At turde drømme uden begrænsninger

 Mod er en finurlig størrelse.

Jeg hører ofte “Ej, gid jeg havde dit mod”, “Hvor er du sej, det turde jeg godt nok ikke”. Men mod er et valg vi tager.

Vi vælger at være modige. Det er ikke noget vi er givet tilfældigt eller noget vi vinder i en konkurrence. Hvis du sagde til dig selv;

“Hvis jeg havde modet, så ville jeg…”

Hvordan ville din liste se ud? Er der få ting eller måske mange ting? Og da du skrev listen, satte du så en masse ”Men…” bagefter?

F.eks.; Åh, jeg gad godt blive forfatter og skrive en bog, men hvad ville folk så ikke tænke? Men jeg har heller ikke tid. Men ingen gider alligevel læse den. Men det er jeg nu heller ikke god nok til….

Og ja jeg kunne blive ved med flere men’er. Prøv at fjerne alle sætningerne der starter med men. Fjern alle begrænsningerne. Så bliver verdenen pludselig et større sted ikke? Mod er dog ikke nødvendigvis det samme som at springe ud i faldskærm, bungeejumpe eller gøre et eller andet helt vildt. Det vigtigste er lysten. Gør du noget modigt, men lysten ikke er der, og man kun gør det for ikke at virke svag overfor dine omgivelser, så er det ikke det mod jeg taler om her.

Det er de der små eller store drømme man går med.

Jeg gik i mange år med sådan nogle drømme. Sådan inde i mit stille sind. Jeg fortalte det sjældent til nogen. Fordi ville de ikke tænke at jeg var skør, naiv, lidt for ambitiøs?

Da jeg så fik børn, gik jeg meget op i at sige til dem, at man kan hvad man vil! Men jeg fulgte jo ikke selv mit eget råd, ironisk nok.

Desto længere tid jeg holdt dem inde, de der drømme, desto mere rastløs blev jeg og følte mig mere som en passager i et tog, med ingen mulighed for at stå af eller være i kontrol over hvilket liv, jeg inderst inde ønskede mig.

Samtidig med, så skammede jeg mig. Jeg havde jo et rigtig godt liv, ikke? Var jeg ikke bare utaknemmelig? Jeg havde jo manden, børnene, villaen, hunden og alt det som samfundet så kærligt opfordrer til. Hvorfor skulle jeg pludselig begynde at gøre alle mulige ting. For MIG? Jeg havde jo jobbet som mor, hustru og alle de der roller jeg nu havde fået taget på mig. Så var der jo ikke plads til selv-realisering og alt muligt pjat, vel?

Derudover, så troede jeg at min lykke var afhængig af andre. Det var manden, huset, ja selv hunden, der skulle gøre mig lykkelig. Men det skal jeg nok komme ind på i et andet indlæg en anden dag.

Grundlæggende, så var jeg dog i tvivl om mine egne evner og satte en masse begrænsninger op for mig selv. Fandt på undskyldninger, rent ud sagt. Da jeg blev alene, var der dog ikke længere valide undskyldninger for ikke at blive togkonduktør for det hersens tog – Mit liv.

I mit indlæg om tiden efter skilsmissen,(Tryk på linket her )kan man læse om den plan jeg lagde for mit nye liv og den nye rolle jeg nu sprang ud i. Og som taget ud fra et ordsprog. Så var det mig, der nu havde hovedrollen i mit liv.

Nu var det slut med kun at drømme, men at starte med at handle på dem!