Tynde kan ikke tage på.

Vi må I hvert fald helst ikke brokke os over det eller nævne det. Hvad er det nu for noget? Kan det fordi at jeg er ’slank’, nu ikke gå mig på hvis jeg har taget på?

Hvis det ikke er fordi, at jeg er gået hen og blevet direkte fed eller tyk, må jeg så ikke brokke mig?

Det synes jeg egentlig er skide irriterende!
Jeg har været slank hele mit liv, undtagen da jeg var gravid og lidt efter, der var jeg sgu lidt af en hval-fangst, hvis I forstår sådan én. 
Og i perioder tager jeg på. Og nej, det er ikke voldsomt – jeg er ikke pludselig fed eller tyk – men jeg kan ski da se det i spejlet og mærke det på tøjet!

Ligesom de fleste andre, hvis ikke alle, kigger jeg på mig selv i spejlet hver dag.
Og jeg har visse punkter på kroppen hvor jeg kan se når jeg har taget på – og det generer mig sgu nok mindst lige så meget som det ville genere andre, hvis de havde taget på – også selvom at det ikke er meget.

I øjeblikket har jeg f.eks. et kæmpe trip med søde sager. Det er forfærdeligt. Jeg har lyst til alt det forkerte og jeg tillader mig selv de fleste af gangene at spise det og bare gøre det.
’Vi lever én gang’ undskylder jeg overfor mig selv.
Men sagen er bare den, at jeg ved at jeg er et lykkeligere menneske, når jeg står lidt mere skarpt. Jeg er så meget gladere, når jeg ser mig selv i spejlet, og som nævnt er det jo noget som sker hver dag. Jeg er gladere når jeg synes at tøjet sidder bedre. Jeg får mere selvtillid, jeg har med garanti en anden holdning når jeg kommer gående, og jeg skyder flere afklædte billeder af mig selv, bare fordi!

Men hvis jeg brokker mig eller nævner det overfor en veninde, eller familie eller hvad ved jeg, så bliver det negligeret heeelt vildt. ”Ej okay” bliver der måske sagt med et par rullende øjne, eller også hiver de fat i deres eget mavefedt, og hvis de har mere end mig, ja så kan jeg jo ikke tillade mig at brokke mig over mit.

Så hvor skal jeg gå hen? 

Jeg kan gøre noget ved det selv, ingen andre kan – men det ville sgu være rart for én gang skyld at nogen bare kunne sige, ’det kan jeg fanme godt forstå’. Bare fordi, at alle jo godt kan sætte sig ind i det, uanset om det er meget eller lidt at de har taget på. Det kan ikke være rigtigt at jeg skal spejde efter en som er tyndere/slankere end jeg selv, før jeg kan tillade mig at sige, at den smule som jeg er bulet ud, går mig på.

(Jeg veeed godt at jeg må få mig lidt ryggrad, og komme igang selv)

Nå anyways, jeg har lyst til chokolade!