Det er ikke dig, men mig…

Hjerte hjerne
Picture of Mette Egelund

Mette Egelund

Hvor mange af jer har prøvet at få den undskyldning fra en du datede? Måske ikke præcis formuleret, på den måde. Men you get the point.

Eller måske er det noget andet du får at vide. Eller hvis du bare har det ligesom mig, så er det den samme slags mænd du støder på hele tiden, og du bliver afvist på samme måde hver gang. Det kaldes åbenbart et kærlighedsmønster.

Et nyhedsbrev der vækkede mig

Jeg fik et nyhedsbrev fra Kirk Rønler en efterårsdag sidste år. ”Derfor forelsker du dig i din far eller mor…”  lød overskriften. Det var faktisk det nyhedsbrev der fik mig til at grave dybere ned i, hvorfor jeg altid skulle bøvle sådan i mit kærlighedsliv. Selv når jeg har været i forhold, har der udspillet sig nogle smertelige scenarier igen og igen. På det her tidspunkt vidste jeg ikke, at på det helt psykologiske plan, så havde det faktisk noget at sige, hvem man forelskede sig i eller blev tiltrukket af.

En øjenåbner!

Jeg tilmeldte mig derefter til et online foredrag med Kirk Rønler, som vækkede min nysgerrighed med det føromtalte nyhedsbrev. Det var noget af en øjenåbner! Fordi jeg HAR faktisk et kærlighedsmønster, og Kirk gav mig redskaberne til at finde frem til hvad det var. Da jeg fandt det, var det som om, at det havde stået at skreget af mig i al den tid, jeg havde bare ikke tænkt over det. Jeg konkluderede jo bare altid, at jeg måtte være uheldig og at det var mændene der var dumme. Og det bekræftede veninderne mig jo også i på deres egen, kærlige måde. Jeg fortjente bedre! Også i mit 10 år lange forhold med faren til mine børn, så jeg mønsteret udspille sig igen, da han blev syg med stress – lige efter fødslen af vores første barn. Det var lidt scary shit det der, fordi det var et throwback til mine teenageår igen, igen.

Men som Kirk også skrev i det føromtalte nyhedsbrev. Det som de mænd havde tilfælles var jo mig. Og jo der har været mænd, (ikke alle) som har været meget respektløse overfor mig og som bestemt ikke har behandlet mig som de skulle og burde. Men det primære mønster jeg kunne se var, at mændene var enten fysisk eller mentalt fraværende, hvilket gav sig til udtryk på flere måder i mine kærlighedsrelationer.

Et tilbageblik…

Kirk, tvang mig til at kigge tilbage i tiden til min barndom og mine teenageår og på de omsorgspersoner som jeg savnede mest kærlighed fra. Min mormor var i en årrække i en dyb depression, en smerte som hun dulmede ved at drikke alkohol i alt for store mængder. Min mor, blev i mine teenageår syg med stress og depression. Hun blev faktisk syg af flere omgange.

Det er jo ikke fordi, at min mor ikke ville give mig kærlighed, men når man er syg på den måde hun var, så er det rigtig svært at være noget for andre, og jeg kan kun forestille mig at min mor i de år, levede i en form for survival mode og samtidig prøvede hun at beskytte min bror og jeg, ved at skjule det så meget som muligt, så vi ikke skulle mærke hvor meget sygdommen påvirkede hende. Men det resulterede i at vi ikke rigtig mærkede hende og jeg valgte selv at distancere mig fra hele ”Min mor er syg” – situationen. Jeg forstod ikke hvad der var galt, og vi snakkede ikke om det, fordi min mor prøvede på at virke glad, når vi var hjemme sammen. På det tidspunkt gik jeg på efterskole.

I dag, kan vi heldigvis snakke åbent om det at være syg med stress og depression og jeg oplever hende som værende meget mere autentisk og nærværende nu, når jeg nu kan se hende som det hele menneske hun er. Men dengang var depression stadig et tabu. Man snakkede bare ikke om det.

Det samme gælder sikkert også for min mormor. Men selvom det ikke har været hensigten på nogen måde fra nogen af dem, så har det sat spor i mig, og de kærlighedssår jeg oplevede dengang, udspiller sig gang på gang i mine kærlighedsforhold. Det giver pludselig mening nu.

Replay

Det seneste forhold jeg lige er kommet ud af, var et klassisk eksempel på mit kærlighedssår, der blev pillet i igen. Hans følelser for mig svingede rigtig meget, og han var on/off i mit liv. Indtil vi begge måtte kapitulere og skilles som venner. For ingen af os var tjent med et forhold, hvor der var utryghed og usikkerhed i spil også selvom der var kærlighed. De to følelser var også dem jeg sad med, når min mormor eller mor var syg. Usikkerhed og utryghed.

