10 ting du ikke får

Picture of Tatjana

Tatjana

At vide inden graviditet. Jeg sidder i skrivende stund…

og er 16 uger henne med vores lille kærlighedsbarn. Her lægges der vægt på kærlighed, da det ofte glemmes i den til tider klamme, sjove og ikke mindst spøjse tid, det er at være gravid. Tag ikke fejl. Jeg elsker at bære liv og tanken gør mig ovenud glad hver dag – men hold nu op, hvor har jeg da aldrig bekymret mig mere end i de sidste lige knap 12-13 uger (vi regner lige de uger før undfangelsen og uvidenhedens tid fra). Ja, ja, jeg ved godt bekymringernes tid kun lige er begyndt, men shit hvor lære man bare meget om sig selv i sådan en graviditet og finder ud af, hvor meget kroppen egentlig også kan holde til.

Anyways – her er 10 ting jeg har erfaret i min graviditet indtil videre, som ingen og jeg mener INGEN, havde advaret eller rettere informeret mig om i detaljer, hvor irriterende ville være.

Nummer 1: Morgenkvalme er ikke altid kun om morgenen
Den person der har opfundet udtrykket morgenkvalme, har tydeligvis ikke selv erfaret den ”glæde” i en graviditet. Her hed kvalmen altså ikke kun morgen, men også middag, aften og nat og gerne alt sammen på én gang i et langt stræk. Det burde hedde 24 timers kvalme! Sjældent har jeg faktisk haft kvalmen om morgenen – nej du, den meldte sig for det meste efter første måltid og blev ellers hængende, som den irriterende sok man bliver ved med at gemme på, i håbet om at finde makkeren en dag – altså i 6 uger her i hjemmet.

Nummer 2: Sensationen ved at kunne skide for første gang i flere dage
Er der noget Jakob har været glad (læs træt af) for i graviditeten indtil videre, er det at høre om mine afføringsvaner eller mangel på samme. Fra uge 10 skal kroppen introduceres for dens nye frenemy, jerntabletten. Nok gør jerntabletten rigtig mange gode ting under graviditeten, men den stopper til gengæld også dit ellers så gode afføringsmønster, du havde før graviditeten. Med andre ord – du bliver forstoppet! Og ikke bare lidt, men på randen til at du frygter toilettet og dets hånende grin af din manglende præstation. Jeg siger ikke afføringsmiddel bliver din nye ven, men jo, det gør det.

Nummer 3: ”Graviditetshormoner er bare en undskyldning..” Undskyld hvad sagde du?
Jeg skammer mig over nogensinde at have sagt ovenstående sætning, for hold nu op, hvor er man uvidende om hormonernes omfang før man selv har været gravid. Ja, bare kald mig hormonella! Jeg har altid haft lidt problemer med mit temperament, men det er da kun at smide brænde eller benzin, i det her tilfælde, på bålet, at fyre graviditetshormoner i min krop – HOLD NU OP JEG HAR ONDT AF JAKOB. Jeg ved ikke hvor mange gange, jeg har hørt manden sige, at jeg virkelig bliver led når jeg er gravid. Og er jeg ikke vred, så tuder jeg over en åndssvag IKEA reklame, som absolut ingen i verden vil finde grædeværdig.

Nummer 4: Spændstige bryster, hvor lækkert – eller av!
Dine bryster bliver flottere og flottere for hver uge du kommer længere ind i graviditeten. Her stopper festen så også. Ømme bryster er ikke længere udtryk nok til at dække følelsen. Blot en enkelt dråbe af vandet fra bruseren eller bh’ens omfavnelse, er nu en form for russisk roulette med smertehelvedet du kommer til at opleve, hvis du ikke er forberedt.

Nummer 5: Lykken er at man ikke længere får menstruation, men smerterne derimod?
Ærligt, så havde jeg virkelig glædet mig til at tante rød skulle blive væk i langtid. Det er dog ikke helt det samme med smerterne, der normalt medfølger hende. Hvorfor skal man stadig døje med smerterne, når den irriterende kvindelighed ikke længere kommer på 28. dagen?! Ligamentsmerter kalder de kloge det – jeg kalder det, tak for svigt, kære livmoder.

