Ammeindlæg

I dag er en stor dag her i hjemmet. Jeg har fuldammet Lilly i 6 måneder! Fucking 6 måneder har jeg kunnet give min datter den næring hun har brug for – bare i mælk fra madkasserne. Det er jeg altså helt vildt stolt over.

Da jeg var gravid var det en mærkesag for mig selv, at få amningen helt på plads efter fødsel og jeg vidste derfor også at det måske ville blive hårdt. Flere af mine nærmeste fortalte hvor nemt det var, når amningen endelig kørte – man havde jo maden lige ved brystet i rette temperatur. Samtidig synes jeg jo også selv det faldt mig helt naturligt at skulle amme. Hvorfor skulle jeg dog ikke det, hvis muligheden var der?

Lilly kom til verden og amningen blev ikke aktuel før på anden dagen – det var egentlig okay med mig, men så blev det også en vigtig kamp herefter. Med et par amme brikker i rygsækken, kørte det egentlig meget godt i et stykke tid. Så kom der dog smerterne ingen havde forberedt mig på. Jag og dybe stik ind i brystet både under og efter amning. Jeg græd næsten hver gang hun skulle lægges til. Lægen var ikke til megen hjælp, men blev sat i behandling for svamp i brystet. Det hjalp ikke. Jeg kontaktede vagtlægen og fik her den hjælp jeg havde brug for. Ganske rigtigt havde jeg svamp i brystet, men min læge havde ikke udskrevet den rette behandling og derfor hjalp det ikke. Samtidig var Lilly ikke sat i behandling, hvilket også var meget vigtigt at hun kom. Jeg fik nu den rette medicin, Lilly blev også sat i behandling og der skete en markant ændring allerede samme dag. Amningen kørte igen på skinner – YAY!

Jeg formåede at få smidt brikkerne på min fødselsdag i oktober og det var i sig selv en sejr. Vores lille datter kunne nu amme uden hjælp, men fuck hvor gjorde det da herre ondt! Når man har været vant til et beskyttende lag udenpå brystvorten i 10 uger, ja, så skal de jo hærdes, som hvis jeg havde ammet fra start. Og det kan jeg så fortælle her at de blev til stor smerte hos mig. Men vi kom igennem det sammen, primært grundet mit store ønske om amning.

Igen begyndte der så at komme smerter et par måneder senere. Denne gang en anden smerte – en brændende og sviende smerte sammen med rødme på brystet. Jeg havde vundet mig en brystbetændelse! Penicillin og masser af brystkompressioner, og så var vi back in business igen. Fuck ja! Det skete så igen måneden efter, men her fik jeg kæmpet mig ud af den med udpumpning og masser af amning – jeg vidste hvad det var nu fra første gang. Det var også her jeg begyndte at sove med strømper på og altid dække babserne til, så de ingen vind fik når jeg var ude. Det at fryse og få træk er brystbetændelsens bedste ven. Dét og mangel på tømning ved amning.

Nu måtte det altså være slutningen på de her ammeforstyrrende elementer, men det var det ikke. Fra den ene dag til den anden fik jeg voldsomme smerter meget lokalt i det ene bryst. Helt præcis i brystvorten. Det var hverken som de gange jeg havde haft brystbetændelse eller svamp – det var en ny forfærdelig smerte. Jeg græd. Jeg bandede. Jeg overvejede seriøst at stoppe amningen, selvom det var så vigtigt for mig. Efter et par dage, hvor det kun blev værre, sendte lægen prøver videre, som kun viste betændelse. Men betændelsen sad i selve brystvorten og kom af en stoppet mælkekirtel, jeg på ingen måde kunne få hul på. Det var enden på min amning, tænkte jeg. Behandlingen var helt simpelt en pause på det bryst og ellers amme brikker, hvis muligt uden at dø af smerte. Der gik yderligere et par dage, hvor jeg bed det i mig og pludselig var smerten væk og den hvide prik jeg havde haft (stoppet mælkekirtel) var også forsvundet. Lykkefølelse!