Med plus size kvinde på shopping

Helene Andersen

Helene Andersen

Jeg drømmer om at lave sådan en klassisk Hollywood shopping scene, hvor jeg kommer gående ned af gaden, ligner en million, med 10 shoppingposer i hver hånd, og et kæmpe smil på læben. Faktisk drømmer jeg om det, hver gang jeg skal ud og finde noget nyt tøj, men tøjshopping er bare ikke en af mine favorit aktiviteter.. og nu skal I høre hvorfor!

Jeg har lidt for meget på sidebenene. Det betyder, at jeg skal på jagt efter tøj til plus size kvinder. Hvis man nogensinde har været i butikker der sælger plus size tøj, så ved man også at det kan være en dyr fornøjelse, og nogle butikker, såsom Bilka, differentierer de sågar priserne alt efter størrelsen på tøjet: eks. hvis du kan nøjes med en top i str. S – XL så kan du få den til 249 kr, men hvis du skal have den i str. 48 eller større, så må du slippe 279 kr. Jeg forestiller mig, at logikken bag er, at man bruger endnu mere stof til de større størrelser, og en eller anden skal jo betale for det forbrug, ikke? Eller hvad tror I?

Når jeg så endelig er kommet mig over pris-chokket, og har fået overtalt mig selv til bruge penge på tøj, så går kampen ind på at finde noget der passer. For mig betyder det at jeg skal igang med en større indre dialog om, hvor jeg vil gå på kompromis. Jeg er nemlig pæreformet med brede hofter, et flot brystparti, i hvert fald når du ser mig forfra. Ser du mig fra siden, så er jeg æbleformet med en mave der buler (nej jeg er ikke gravid), og en flad røv, da det ikke lige er squats jeg har lavet flest af i mit liv.

Taktikken er, at få pillet lidt forskelligt tøj ned fra stativerne, allerhelst dem med rabatmærkerne på, selvfølgelig. I en lang periode har det været en svær øvelse, fordi moden har dikteret blomstermønstre, hvilket jeg ikke finder særlig smart, og bare generelt ikke klæder mig. Men jeg prøver faktisk til hver gang. Jeg tager som regel 1-2 stk. tøj med i prøverummet i den moderne stil, fordi det kunne jo være, at disse var blevet gode til mig siden sidst.

Så står jeg i prøverummet, tager tøj af, tager tøj på… Først kassereres det telt-tøjet. Det er det tøj, der får mig til at ligne Luna fra Bamse & Kylling. Herefter er det så nu, at det endelige kompromis skal indgås; æble- eller pæreform? En skjorte kan være helt fantastisk til min pæreform, men få mig til at ligne én der er på vej til fødestuen, hvis man ser mig fra siden. En anden bluse kan gemme maven, men til gengæld ligner jeg nu også et æble forfra, fordi snittet får bryster, talje og hofter til at gå ud i ét. Pæreform… bye bye!

Jeg vender og drejer mig foran spejlet, brokker mig lidt over prisen, brokker mig over min figur, og lover mig selv, at nu skal jeg også have smidt 20 kg.

Herefter beslutter mig for at tage det tøj der fremhæver min pæreform, og som ikke er blomstermønstret, da det heller ikke denne gang var min lucky day med blomster. Ud af 12 stk. tøj, køber jeg 2, så I kan godt se, at der er langt op til de 10 shoppingposer.

Jeg går op til kassen, får det sædvanlige chok over prisen: “jamen det er jo bare en top og en skjorte, ikke en sportsvogn, hvordan kan det koste så meget??” .. herefter tager jeg min ene shoppingpose, går til bageren for at købe en trøstekage, og har for længst glemt planen om at smide de 20 kg…..i hvert fald indtil næste gang jeg står i prøverummet 🙂

Den kærligste hilsen Helene

Del gerne denne artikel
Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email
Du kan kommentere længere nede.

Dette indlæg har 2 kommentarer

  1. Avatar
    Nette

    Den scene drømmer jeg også om, at være med i 🙂 Mig der slentrer ned af Melrose Rd med shoppingbags fyldt af lækkert tøj…
    Jeg er typen der ALTID ender i det sorte og uanset, hvor meget jeg prøver med farver og blomster, så føler jeg mig altid bedst tilpas i det sorte.
    Forleden gjorde jeg op med mig selv om, at jeg ikke længere gider forsøge, at købe det farverige og spilde mine penge på, at det alligevel altid ender hjemme i skabet uden at blive brugt, så nu går jeg all in på mine yndlings: Sort, grå og hvid… og så er det tilbehøret som sko, smykker og tasker der må tage tørnen for det farverige.

    Min pointe er: Istedet for at gå efter det, hvor man tit oplever en øv-følelse, så gå efter det sikre, som man ved man har det godt i… <3

    I øvrigt så du hamrende godt ud i lørdags. 🙂

  2. Avatar
    Charlotte Frølund

    Kære Helene,

    Hvor kan jeg godt følge dig i meget af det du siger. Det er ikke altid super nemt at finde tøj, når man ikke lige passer ned i en str. 38 🙂
    Jeg har ofte samme problem som dig, og går også slukøret fra div. smarte modebutikker.
    Jeg kan dog anbefale dig at kigge ind i Only-butikkerne – der synes jeg tit jeg kan finde smarte bukser og bluser – også til str. +42..
    Aura – som er en af vores blogger herinde er Stylist – måske kunne du tale med hende om hun har nogle gode råd til din dejlige kropsform <3

    Jeg har selv skrevet et indlæg lidt ala dit … https://www.kvinderudenfilter.dk/charlotte-frolund/jeg-har-toejkrise/
    Det rammer meget godt det du også skriver om <3

    Husk dog på en ting.. Du må ikke tale grimt til og om din krop… .. Ellers bliver den ked af det og så strammer den om sjælen (Citat fra Hella Joof) <3

    De kærligste tanker din vej <3 Charlotte

Skriv et svar

Helene Andersen

Helene Andersen

Du kan følge mig her:

Læs flere indlæg