Nummer 6: Ukontrollerbar hikke er altså ikke sexet
”Den allerførste gang”. Vi kender alle sammen Anja og Viktor og det famøse hikken. Her troede jeg bare, at mit allerførste hik i starten af graviditeten, var fordi jeg havde spist for hurtigt – jeg blev overrasket! Det var begyndelsen på en daglig tur med ukontrollerbar hikke, og vi snakker ikke bare et hikkeanfald med gentagne hik, nej, vi taler et hik i ny og næ i løbet af hele dagen. Sexet? Nej..

Nummer 7: ”Har jeg tisset i bukserne? -Nej, det er bare en stormflod af udflåd”
Nu tænker du nok: ”Føj for den lede”. Ved du hvad? Det gjorde jeg også. Men hey, jeg lovede jer en ærlig og til tider rå blog, så I må altså bære over med de særligt klamme bemærkninger. En veninde sagde engang til mig, at en graviditet ikke var køn og fødslen endnu værre. Det har jeg virkelig erfaret med den ugentlige tur på toilettet, fordi man tror det er tis i trusserne! Et godt råd herfra – brug trusseindlæg, medmindre du kan lide følelsen af at have en vandrutsjebane imellem benene.

Nummer 8: Let’s talk about sex, baby – eller manglen derpå
Det lyder sig, at nogen gravide kvinder får øget sexlyst imens andre mister lysten. Gæt hvilken kategori jeg tilfalder ud fra overskriften? Jakob har det hårdt, alt imens andre dele af ham ikke har det – blink blink. Lysten er seriøst forsvundet fuldstændig og er i dette tilfælde den forsvundne strømpe, som blev nævnt tidligere.

Nummer 9: Hadeobjekt nummer et? Den mand du elskede så højt førhen
Hvis du tror kærlighedsboblen forbliver intakt under hele graviditeten, så kan du godt tro om igen. Når man som mig, lå med kvalme og opkast (24 timers kvalmen) 6 ugers i træk, så får man et helt nyt syn på sin mand. I starten er manden super omsorgsfuld og støttende, men alt dette forsvinder ligeså hurtigt som trusserne op til sex! Når han begynder at kede sig og bliver træt af en kvinde, der er alt andet end sexet og lugter af bræk, ja så stopper det kærlige. Med andre ord – han får nok, du får nok og vreden går altid udover ham. Hvem ellers end den du har nærmest? Sætningen: ”Du har gjort det her ved mig”, er brugt en del her i hjemmet.

Nummer 10: Sengen er bedre end enhver morgenfest, men drømmene er ikke
Normalvis har jeg aldrig forstået konceptet med en ”morfar” midt på dagen. Tro mig, det gør jeg nu – og vi snakker ikke kun midt på dagen eller altid én gang. Søvn generelt, uanset tidspunktet, er det mest fantastiske for mig i graviditeten og jeg vil til enhver tid nyde det mere end de utallige fester og byture, jeg normalt ville fylde mine weekender ud med. Dog følger der med søvn, desværre også de vildeste graviditetsdrømme med hver nat – og gerne mange, så du vågner et hav af gange og får en lortesøvn. Tak for det, graviditet! Det er jo ikke gode drømme om tryllestøv og enhjørninger, nej, det er drømme om at føde en mus og katastrofedrømme, hvor du aborterer eller endnu værre, aldrig føder – altså en evig graviditet med alle gener. Og når nu du alligevel er vågen, så kan du jo også lige tisse, ikke?

Indlægget er skrevet af

Du kan følge mig her:

Andre indlæg i denne kategori

Kærligst Tatjana

Følg mig meget gerne på

Dette indlæg har 2 kommentarer

  1. Annette Thorsen

    Undskylder af hjertet min pige, det burde jeg have nævnt . Men du klarer det flot og er smuk

  2. Tatjana

    Haha tak mams 🙂

Skriv et svar

Del gerne denne artikel
Du kan kommentere længere nede.
Picture of Tatjana

Tatjana

Mit navn er Tatjana Kristensen, jeg er 34 år og bor til dagligt sammen med træmanden Jakob i vores evige renoveringsprojekt på landet og er mor til 2 – en mellemstor og en mini tornado.

Tatjanabreitenstein er en personlig blog om livet som mor, kvinde i 30’erne og masser af hverdagsliv, med alt hvad det indebærer af skønne oplevelser, madeventyr, svære tanker og kreative indslag – selvfølgelig krydret med en god portion humor og masser af ærlighed.

Velkommen til, smid stængerne op og føl dig hjemme i mit univers.

Du kan følge mig her:

Læs flere indlæg