Det er ikke unormalt vil jeg mene. Det er bare endnu en af forskellene på jer. Den er dog super vigtig at finde balancen i. Jeg har det selv sådan, at mit behov for at lave noget uden Mr. A – ikke er særlig stort. Jeg nyder bestemt alene tid med veninder osv. Det er slet ikke sådan.
Men når jeg tænker over det, har jeg nok altid haft det sådan i mine forhold, at jeg ikke har så stort et behov for at lave noget uden min kæreste.
Der findes ikke en opskrift på et godt forhold som jeg ser det. Man kan ikke skære alle over én kam, og sige at en vis procentdel alenetid er vigtig osv. – for det kommer jo helt an på hvem man er som menneske. Jeg kender flere som trives i at gøre stort set alt sammen. Og det her er ikke et af de indlæg, hvor nogen (læs:jeg) skal fortælle det åbenlyse og komme nøgleord på som tillid, ærlighed, åbenhed, overbærenhed m.m. Det ved vi godt, alle sammen. Så tilbage til emnet.
For mig, der bliver min kæreste også min bedste ven. Ham jeg vil opleve og se alting med. Og det lyder måske helt normalt i nogens øre – men i andres, ikke. Nogle har bedste venner som de foretrækker at gøre visse ting med, de har måske nogle hobbyer eller lign. som de fortsat vil have for dem selv. Og intet af det er nødvendigvis forkert.
Hos er det sådan at Mr. A har mere behov for alene tid end jeg. Og der ligger en kæmpe opgave i at finde balancegangen i lige netop det – således at han ikke skal føle dårlig samvittighed over at have det behov, og lave nogle ting uden mig. (Jeg vil godt lige slå fast, at jeg ikke har bundet ham fast herhjemme – og at han godt kan gøre ting uden mig)
Jeg ved af erfaring, at det ville blive vores undergang på sigt – hvis han skulle føle dårlig samvittighed hver gang han tog beslutningen om at gøre noget uden mig. Sådan er det ikke nu – men sådan er det nogle gange.
Og jeg skal vide, at han ikke elsker mig mindre, fordi at han har lyst til at gøre de her ting alene. For det gør han ikke. Kærligheden er lige meget til stede i begge behov og måder at have det på. Derfor er det så vigtigt, at man får afstemt lidt.
Ofte vil det jo give den anden en skøn form for energi, som han eller hun så tager med hjem
Læs også: Uenighed om børneopdragelse
Jeg skal 100% arbejde på det fra min side af. At blive mindre ‘afhængig’ af min modpart kalder jeg det lige. Men mønstre kan være svære at bryde. Så det kræver lidt arbejde.
Men jeg holder på, at har man ligesom os – denne forskellighed, så er det sindssyg vigtigt at man står ved hvordan man har det. At man står ved sit behov Og ikke begynder at hoppe rundt på æggeskaller. At man ikke begynder på “ikke at kunne lide at sige nej” til den anden osv. For lige pludselig bliver det hele alt for meget på den enes betingelser – og så bliver det bare for uligevægtigt.
Det er dét som jeg har kommunikeret til Mr. A. Stå ved dit behov, skid være med om det virker til “ikke at passe mig” at du igen tager ud, uden mig (eksempelvis) – for det har du lov til. Så bliver jeg tvær – så er det altså mit problem. Noget som Jeg skal arbejde med.
Jeg vil dog lige tilføje at der i min verden desværre også er den mulighed, at hvis den anden konstant tager ud alene – at han eller hun flygter fra noget som stikker dybere i jeres forhold. Her taler jeg også af erfaring. Så igen må jeg påpege hvor vigtig balancegangen er i netop den her forskellighed.
Det er heldigvis ikke sådan her hos os. Vi gør rigtig mange ting sammen, og han indrager mig også. Jeg er måske bare for OBS på signalerne – grundet hvad jeg tidligere har været ‘udsat’ for – og det må jeg så arbejde med, sammen med min Mr. A
Dette indlæg har 3 kommentarer
Hej Rikke.
Jeg har læst din artikel. Jeg er en mand på 41 og jeg kommer sammen med den dejligste kvinde, som dog er væsentligt ældrer end mig, nemlig 28 år ældrer.
Vi har været kæreste i Ca et halvt år.
Vi har begge to nervøse/utrygge tilknytningsmønstre men er godt til at snakke om det.
Vi har ikke noget fast mønster for, hvordan vi ses, da hun er selvstændig godsejer og jeg har min teenage søn, hver anden torsdag til Mandag.
Dog har vi indtil nu, været sammen de weekender hvor jeg ikke har min søn, plus det løse.
Min udfordring er, ar jeg indtil nu, har været et selvstændigt menneske, der har haft meget brug for min egen tid, når jeg har været i parforhold.
Med min nuværende kæreste, skal jeg dog love for, at piben har fået en anden lyd. Jeg bliver Martret af længsel og angst, når vi ikke er sammen og det er ikke altid, at vi lige kan lave en ny aftale på stående fod.
