Et skridt i den rigtige retning

Det er vel lidt en pigedrøm i dagens Danmark at man gerne vil være blogger – eller er det bare mig?

Jeg har egentlig gerne ville det længe, jeg er bare hende der, som er rigtig usikker på sig selv, og som egentlig ikke tør at springe ud i særlig meget. For tænk hvis jeg ender som en fiasko. Når jeg drømmer om at være eller blive noget, så sker der straks det, som der altid sker – usikkerheden rammer med 400 km/t og alle de kritiske spørgsmål dukker op. Hvorfor skulle jeg kunne være blogger? Jeg er da ikke interessant nok til at folk gider at læse det jeg skriver? Er mit liv overhovedet spændende nok til at jeg har noget at skrive om? Hvad vil folk mon tro om mig? Tænk hvis folk synes, at jeg tror, at jeg er noget jeg ikke er? – Janteloven om igen. Den er mine tanker gode til at tage udgangspunkt i, når det omhandler mig selv. Men selvfølgelig har jeg lige så meget lov til at gå efter det jeg går og drømmer om, som alle andre. Og det er lige netop de personer der går efter deres drømme, som jeg personligt beundrer mest. Jeg vil så gerne være en af dem der falder ind under den kategori. Så ”here goes nothing”. Jeg springer ud i det! For det er en ting, mit nye jeg skal være bedre til. Bedre til at skide hul i hvad andre måske vil tænke om mig.

Jeg har levet hele mit liv med frygten der ånder mig i nakken, om hvad andre tænker hvis jeg gør sådan, eller synes hvis jeg siger sådan og også hvis der er ting jeg ikke siger eller gør – så har jeg været bange for at det ikke er godt nok, og umiddelbart har det ikke givet nogle vildt fantastiske resultater indtil videre, udover at min usikkerhed kun har vokset sig større med årene. Som nogle af de kloge citater rundt omkring på Pinterest osv. siger, ”Hvis du gør som du altid har gjort, så får du de samme resultater som du altid har fået.” Men nu vil jeg gerne opnå nogle andre resultater, og opnå noget mere. Jeg vil gerne kunne stå stærkt i mig selv. Folk vil altid dømme, uanset om jeg kan lide det eller ej, sådan er verden bare skruet sammen, og det må jeg lære at acceptere. Det vil heller aldrig ske, at alle mennesker bliver enige om, fx hvilken is der smager bedst, nogen vil altid foretrække vanilje frem for chokolade, og omvendt. Og sådan er det på alle livets leder og kanter.

Så hele den her blogger-drøm er også en udfordring til mig selv. En udfordring der skal få mig til at vokse og blive meget mere ligeglad med ”hvad hende fra gymnasiet synes om at jeg pludseligt er begyndt af blogge og måske vil sidde og grine bag skærmen med sine veninder”, ligeglad med ”hvad min tidligere veninde ligeså må synes – for hun vil helt sikkert kun se på alt det dårlige”. Jeg kan ikke bruge resten af mit liv på at holde mig tilbage, fordi jeg er bange for hvad andre vil sige eller tænke. Slet ikke på den baggrund, at det er mine egne tanker der skaber de værste scenarier. Hvem siger at folk overhovedet vil have noget dårligt at sige. Jeg skal bare tro mere på mig selv. For alle de dårlige tanker – hvad kan jeg egentlig bruge dem til, ik’ en skid! Og dét skal jeg lære.