. Jeg var ærlig talt bange for at jeg var blevet hacked eller lignende😊

Fik rådet at slukke for evt. bluetooth og wifi når jeg ikke brugte min ipad. Bluetooth har jeg dog altid slukket.

Derefter har der ikke været flere mærkelige oplevelser eller fornemmelser. Som i intet. Hvilket jeg synes var lidt underligt, hvis det var noget overnaturligt. Fordi jeg havde ikke haft en clairvoyant ude og tjekke det eller fjerne det. Men det var rart, at jeg ikke længere skulle ligge og lytte efter mærkelig lyde fra døråbningen ind til soveværelset eller køkkenet.

Det var ikke bare mig…

D.3. marts i 2018, er jeg til fødselsdagsfest hos min veninde og genbo, som bor i et af de andre rækkehuse i kvarteret. Til den fest er også hendes veninde Karina, som tilfældigvis også er hende der har boet i rækkehuset før mig. Jeg har mødt hende nogle enkelte gange eller to, igennem noget trivselsråd i børnenes børnehave og vores fælles veninde.

Karina, boede i rækkehuset i lidt over et år sammen med hendes to børn. Indtil hende og hendes eksmand, slog pjalterne sammen igen og hun flyttede tilbage til ham.

Til den her fest, får jeg en god snak om en masse ting med Karina, deriblandt også nogle af de mærkelige oplevelser jeg havde haft i huset siden ungerne og jeg flyttede ind.

Til det smiler hun og er slet ikke overrasket. Hun fortæller mig at det altså også spøgte da hun boede der. Hun oplevede også en tilstedeværelse på samme måde som jeg. Ikke nok med det, hendes lille søn på 2 år, nægtede at sove på hans værelse. Det samme værelse som Rasmus havde fået, og som han, siden vi flyttede, ikke brød sig om at sove i og derfor altid sov hos mig. Jeg synes ikke det var mærkeligt, fordi vi var flyttet to gange på samme år og en skilsmisse sætter sine spor. Så tolkede det som et større behov for tryghed og nærvær. Men nu begyndte jeg at tænke andre tanker!

Derudover så fortalte hendes søn dem, at der sad en mand og kiggede ud i haven fra køkkenvinduet, hvor det lille spisebord var. Men hverken Karina eller hendes datter på 3 år kunne se noget på den plads, som hendes søn udpegede som værende stedet, hvor den her mand angiveligt skulle sidde.

Billedet

Imens Dicte fjoller foran kameraet, kan man i baggrunden se pladsen ved køkkenvinduet til højre. Der som “manden” angiveligt skulle sidde og kigge ud i haven iflg. Karina’s søn.

Det mest creepy der skete, var dog en morgen hvor hendes datter var stået lidt før op og havde bevæget sig ind i stuen. Der gik ikke lang tid før hun kom hun tilbage ind til hendes mor, og spurgte hvorfor billedet af hendes halv-storesøster, som tidligere hang på væggen, nu stod på gulvet og oprejst op ad væggen? Karina havde i løbet af natten hørt et bump inde fra stuen. Men hvordan kunne billedet pludselig falde ned midt om natten og hvordan kunne det ikke gå i stykker af faldet og endnu vigtigere, hvordan kunne det have landet således at det stod pænt op ad væggen?

Forvirret, måtte Karina svare at hun ikke vidste det.

Se… efter Karina har fortalt mig det her, går det op for mig at jeg denne aften skal sove alene i mit rækkehus. Tror I ikke at jeg var nervøs for at sove hjemme?

Der gik flere dage hvor jeg måtte lukke soveværelsets dør, som ligger ud mod køkkenet og det lille spisebord ved køkkenvinduet. Og jeg forestillede mig hele tiden at der sad en mand der.

Mystikken flytter sig

I løbet af foråret, stilner aktiviteterne som sagt af, og jeg føler ikke længere at nogen kigger på mig fra døråbningen og jeg lukker ikke længere døren. Slet ikke når ungerne sover derhjemme og helst ikke skal møde en lukket dør, når de får lyst til at komme ind i min seng i løbet af natten.

I mellemtiden, må Karina og hendes børns far indse, at deres forhold ikke fungerer når de bor sammen. Så Karina flytter igen tilbage til kvarteret. Dog denne gang i et af de andre rækkehuse på vejen, ca. 25 meter fra mig.

Hun fortæller mig efterfølgende, at der ikke går mange dage, så føler hun at der er en der står og ånder hende i nakken, imens hun laver mad i køkkenet. Men hun fortæller mig også, at hun har en klar fornemmelse af hvem det er.

Jeg får hendes personlige historie om en kammerat, som hun var tæt knyttet til og som var død noget tid inden hendes skilsmisse. Hun får det bekræftet, da hun bliver kontaktet af et familiemedlem som er clairvoyant.

Clairvoyanten fortæller hende, at han passer på hende og det er ham, der har fulgt hendes færden. Men da hun flyttede fra rækkehuset, (det som ungerne og jeg overtog) blev han forvirret, fordi han ikke kunne finde hende og der nu var fremmede i huset. Men da hun flytter tilbage til kvarteret, finder han hende så igen.

