Det er ikke din skyld skat, det er mors og fars. Undskyld.

Rikke Ganer-Tolsøe

Rikke Ganer-Tolsøe

Jeg har en dreng på 10 år, som er top kræsen. Og det giver anledninger, desværre, til en masse diskussioner herhjemme – Mellem os voksne.

Generelt har vi det skønt, og alt det skønne viser jeg via mine sociale medier hele tiden. Men! Så er der sådan noget som det her – som jeg også vælger at dele. Af to årsager. 1: Fordi at sådan noget eksisterer også hjemme hos os, og der er ingen grund til at tro anderledes. 2: Fordi at jeg tænker, at vi langt fra er alene om den her problemstilling, så lad os da endelige dele vores tanker/erfaringer.

Here it goes.

Jeg er for at sige det mildt, møg hamrende træt af at diskutere “om Olli”. Mr. A rammer mig på nogle punkter – hvor jeg bliver ramt som mor. Det gør han naturligvis ikke bevidst, men han stiller spørgsmålstegn ved en masse når det kommer til Olli, som jo i virkeligheden ikke peger på Olli – men som peger på mig, og min ‘utilstrækkelighed’ som mor. Sådan føles det!

Det skal lige siges, at Mr. A i bund og grund mener at jeg er en god mor. Men hver gang han rejser “undren” m.v. – så føler jeg mig ramt.

Eksempelvis, så er Olli kræsen. Og det er naturligvis ikke hans skyld, at han er det – det er min skyld, og det hans fars skyld.
Men det giver anledning til en masse diskussioner, og går jo faktisk ud over Olli som skal “høre for” hans forhold til mad.

Jeg har ikke BEVIDST gjort min søn kræsen. Jeg var selv meget kræsen som barn, og selvom at jeg er blevet meget bedre, meget, så kan jeg da stadig hurtig nævne nogle ting, som jeg ikke bryder mig om.

Eksempler 

Champignoner – smagen er fin, ikke konsistensen. Rejer – fordi jeg synes at det ligner at de har små blodårer agtig.
Ja faktisk bryder jeg mig ikke om, når jeg kan SE, at det er dyr. Altså når det er hele dyr. Hummer eksempelvis – det er også NOGO.
Tomater seperat er jeg ikke fan af. Som en del af en ret er det fint.

Jeg har uden at tænke over det, nok holdt mig til at servere mad til Olli, som jeg selv kan lide. Fordi at jeg var alene med ham Så længe og der kun var os to at lave med til. Jeg har ikke eksperimenteret en masse og derved skabt nye kulinariske oplevelser om og om igen. Og kunne jeg gå tilbage, så ville jeg da gøre visse ting om. Men det kan jeg ikke.

Så står jeg her, med en (“ny”) kæreste, som synes at det er dybt frustrerende (ja nærmest pinligt) at have en så stor dreng, som er Så kræsen. En kæreste som hele tiden gerne vil skubbe til hans grænser, og som skubber til mine.

Jeg vil også gerne have at Olli skal kunne lide mere mad. Jeg vil også gerne hjælpe ham i den retning, men lidt efter lidt.
Jeg er overbevist om at det nok skal komme med tiden, ligesom at det gjorde med mig….

Men det er en super svær balancegang. Jeg synes jo ikke at han skal tvinges til at spise noget, som han vitterligt ikke kan lide – og det ved jeg at det synes Mr. A jo naturligvis heller ikke.
Men det er også bare “nemt” at sige, ‘det kan jeg ikke lide’ og så slippe. Og det er så her at Mr. A mener at han er sluppet for let, for mange gange. Så nu er der ikke den store tiltro til, når han så giver udtryk for at der er noget som han ikke kan lide. Fordi at han har brugt udtrykket “jeg kan ikke lide det” sååå mange gange.

Det er vel lidt Peter og ulven om igen.

Nu har han lært at der er forskel på:

Det her kan jeg ikke lide (som i, jeg kan ikke spise det – for så kaster jeg op agtig).

Og “det er ikke min favorit, men jeg kan godt spise det”.

Og det hjælper selvfølgelig noget.

En del af diskussionen kan så gå derfra til at omhandle hvor længe han så er om at spise det, når ikke at det er hans favorit-spise. Med fare for at lyde som en curling mor, så mener jeg jo at det er ganske naturligt/almindeligt, at det tager længere tid at komme igennem det man ikke synes smager fantastisk, end det der er ynglings. Det gælder vel også voksne.

Men! Der er sikkert mange som kender til, at det kan være møg irriterende at sidde og vente i det der føles som evigheder, på at maden bliver fortæret, toppet med den konstante påmindelse som man er nød til at komme med. “Olli få nu spist din mad”, “husk at spis” osv. Imens barnet i lind strøm fortæller om en masse, pakket ind som en stor undskyldning for at undgå det uundgåelige. Der skal mad ned i skrutten kammerat! 

Men Hold kæft hvor jeg synes at det er svært.

Men vi navigerer i det så godt som vi kan og jeg synes klart at Olli er blevet bedre med tiden. Så min holdning er, at så skal vi sgu også som voksne anerkende det, rose – og acceptere at det ikke bare sker hen over natten, at han kan spise alt, og i et bestemt tempo – vores.

Hvis du kender problemstillingen – må du meget gerne kommentere.

Tak fordi du læste med.

Kærligst Rikke

Følg mig meget gerne på

Dette indlæg har 2 kommentarer

  1. Heidi Boldsen

    Uha det er en svær en den der ,jeg har altid haft det med mad at der altid er en rugbrød med leverpostej hvis man ik kan li maden ,jeg har 4 børn ,og de ved hver dag kan man ik få det man kan li når alle gerne vil ha lov til at bestemme menuen
    Det er blevet tii mange rugbrøds mader med tiden 😀
    Men i dag er de 23 20 17 og 8 og det er kun bette mand der napper rugbrød nu ,de andre spiser alt muligt nu
    Jeg tror man skal gøre mad til ingenting
    Man skal tænke over at børn skal ha muligheden for at takke nej tak
    Ligsom voksne der ik spiser kød eller grønt eller chili osv
    Der sidder vi vel heller ik ved aftensmaden og siger du skal smage eller spise en lille potion til den anden voksen
    Man behøver ik få barnet til at føle sig anderledes eller “ tilfredsstille “ sin far eller mor med at spise noget som bare vokser og vokser i munden på en🤷‍♀️🤷‍♀️
    Jeg bruger tit den tanke
    For hvis skyld er det jeg vil ha det sådan som voksen .min eller barnets 🙏🏼❤️

  2. Birgit

    For pokker da, hvor er det godt skrevet 👍🏻🤗 jeg har en voksen datter og søn de har Altid fået serveret det samme men min datter er “kræsen “ og min søn spiser alt ?? Hmm og har altid hørt for det med datteren “man bliver træt” min datter har nu 2 drenge den ene på 17 og en på 13 år ham på 17 er “kræsen” og ham på 13 spiser næsten alt 😖🤗 nej nej der er ikke gjort forskel sådan er det bare så STOP nu og lad dem være, lad dem spise som de vil. Selvfølgelig er det okey at smage på tingene men stop med at tvinge dem til det og STOP med at presse dem, tag det som en naturlig ting at sådan er de og de skal nok overleve 🤗 hilsen en mormor der er træt af folks mening om hvad man bør spise 🤗 det skal nok komme i deres eget tempo 🤗

Skriv et svar

Del gerne denne artikel
Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email
Du kan kommentere længere nede.
Rikke Ganer-Tolsøe

Rikke Ganer-Tolsøe

Du kan følge mig her:

Læs flere indlæg