Jeg starter lige med disse ord: Man kan ikke gå igennem livet uden at såre, ej heller at blive såret.
Jeg hader at gøre andre mennesker kede af det. Der skal mere end to hænder til at tælle, alle de gange jeg har gjort ting, sagt ja til ting, uden selv at have lyst – men fordi at jeg ikke ville gøre nogen kede af det. Jeg tænker altid meget på alle andre, og ofte tager jeg højde for andres følelser, når det kommer til at tage beslutninger for mig selv. Man kan sige, at jeg gerne trækker det tunge læs, hvis det gør andre glade.
Hvis du hellere vil lytte til indlægget, så kan du klikke her:
Kan du nikke genkendende?
Det er jo for så vidt en fin egenskab, nogle fine værdier, som jeg har mig her – men hvis man kan nikke genkendende, så kender man nok også til de downsides der er ved at være som jeg er. Man kan ofte føle, at man giver meget mere end man får. Man kan hurtig føle, at man bliver taget for givet.
Jeg kunne nævne flere relationer lige nu og her, som hvis ikke at jeg holdte liv i dem, så ville de forsvinde.
Så kan man jo spørge sig selv – du sidder sikkert også og tænker det lige nu; Hvorfor så blive ved?
Når jeg holder ved, så gør jeg det for min egen skyld primært. Så gør jeg det fordi at jeg får et eller andet positivt ud af relationen. Den giver mig noget. Også selvom, at det altid er mig som skal tage initiativ til at ses, eksempelvis.
At du er den som altid tager initiativ, betyder ikke nødvendigvis at du vil det mere.
Der sker nemlig ofte det, at folk bliver forventningsfulde. Hvis man starter noget – hvis man er den der tager initiativ til ting, om og om igen, så vil folk forvente at man fortsætter i samme dur, at man bliver ved med at ’være den’. Og det er ikke nødvendigvis fordi, at de vil det mindre end én selv, at de ikke ønsker at fortsætte relationen, traditionen eller hvad man nu har startet. Det ligger bare ikke til dem på samme måde, som det f.eks. gør til mig.
Det er jeg klar over. Alligevel ændrer det ikke på at jeg ofte kan blive ramt af følelsen alligevel. Følelsen af at blive taget for givet. Og hvis ikke jeg tager initiativ, og gør – så sker der ikke noget, og så dør det.
Det er en super øv følelse at have.
Når følelsen af at blive taget for givet begynder at fylde for meget, så er det tid til at gøre noget ved det.
Det her er ikke rocket science. Men jeg er kommet frem til, at det ikke nytter noget at pege fingrene udad (som det sjældent gør), det ville jeg i hvert fald ikke få særlig meget ud af – for fakta er, at vi umuligt alle sammen kan rende rundt med de samme egenskaber. Med det mener jeg, at jeg ikke kan forvente at andre hverken tænker som mig, eller gør som jeg.
Er det så løst? Bliver jeg så ikke irriteret længere – nu når det altid er mig som skal, som gør? Nu jeg kan læse/høre mine egne kloge ord? Jo sgu! Men det hjælper mig. Jeg siger så ofte til mig selv;
”Husk nu Rikke, at det ikke nødvendigvis er fordi, at de ikke vil dig. Det ligger bare ikke til dem at tage initiativ og sætte noget i gang. Og det er okay. Hvis du derimod føler, at det muligvis er tilfældet, at de ikke lægger det samme i det som du gør, at de egentlig ikke vil dig, så stop. Giv slip. Se hvad der sker. Og vær klar til at sige farvel.”
Læs også; Føler du hvad andre føler?
Vær klar til konsekvensen af egen handling.
Hvis jeg ønsker at noget skal ændres, så bliver jeg nød til at kigge ind i mit eget adfærdsmønster.
Jeg kunne stoppe med, at tage initiativ hele tiden. Jeg ville mærke relationer forsvinde hen, men måske at jeg også ville opdage dem, som oprigtigt er interesseret i at fastholde en relation, hvor det betyder nok til at de ville gøre en indsats selv.
Hvis jeg gør det, stopper med at tage initiativ et sted, så betyder det, at jeg også er klar parat, til at sige farvel og tak for denne gang. For den mulighed foreligger jo, at relationen dør hen.
Så det skal man være parat til.
Jeg vil runde mine tanker af.
Jeg vil dog lige vende tilbage til min start, til disse ord:
“Man kan ikke gå igennem livet uden at såre, ej heller at blive såret.”
Det er nemlig sådan, at jeg arbejder på, at tage beslutninger for mig selv, uden at involvere andre. Uden altid at tage hensyn til andre. Og det kan jeg altså anbefale. Det føles ret så befriende. Det værste ved det er dog, at jeg så nogle gange ’sårer’ andre. De kan føle sig overset. Men jeg kan næsten garantere, i alle tilfælde, at det blev de ikke. Overset. Jeg har tænkt alle tanker. Taget alles følelser i betragtning. (Det ligger så dybt i mig, det er sådan jeg er) Men i sidste ende, valgte jeg Mig.
Og det vil jeg afslutte dette indlæg med. Det er okay, at vælge sig selv.
Tak fordi at du læste med.
