Elsk mig selv som et nyfødt barn!

Da jeg rundede Louis Nielsen den anden dag opdagede jeg at jeg var blevet fladpandet – simpelthen fordi jeg har dunket mig selv for længe lige midt i hovedet.

Inspireret af Rikkes kommentar på mit sidste indlæg, hvor hun henviste mig til et blogindlæg, som hun havde skrevet: https://www.kvinderudenfilter.dk/blog/selvudvikling/hvad-ser-du-naar-du-ser-dig/spirede en ny tanke i mig – til hvordan jeg kan blive et andet ”JEG”, altså det der ”JEG”, der kan lide sig selv: ”Jeg skal elske mig selv som et nyfødt barn, der fortjener kærlighed, lykke og glæde på lige vis som alle andre”.

Men hvorfor som et nyfødt barn???

Den anden dag læste jeg en artikel om den der betingelsesløse kærlighed til sit nyfødte barn og så slog det mig – jeg er selv et nyfødt voksent barn. Den perfekte uperfektionisme. Jeg starter fra scratch, jeg deleter ikke mit tidligere liv, for det er det, der har gjort mig til den kvinde jeg er i dag, men mentalt tager jeg nye briller på og får et nyt mantra.

På trods af at det nærmest er tyve år siden jeg poppede det første barn ud, husker jeg stadig følelsen af øjeblikkelig kærlighed – kærlighed ved første blik og det på trods af at han faktisk lignede en blanding af et cone-head og en alien, da han lå der i mine arme.

Han blev født tre uger for tidligt, det var en lettere smertefuld følelse, som egentlig kun varede i fire timer, men al den smerte, som normalt varer over længere tid, varede så kun på koncentreret vis i fire timer. Selve den der udvidelsesproces skete i løbet af nul komma fem, det var som at trække en bowlingkugle igennem en vandslange på en halv time – uden den sprækkede vel og mærke, derudover ville jeg ikke vække manden, hvis det nu ikke var noget alligevel, så jeg gik rundt om spisebordet i mindst to timer med bogen ”Når du skal føde”, for at finde ud af om jeg var i gang med at føde – på et tidspunkt gik det så op for mig, at jeg faktisk var i gang med at føde og at jeg egentlig havde småtravlt, hvis jeg skulle nå på sygehuset inden pop-out – og jeg ville jo lige i bad inden (skulle jo ikke komme derhen ildelugtende).

Det hele gik faktisk så stærkt, at jeg nåede kun at være på sygehuset i et kvarter inden han var poppet. På det kvarter nåede jeg at blive stukket af verdens længste nål, tøjet flået af mig (dog ikke min bh – ja, jeg ved godt det lyder lidt underligt – men man er jo lidt blufærdig), syv mand på fødestuen, der er i gang med at svappe mig med en sugekop og en masse apparatur alle mulige steder, men ud kom han.

På grund af sugekoppen var hans hoved ret aflangt, jeg troede faktisk at jeg i kort øjeblik var med i Aliens, men på trods af alle omstændigheder og udseende, så var jeg fuldstændig solgt på et splitsekund.

De efterfølgende fødsler som jeg siden hen oplevede, var knap så dramatiske. Jeg nåede faktisk at både få gjort hovedrent og lagt vasketøj sammen, inden jeg tænkte, at nu måtte jeg hellere sige, at jeg troede at jeg var i gang med at føde.

Ved denne fødsel oplevede jeg dog at måtte stå som en hund, mens et uvist antal personer kiggede lige op i mit skræv – yderst grænseskridende – men ud kom en pige, der lignede en trold med hår på ørerne, i panden, på ryggen og lå hun på maven, så lignede hun faktisk sådan en grydestegt kylling, der ligger og simrer i gryden, men igen ”love at first sight”.

Den sidste-fødte kom også ud uden større ståhej – også der nåede jeg lige at gøre en masse ting færdig inden jeg fødte. De der kørte mig, satte dog grænsen, da jeg lige ville et smut forbi Blockbuster og aflevere nogle DVD-film inden (ville jo bare undgå at de blev afleveret for sent) – endnu en pige – denne gang totalt smurt ind i fosterfedt og meget højt skrigende – i et kort øjeblik tænkte jeg, at jeg havde født en skrigende albino, men alligevel ”totally in love”.

Og det er jo det som jeg mener, selvom de nærmest havde ødelagt mit understel og efterladt det som krater efter et vulkanudbrud og at de var nærmest skræmmende at se på (overdrivelse fremmer forståelsen), så var de alle bare helt perfekte – perfekt uperfektionisme.

