Hvordan vender man lige tilbage, efter så lang tids pause i skriveriet.
Hvor starter man lige?
Jeg slap ved:
Mig med ADHD; Vid, at jeg ikke gør, sir’ eller glemmer for at pisse dig af.
Og hvorfor gjorde jeg så det? Slap?
Jeg blev gravid! Jeg fik mit kærlighedsbarn nr. 3. Uventet, ikke planlagt, men meget kærkomment.
Det var dog ikke den første følelse jeg fik ind i kroppen, da de to streger viste sig.
Jeg blev ked af det. Det kom bag på mig. Og så havde vi lige en masse på tapetet (det kommer jeg ind på i de næste skriverier, så jeg ikke skriver et rekord langt indlæg her), som gjorde at jeg et kort øjeblik blev ramt af; ’Åh nej, ikke nu’. Og også; ’Shit, jamen jeg havde jo slet ikke besluttet mig for, om jeg ville have et barn mere’.
Men det tog blot et par dage, med en masse følelser ude på tøjet, en masse tårer, gode og konstruktive snakke – Mr. A og jeg imellem, men også med familie, veninder osv. – at indse, at selvfølgelig havde jeg/Vi kærlighed til et barn mere.
Den bedste beslutning ever!
Faktisk bliver jeg enorm rørt, imens jeg skriver det her.
Mit 3. kærlighedsbarn hedder Viggo, og han er en kæmpe gave. Intet mindre. Det er alle mine 3 drenge.
Men Viggo kom med noget ganske særligt. En form for ’closure’, i mangel på et lige så rammende udtryk på dansk. En følelse af at ’være færdig’. At have fået de børn, og alt det jeg engang drømte om – og ikke mere et ’hvis nu’, og ’man kunne måske’ m.v.
Han sluttede vores lille kreds helt perfekt, og nu er vi en familie på 5.
Jeg har ikke skrevet i bloggen her længe, og derfor er der Så meget som mangler.
Jeg kunne fortælle om min 3. graviditet. Hvordan min store søn tog, at han nu skulle være storebror for 4 gang (2 på fars side også), og hvorfor. Jeg kunne fortælle om min 3. fødsel som var fantastisk. Endelig!
Eller om livet med 2 små børn. Forældresamarbejde. Forældreudvikling. Det at starte forfra 10 år efter den første. At være mor til en teenager – for tænk engang. 13 år er han blevet nu, Oliver, min førstefødte. Det næsten ikke til at fatte.
En veninde sagde til mig ud fra egen erfaring, da jeg fortalte hende, at jeg var blevet gravid igen;
”Det bliver det hårdeste i nogensinde kommer til at gå igennem.
Tillykke. Børn er de bedste. Men fuck det bliver hårdt.”
Og jeg vidste præcis hvad hun mente, for jeg vidste hvad de var igennem. Hende og hendes mand.
Sådan er det med garanti ikke for alle, men for os har det i den grad været hårdt.
Fantastisk, men benhårdt.
Og derfor, tilbage til min indledning – slap jeg. Jeg slap skriveriet her i bloggen, og jeg slap for så vidt også Kvinderudenfilter.dk.
Jeg føler ganske enkelt ikke at jeg har haft tiden. Overskuddet. Men jeg vidste det ville komme igen. Og hold op hvor har jeg savnet den del af mig. Hende som skriver og formidler, som deler ud af tanker og følelser, som inspirerer, og som ikke kun er mor.
Jeg er glad for at være tilbage, og jeg håber at der stadig er nogle læsere derude.
Jeg vender fluks retur med flere skriblerier om det sidste halvandet års tid. Der er masser at berette.
Tak fordi du læste med.