Læs også mit tidligere indlæg; Jagten på kærligheden der startede på en sofa, en onsdag aften…

Derfor forelsker du dig aldrig i den forkerte.

Jeg har siden hen også læst bogen ”Derfor forelsker du dig aldrig i den forkerte” af Jytte Vikkelsøe.

Den beskriver hele teorien bagved hvad der gør at vi bliver mere tiltrukket af nogen end andre, og ikke kun baseret på det fysiske, men bestemt også det ubevidste, som ironisk nok er meget bevidst om hvem vi ser som et godt match. Her bliver der beskrevet to psykologiske spor som kommer i spil, når hjernen vælger et match for os. Kærlighedssåret (som er den Kirk, fik mig til at finde ind til) og så det andet spor, som er det der får os til at beundre den anden person og blive fascineret af nogle bestemte egenskaber som personen har. Det er en spejling af dit eget potentiale, som endnu ikke er udfoldet. Jeg har f.eks. en svaghed for mænd der kan være meget dominerende, men jeg er godt klar over at det er fordi jeg selv dominerer for lidt. Hvilket der kan være mange grunde til. Så snakker vi om copingstrategier, som også har noget med ens barndom at gøre. Fordi som barn finder man hurtig ud af hvad der giver god eller negativ opmærksomhed fra ens omsorgsgivere. Fordi hvad gør os egentlig fortjent til kærlighed efter vores eget hoved? Er det f.eks. at altid være den søde gode pige? Lidt tankevækkende egentlig…

Men nu kommer vi lidt væk fra det jeg vil fokusere på. Så jeg hopper lige tilbage igen. 

Ønsker man at nørde lidt mere i emnet, så er denne bog yderst anbefalelsesværdig.

Kærlighedscoachen

Kirk Rønler var hende der oprindelig fik mig til at grave dybere i mit kærlighedsmønster. Men anden kvinde, som jeg tror Kirk har fået en del inspiration fra, er en som virkelig har styr på de her psykologiske mekanismer indenfor kærlighedsmønstre. Jeg har fulgt hende en del og det ville være drømmen at komme på et af hendes forløb, som hedder ”Slip fri af fortidens kærlighedsmønstre” af coach Marie-Louise Bregendahl indehaver af Recreate You. Hun havde et forløb der startede i København her for nylig, og jeg skrev til hende om hun ikke snart lavede forløbet i Jylland?(det er nemlig ikke kun online-baseret). Og som alene mor, så var København lidt langt væk, hvis man skulle tage fri fra job og samtidig jonglere med børnepasning osv.

Der gik ikke lang tid, så svarede hun;

”Kære Mette, 

Ved du hvad – mange har spurgt mig om det sidste år om jeg snart afholdt noget i Jylland.

Svaret har altid været nej – men efter netop din mail, besluttede jeg mig for et ja. 28 feb 2020 i Århus.

Tak for skubbet😊

Kh Marie-Louise”

Så til jer derude i det jyske land, som bøvler ligesom mig. Tjek hende ud! 

Jeg ved ikke om jeg melder mig til forløbet. Den kræver lidt af min pengepung og økonomien er stram derhjemme pt. Men jeg håber det kommer til at se lysere ud i det nye år😉 Jeg synes ihvertfald det er et vanvittigt spændende emne og tænk hvor meget man lige kunne lære om sig selv og sine kærlighedsmønstre. Og vigtigst af alt. HVORDAN du ændrer det😉

Jeg håber at med mit indlæg, at der sidder nogen derude, der måske bøvler ligesom jeg og som nu finder interesse i at grave dybere ned i sit kærlighedssår og kærlighedsmønstre. Fordi hvor ville det være befriende at knække koden og snart ende i et sundt og ligeværdigt forhold. Det ønsker jeg ikke kun for mig selv, men bestemt også for dig derude, der heller ikke synes det er særlig fedt, at ende i den samme kærlighedsrille gang på gang. Fordi jo, du og jeg fortjener bedre!

Husk du kan følge mig på Facebook og Instagram.

like endelig opslaget, hvis du fik noget ud af det❤️

Ha’ det fantastisk! 😍

Kærlige hilsener Mette Egelund

Del gerne denne artikel
Du kan kommentere længere nede.

Skriv et svar

Picture of Mette Egelund

Mette Egelund

Du kan følge mig her:

Læs flere indlæg