Sagen er, at jeg troede ikke at jeg ville møde en jeg havde lyst til at være sammen med hver dag men det har jeg så gjort.
Min kæreste har brug for mere alenetid end jeg og hun ved godt hvordan jeg har det. Hvad hun ikke ved er, at jeg i de sidste 4 måneder-ish, har været ved at gå i stykker indeni, når vi ikke er sammen og hverdag tænker på at forlade hende, fordi det er så hårdt når vi ikke er sammen.
Hun siger alt det rigtige for at berolige mig og hun elsket mig mere og mere, så jeg skal nok også væbne mig med ro og tålmodighed. Jeg kommer aldrig til at skifte adresse, fir at flytte ind hos hende men jeg gad godt og være meget mere sammen end vi er nu.
Hvad skal jeg gøre? Jeg elsker hende, men det er så uudholdeligt at savne hende. Jeg har prøvet terapi men det synes jeg ikke hjælper noget.
Jeg håber du vil komme med et svar.
Mvh Alex.
Hej Alex,
Tak for din besked.
Det lyder bestemt ikke til, at være rart at være i for dig.
Jeg bider mærke i, at du selv førhen, har haft det som din kæreste har det nu. Haft brug for din alenetid. Nu oplever du så noget helt nyt for første gang, og jeg forstår hvordan det må virke overvældende.
Frygten for at miste, er pludselig til stede i større grad end den har været før.
Men det jo i virkeligheden en rigtig dejlig ting!
Jeg kan selv have det som dig, som du måske også kan udlede ud af mit indlæg. Og det er super svært at være i. Når jeg får det sådan, så minder jeg mig selv om, hvad det giver ham af glæde og energi, også at lave noget uden mig. Dvs. At jeg så begynder at tænke på det han “tager med hjem” til mig igen. Fornyet energi og godt humør. Jeg forsøger at vende det til det positive og husker på at han jo elsker mig, som jeg elsker ham. Og eftersom jeg elsker ham, så ønsker jeg jo også at han skal være glad, og kunne gøre de ting, som han holder af. Med eller uden mig.
Du skriver jo at det er velkendt. At du selv havde det sådan før du mødte din nuværende kæreste. Måske du skal lade dig selv finde tilbage til den følelse af og til, og i stedet nå til “forståelse af” – for i virkeligheden forstår du hende jo godt.
Hvad lavede du selv, når du havde brug for alene tid?
Kunne du finde en “hobby” eller lign.? Noget som optager dig og fylder dig med skøn energi de dage i ikke ses?
Det er svært at svare på hvad du skal gøre. Men hvis du stoler på hende, og ikke er i tvivl om hendes kærlighed sådan set, så ville jeg sørge for at blive ved at arbejde mig mig selv. For ikke at miste hende helt.
Men du skal selvfølgelig ikke blive fysisk dårlig – og have svært ved at være i det.
Alle de bedste tanker herfra,
Rikke
Hej igen Rikke.
Tak for svar.
Det er rigtigt som du selv skriver, at huske pp hvordan jeg selv har haft det tidligere og at se på fordelene.
Det der rammer mig i dit svar er der hvor du skriver, at det ikke skal gøre ondt og at jeg skal kunne være i det.
Det har gjort ret ondt og jeg har haft svært ved at praktisere, en metakognitiv tilgang til det.
Min udfordring består i at stole på, at kærligheden ikke forsvinder når vi ikke ses.
Min kæreste er 28 år ældrer end mig og selvstændig godsejer. Jeg er meget struktureret og vil gerne planlægge en uge frem, hvornår vi er sammen. Min kæreste er meget ustruktureret, mest pga hendes erhverv og har det bedst med, at tage det lidt mere som det kommer, i forhold til at ses.
Min frygt der i består af, at jeg så bliver bange for, at der får flere uger hvor vi ikke ses så. Min kæreste har svaret til det, at rent statistisk er det jo ikke sket frem til nu og at det er hun da heller ikke interesseret i, at der gør.
Min øvelse, ikke kun i parforhold men i livet generelt, er ganske rigtigt også, at lære nogle gange, at tage tingene lidt mere som de kommer, da mit behov for struktur, forudsigelser og kontrol, ofte gør at det er hårdt og være mig.
Jeg elsker min kæreste og har aldrig haft en kæreste hvor jeg har følt mig så ligeværdig, vores forskelle til trods.
Så jeg øver mig i at tage det lidt mere som det kommet, for ofte bliver de spøgelser jeg fremmaner med mine tanker, aldrig til noget.
Det er svært men jeg tænker i mig selv, at der er guld for mig at hente, ved at lære og ikke altid skulle planlægge alt.
Min kæreste elsker mig og siger selv, at hvis hun ved at der er mere plads til spontanitet, vil hun også have meget nemmere ved at finde tid til og ses, da hun også gerne vil cære sammen med mig og begynder og elske mig mere og mere.
Jeg er et utålmodigt menneske og kan nemt blive udfordret i det, så jeg skal også huske på, ar vil jeg Min kæreste, er jeg nødt til at give plads til hende også.