Det er ikke din skyld skat, det er mors og fars. Undskyld.

Jeg har en dreng på 10 år, som er top kræsen. Og det giver anledninger, desværre, til en masse diskussioner herhjemme – Mellem os voksne.

Generelt har vi det skønt, og alt det skønne viser jeg via mine sociale medier hele tiden. Men! Så er der sådan noget som det her – som jeg også vælger at dele. Af to årsager. 1: Fordi at sådan noget eksisterer også hjemme hos os, og der er ingen grund til at tro anderledes. 2: Fordi at jeg tænker, at vi langt fra er alene om den her problemstilling, så lad os da endelige dele vores tanker/erfaringer.

Here it goes.

Jeg er for at sige det mildt, møg hamrende træt af at diskutere “om Olli”. Mr. A rammer mig på nogle punkter – hvor jeg bliver ramt som mor. Det gør han naturligvis ikke bevidst, men han stiller spørgsmålstegn ved en masse når det kommer til Olli, som jo i virkeligheden ikke peger på Olli – men som peger på mig, og min ‘utilstrækkelighed’ som mor. Sådan føles det!

Det skal lige siges, at Mr. A i bund og grund mener at jeg er en god mor. Men hver gang han rejser “undren” m.v. – så føler jeg mig ramt.

Eksempelvis, så er Olli kræsen. Og det er naturligvis ikke hans skyld, at han er det – det er min skyld, og det hans fars skyld.
Men det giver anledning til en masse diskussioner, og går jo faktisk ud over Olli som skal “høre for” hans forhold til mad.

Jeg har ikke BEVIDST gjort min søn kræsen. Jeg var selv meget kræsen som barn, og selvom at jeg er blevet meget bedre, meget, så kan jeg da stadig hurtig nævne nogle ting, som jeg ikke bryder mig om.

Eksempler 

Champignoner – smagen er fin, ikke konsistensen. Rejer – fordi jeg synes at det ligner at de har små blodårer agtig.
Ja faktisk bryder jeg mig ikke om, når jeg kan SE, at det er dyr. Altså når det er hele dyr. Hummer eksempelvis – det er også NOGO.
Tomater seperat er jeg ikke fan af. Som en del af en ret er det fint.

Jeg har uden at tænke over det, nok holdt mig til at servere mad til Olli, som jeg selv kan lide. Fordi at jeg var alene med ham Så længe og der kun var os to at lave med til. Jeg har ikke eksperimenteret en masse og derved skabt nye kulinariske oplevelser om og om igen. Og kunne jeg gå tilbage, så ville jeg da gøre visse ting om. Men det kan jeg ikke.

Så står jeg her, med en (“ny”) kæreste, som synes at det er dybt frustrerende (ja nærmest pinligt) at have en så stor dreng, som er Så kræsen. En kæreste som hele tiden gerne vil skubbe til hans grænser, og som skubber til mine.

Jeg vil også gerne have at Olli skal kunne lide mere mad. Jeg vil også gerne hjælpe ham i den retning, men lidt efter lidt.
Jeg er overbevist om at det nok skal komme med tiden, ligesom at det gjorde med mig….

Men det er en super svær balancegang. Jeg synes jo ikke at han skal tvinges til at spise noget, som han vitterligt ikke kan lide – og det ved jeg at det synes Mr. A jo naturligvis heller ikke.
Men det er også bare “nemt” at sige, ‘det kan jeg ikke lide’ og så slippe. Og det er så her at Mr. A mener at han er sluppet for let, for mange gange. Så nu er der ikke den store tiltro til, når han så giver udtryk for at der er noget som han ikke kan lide. Fordi at han har brugt udtrykket “jeg kan ikke lide det” sååå mange gange.

Det er vel lidt Peter og ulven om igen.

Nu har han lært at der er forskel på:

Det her kan jeg ikke lide (som i, jeg kan ikke spise det – for så kaster jeg op agtig).

Og “det er ikke min favorit, men jeg kan godt spise det”.

Og det hjælper selvfølgelig noget.

En del af diskussionen kan så gå derfra til at omhandle hvor længe han så er om at spise det, når ikke at det er hans favorit-spise. Med fare for at lyde som en curling mor, så mener jeg jo at det er ganske naturligt/almindeligt, at det tager længere tid at komme igennem det man ikke synes smager fantastisk, end det der er ynglings. Det gælder vel også voksne.

Men! Der er sikkert mange som kender til, at det kan være møg irriterende at sidde og vente i det der føles som evigheder, på at maden bliver fortæret, toppet med den konstante påmindelse som man er nød til at komme med. “Olli få nu spist din mad”, “husk at spis” osv. Imens barnet i lind strøm fortæller om en masse, pakket ind som en stor undskyldning for at undgå det uundgåelige. Der skal mad ned i skrutten kammerat! 

Men Hold kæft hvor jeg synes at det er svært.

Men vi navigerer i det så godt som vi kan og jeg synes klart at Olli er blevet bedre med tiden. Så min holdning er, at så skal vi sgu også som voksne anerkende det, rose – og acceptere at det ikke bare sker hen over natten, at han kan spise alt, og i et bestemt tempo – vores.

Hvis du kender problemstillingen – må du meget gerne kommentere.

Tak fordi du læste med.