Har du en person?

Ved I hvad jeg mener? Den her person-person..

Ens person… 
Ham/hende som man har lyst til, at ringe til hver gang der sker noget nyt i sit liv..
Ham/hende hvor man bare elsker når der tikker sms’er ind fra vedkommende..
Ham/hende man ikke ved hvordan man skulle undvære.. der føles pludselig så tomt, hvis ikke de er der..
Ham/hende der bliver ”en vane”.. En vi har kontakt med hver dag.
Ham/hende hvor man bare kan være sig selv.
Ham/hende man ringer til fordi man igen dummede sig og er i gang med at grine af sig selv, og ønsker at han/hun griner med..

Ens person, er også ham/hende som kan gøre os mest ondt. 
Det er her vi hvor vi kan få ondt helt nede i maven.
Vi kan opleve fysisk ubehag.
Vores følelser bliver ukontrollerbare…

Jeg er alene, og når jeg møder et nyt menneske – hvis jeg når dertil hvor jeg har vænnet mig til at han ’er der’. Daglig skriveri igennem noget tid m.m. – så er det faktisk det som er det sværeste – hver gang man så finder ud af at det ikke lige var det – at undvære.
Sms’erne som plejede at komme jævnligt, stopper… Opmærksomheden, bekræftelsen – nærværet, hvis man er nået så langt. Og andre som forsøger at give det, imens man er på ’afvænning’ fra den tidligere, det giver bare ikke det samme?

Det er altid irriterende at starte ’forfra’ på en eller anden måde.
Og det er lige gyldigt om valget var ens eget eller modpartens.
Vi havde jo lige vænnet os til den daglige kontakt osv.
Han/hun blev lige ’vores person’ for en stund..

Man kan nogle gange blive lidt forvirret. Er det følelser eller havde man bare lige vænnet sig til at der var en lidt, agtig? Det kan faktisk være svært at adskille.
Uanset hvad, efterlader det et tomrum….

Jeg glæder mig til at nå dertil med en mand, hvor vi kan betro hinanden. Være hinandens klippe, ven, kæreste. Når jeg igen får lukket én helt ind, og jeg bliver lukket helt ind hos ham.
Når jeg kan kigge én i øjnene igen og sige: ”Du min ’person’”
(Det lyder så meget bedre på engelsk ”You’re my person” ) ♥

Giver det mening, for andre end mig?