Selv da de blev større og de alle var kropumulige og som regel på samme tid, så var kærligheden fortsat til dem helt ubetinget. Jeg husker tydeligt en episode, hvor jeg havde alle børn med ude at handle. Forestil jer – en fyldt indkøbsvogn, et barn i bæreselen, et barn i indkøbsvognen (der hvor de kan sidde) og en lille dreng med gummistøvler. Barnet i bæreselen skriger, moderen der forsøger at berolige med rumbalignende bevægelser for at lulle barnet til ro, barnet i indkøbsvognen, der gylper ned over sig selv og man kan lugte eller nærmest se en fyldt ble, fordi hun har formået at skide helt op på ryggen – alt i mens den lille dreng er i gang med at putte slik ned i gummistøvlerne, køen til kassen er lige så lang som et maratonløb og det værste, blikkene fra alle de andre mennesker, der enten afspejler medlidenhed, forargelse eller overbærendehed.

Jeg tror faktisk jeg endte med at forlade indkøbsvognen og forretningen, alt i mens jeg overvejede hvilket hjem, jeg skulle sende dem på – og alligevel elskede jeg dem, bare med lidt med blandede følelser i givne situation.

Selv nu hvor de teen-agtige og urimelige, larmende og krævende og tenderer til luddovne, så får de stadig mit hjerte til at smelte, jeg synes de er jordens mest fantastiske skabninger og jeg kan sommetider miste helt pusten, når jeg kigger på dem – bare af ren kærlighed – jeg er i stand til at elske og at føle mine børn velvidende om at de er langt fra perfekte – velvidende om at de kan have nogle egoistiske, mærkelige underfundige sider ligesom mig selv.

Så fra i dag er JEG det nyfødte voksne barn med alle mine fejl og skavanker, men der er INTET, der gør, at jeg ikke fortjener kærlighed, lykke og glæde i mit liv på lige fod med alle andre – INTET!!!

Hvis jeg tænker mig om, så oplever jeg jo gang på gang, at mine veninder, venner, familie og folk omkring mig jo allerede ser mig som det barn, som jeg bør se mig selv. Hvor urimelig, irriterende, kikset og dum jeg end er, så er de der jo for mig og elsker mig, hjælper mig og samler mig op. Så tak for jer, I er guld værd på min rejse gennem livet – uden jer var jeg ikke kommet så langt.

En veninde skrev så sent som i går til mig ”Du er den skønneste og du får det bedste frem i mennesker” – skrevet ud af ingenting – just because she cares. Så jeg tænker, at hvis jeg lader være at dunke mig selv mere, så bliver jeg ikke så tykhudet og så begynder det hele nok også at sive ind fremfor at positive ord bare støder ind i en betonmur, hvor alt preller af.

Mindre tykhudet = mine nye briller begynder at passe bedre og bedre.

I alt det her selvransagelsesprojekt som jeg har gang i, vil jeg også stadig have fuld fokus på HAM – ham som gør mig så glad, som gør mit hjerte så varmt, som passer så godt på mig, som jeg ønsker at gøre lykkelig, som jeg elsker at grine med, som jeg elsker at være tæt på – HAM, som jeg har ventet på altid, HAM som er for dyrebar at miste.

Så udover han har vist mig kærligheden, så får han mig også til at få øjnene op og jeg indser, at jeg har trådt vande alt for længe i min egen self-pityness – mange har forsøgt at vise og hjælpe mig på samme vej og de har det gjort så godt som jeg tillod dem det – de der prøvede gjorde intet forkert, men der var bare kun plads til en, der kunne trænge helt ind i mit sårede, lukkede hjerte. Det var det der var “meant to be”..  jeg begynder selv nu at tro på at jeg finder vej gennem livet og at jeg er på rette vej – for aldrig har det følt så rigtigt som det gør nu.

Jeg kan mærke at det hele begynder at rykke sig lige så stille, mit verdensbillede, min selvopfattelse. Der opstår da stadig situationer, hvor jeg kvier mig og har det skidt, hvor jeg tænker, at jeg burde have gjort sådan og sådan – altså handlet på samme måde som jeg gjorde før i tiden, men jeg lod være og allerede to gange i den her uge, har jeg trykket på ”Pyt-knappen” i mit hoved, men har holdt fast, selvom det har gnavet og revet i mig for at gøre som jeg plejer, men jeg holdt faktisk stand. Det tager 21 dage at ændre en vane, jeg er langsomt på vej, jeg er måske på dag to og måske det går et skridt tilbage i morgen, men jeg går fremad.

Jeg føler at jeg for første gang i mit liv har valgt en mindre snørklet vej end ellers, altså da jeg først turde begive mig ud på den vej – men jeg skal selvfølgelig stadig ruskes lidt, for tilbagefald vil hele tiden forekomme – dagens rusketur kom fra min bror, han skrev disse kloge ord:

” Hvis du ikke kan elske dig selv, så nyd at der i det mindste er en anden der elsker dig og vil dig – bedre end ingen, ikke?”

Jo for pokker, det er så evigt rigtigt, de ord skal genlyde i mit indre, mens jeg pudser mine nye briller og finjusterer dem.

Like & Share

Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

Du kan kommentere længere nede.

Indlægget er skrevet af

Kære verden

En anonym blog

Andre indlæg i denne kategori

Skriv et svar