Det lyder som en meget god forklaring på, hvorfor de mærkelige ting i mit hus ophører. Og der har INTET været siden og her til 1.oktober har vi boet her i 2 år. Rasmus har også sovet på sit værelse et par gange og når han ikke har, har det været ren vane og hygge. Han nyder i dag også at trække sig ind på værelset og få lidt ro og alenetid. Noget han ikke gjorde i starten af tiden, hvor vi boede her.

Det kan sagtens være at alt det her, er noget overtroisk sludder. Min storebror tror slet ikke på det, og mener jeg har bildt mig det hele ind. Men det må han endelig gerne tro. Jeg ved bare at der var noget som ikke var normalt i huset, lige da vi flyttede ind og med Karina’s forkalring, var jeg endnu mere sikker, selvom jeg ikke havde lyst til at tro på at det kunne være en ånd, der var i huset. Det vigtigste for mig er dog, at det ikke spøger i huset længere😊

Har du oplevet noget du ikke kunne forklare? Lad mig endelig høre, du bliver ikke dømt her på min blog ej heller på Kvinderudenfilter.dk 😉

Håber du kunne lide mit indlæg. Du må meget gerne trykke like, så bliver jeg så glad!

Kærlige hilsener Mette Egelund

Del gerne denne artikel
Du kan kommentere længere nede.

Dette indlæg har 4 kommentarer

  1. gods.fruen

    Jeg nyder det ekstra liv vi har på vores gamle ejendom fra 1854. Især et sted i huset blir der holdt øje med os. Til at starte med var det MEGET ubehageligt. Hver gang jeg nærmede mig køkkenet og den del af spisestuen fik jeg et uforklarligt trykken for brystet og følte mig forpustet og klam. Lidt som at gå ind igennem en varm modvind. Jeg nævnte det for én en dag (en der arbejder med glasbørn) som rådede mig til at tale med, hvem det end var der prøvede at gøre mig bange. Næste gang jeg havde oplevelsen sagde jeg blot: “hej med dig, jeg skal lige ha noget i køleskabet. Kan du sove godt. ” højt ud i rummet. Med ét forsvandt den her trælse fornemmelse i min krop. Nu, hver gang jeg fornemmer ham eller hende rundt i huset, så kigger jeg op, smiler og siger “hej”…
    Om det er virkelig eller ej? Aner det ikke, men det hjælper mig af med de der underlige fornemmelser når jeg bevæger mig rundt om aftenen her på ejendommen. Michael synes jeg er mærkelig 🙂
    Værst er det dog for min datter på 12. Hun er særlig sensitiv og har virkelig evnen til at fornemme ting. Især evnen til at sige ting jeg står og tænker på. Ting hun på INGEN måde ku vide spørger hun ind til. Helt ud af det blå. Det skræmmer mig hver gang. Hun fornemmer lige som mig dem der er i huset.
    Bare meget kraftigere end mig.

    Men ta imod med åben sind. Jeg tror ikke på at nogen vil os det ondt. Jeg tror på de er her for blot at holde øje. For at observere. Måske de bare ikke ha ku give slip?

    Jeg frygter dog lidt vores ombygning som starter meget snart. Kommer vi til at flytte de grænser som den der nu er her, bevæger sig indenfor? Laver vi rod i “systemet”. Jeg har faktisk tænkt en del over hvad det ku udløse. Især på vegne af mit barn som fornemmer endnu mere end mig.

    Jeg synes det er et spændende emne. Og jeg har oplevet mange af de her ting hele livet. På sin vis er jeg glad for at have evnen til at fornemme de her ting jeg kan… man skal blot lære at forstå at håndtere det.
    Jo mere åben for det du er… jo mere får du lov at se 😉

    Tak for et godt indlæg

    Knus

  2. Mette Egelund

    Tusind tak for at dele! Hvor er det bare uhyggeligt med den “ånd” I har i huset😱Men godt at I har fundet en måde at tackle det på. Også for E’s skyld når hun nu er så sensitiv❤️

    Ja. Spændende om ombygningen kommer til at forstyrre nogle energier😳🙈

    Kh Mette

  3. Jette

    Hej Mette!
    Det var spændende læsning. Du skriver at du har læst og set meget om det overnaturlige, så jeg bliver nødt til at spørge om du ved, hvad to bank på døren betyder? Det skal lige siges at disse to bank vækker folk der sover og ikke kan høres af folk der er vågen. Håber du ved noget om det.
    Mvh Jette

    1. Mette

      Hej Jette

      Nu er jeg ikke ekspert, men hvis der ikke er fysisk der banker på, men I hører det, kunne det måske være en ånd, der prøver at gøre jer opmærksomme på noget. Det vil en clairvoyant kunne hjælpe med at afklare
      Men der er også det som hedder en resterende energi, som betyder at det er noget gammelt energi der går igen. Det er ligesom det man hører om spøgelsestog, eller en karet der kører igennem gårdspladsen hver nat. Det er ikke en ånd, men noget gammelt energi der ligesom kører videre i samme rille.

      Ved ikke om det hjalp dig, men en clairvoyant er det bedste bud, hvis I ønsker ro❤️

      Kh Mette

Skriv et svar

Mette Egelund

Mette Egelund

Du kan følge mig her:

Læs flere indlæg