1 år, små skridt og store forandringer

Her et år efter, at jeg reelt lukkede den første klient ind i min egen nyopstartede praksis og langsomt startede op med en arbejdsdag hjemme om ugen, kan jeg nu fejre, at jeg har hele 4 dage om ugen til arbejdet i min klinik – hurra🇩🇰. 

En 1 års fødselsdag får mig til at reflektere lidt over mit arbejdsliv, siden jeg blev uddannet psykolog.

Førend jeg åbnede for min egen praksis, arbejdede jeg i København og havde 25 klientsamtaler om ugen, hvilket var alt for meget. 25 forskellige mennesker, som hver kom ind med sin historie, sine erfaringer og oplevelser med sår og ar på sjælen.

Jeg nåede at arbejde sådan i 5 måneder og skulle være trappet ned mindst to måneder før, men sikke mange skæbner jeg fik indblik i, og utrolig mange dejlige samtaler med mennesker, som var ramt af livets sværdslag!

Noget som har optaget mig, siden jeg 1. september 2017 gik fra at være kommunalt ansat til privat og nu mere og mere som selvstændig, er balancen i forhold til at kunne levere et professionelt stykke arbejde, være nærværende og samtidig passe på mig selv. 

Det sidste – at passe på sig selv, at balancere arbejdsliv og privatliv – er ikke nemt. Det mærker jeg på egen krop og møder det igen og igen hos mine klienter. 25 klientsamtaler om ugen er fx slet ikke holdbart.  jeg gjorde det i knap et halvt år og fik lige nået at hilse på de velkendte stresssymptomer, inden jeg begyndte at trappe ned og starte mit eget. Heldigvis er symptomerne nu så genkendelige, at jeg er blevet rimelig god til at reagere hurtigt på det. 

Det er vigtigt at huske på, at stress er en normal tilstand for kroppen, som kan udvikle sig til at blive en alvorlig sygdomstilstand, hvis ikke vi tager os af det.

Stress aktiverer kroppens alarmberedskab, hvilket i små mængder over kortere perioder oftest kan være godt til at holde os beredte, fokuserede og klar. 

For at jeg kan udføre mit job ordentligt og passe på mig selv, er det vigtigt at have tid imellem mine samtaler til at slippe den klient, som netop har været, og gøre klar til den, som kommer. Tid til at omstille mig og klar til at være nærværende og på igen. Jo bedre jeg er til at tilgodese det, jo mere kan jeg også indleve mig i historien, som mennesket overfor mig deler. En værdi eller egenskab i mig, som i min optik, er essentiel for, at terapien kommer til at virke bedst muligt. 

At gå fra lønmodtager til selvstændig har også betydet, at behovet for indtjening ikke må overskygge kvaliteten af den ’vare’ jeg sælger. Det betyder, at det skal høre til sjældenhederne, at jeg tager en ekstra klient ind, at jeg skaber huller til klienter i den tid, hvori jeg selv lader op. Det kræver is i maven i forhold til om tilstrømningen af klienter varer ved, hvis jeg siger nej til den klient, kommer der så en anden, når der pludselig er et rigtigt hul i min kalender? Vil jeg sætte kvantitet over kvalitet for at sikre min indtjening – nej det vil jeg ikke! 

Mere svært er det, når en klient akut har brug for en tid, så skal jeg pludselig måle og veje, hvornår går det ud over mit eget velbefindende og hvornår der faktisk er ekstra energi til at skabe et ekstra hul. 

Mit første arbejde efter endt uddannelse førte mig ud i en stresssygemelding. Noget jeg inden da havde tænkt, ALDRIG kunne ske for mig – for jeg var jo stærk! Det tog en psykolog – som jeg så den gang – 2,5 time at overbevise mig om, at jeg skulle gå hjem og sygemelde mig. Psykologen kørte dobbelt sessioner, men overskred alligevel tiden med en hel time, førend jeg kunne sendes ud af døren med mod nok til at blive sygemeldt. Jeg skriver mod, fordi det krævede uanede mængder af mod at træffe dén beslutning. 

På det tidspunkt arbejdede jeg netop med at undervise og lave gruppeterapi med mennesker, som var sygemeldt med blandt andet stress. Jeg kunne se mig selv i alle de symptomer, som vi talte om i terapien og alligevel blev jeg ved med at tage på arbejde hver dag, nogle morgener grædende. 

Selvom symptomerne var til stede hos mig selv, så tænkte jeg, at jeg var stærk og skulle kunne klare det og derfor tog jeg ikke hensyn til dem. Min familie så symptomerne, og forsøgte at få mig til at stoppe op, men jeg hørte ikke efter. Først ved psykologen nåede jeg dertil, at jeg måtte sygemelde mig og passe på mig selv. Psykologen fik mig til at indse, at det krævede mere mod og styrke at sygemelde mig og at give slip end at blive ved med at hænge i med neglene.

Jeg er ikke i tvivl om, at min egen erfaring med stress har skærpet mit blik på, hvordan stress mærkes, hvor svært det kan være at sige stop og særligt, at jeg som psykolog kan blive en vigtig stemme på vægtskålen i klientens stillingstagen til, hvad der skal ske i forbindelse med fx en sygemelding.

Jeg møder tit klienter, som spørger, hvordan jeg kan holde ud at sidde og høre på menneskers problemer dag ud og dag ind. Til det kan jeg kun sige, at jeg ELSKER mit job. Jeg føler mig dybt privilegeret over, at jeg har fået den uddannelse, jeg har, og at så mange mennesker allerede har lagt vejen forbi min klinik, både i privaten og på mit arbejde i København. Mennesker som har modet til at lukke op for al det svære, som tør vise følelser og dele deres inderste med mig, både det smukke og det grimme. 

TAK FOR DET❣️❤️

Like & Share

Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

Du kan kommentere længere nede.

Indlægget er skrevet af

Du kan følge mig her:

Kontakt oplysninger

Andre indlæg fra Psykolog Nina Porsager Seierøe

Smil

Noget jeg husker tydeligt fra den gang jeg var barn, det var, at Irma delte klistermærker ud. Røde

Læs indlægget »

Skriv et svar