En overspisers splittelse

Du føler dig overbevist om, at hele verden ser på dig med dømmende blikke.
Du er bange for at åbne munden, for at beklage dig. Bange for ikke at møde forståelse, bange for at høre de ord du selv tænker konstant: Tag dig dog sammen!

Du giver udtryk for at være ked af din vægt, ked af dit udseende og ked af ikke at kunne klæde sig som de syletynde piger. I et stykke tid hjalp det at undskylde sig selv med denne sætning: “Jeg har også født to børn”! Jo vel gik det an, i en periode, at overbevise sig selv om, at man bevidst havde ofret sit labre, slanke udseende for at bringe sit dyrebareste til verden. Men så gik den bare heller ikke længere vel? For det er jo ikke de to graviditeter på tilsammen omkring 60 kg, der har kostet drømmekroppen. Det var jo galt længe inden da. Nu, hvor graviditetskiloene er væk og man stadig ser en hval i spejlet, går det op for én, at man skal grave dybere og længere væk fra undskyldningen om børn, for at finde svar på, hvorfor man er som man er?

Fortvivlet over en søgen efter svar på, hvorfor alle andre kan lade kagen stå, når man selv trænger til den på en måde, som de færreste kan forstå, skulle man tro var nok at tumle med. Men nej, samtidig arbejder den forvirrede hjerne i et konstant ambivalent forhold til sig selv. Konstant navigerer den i, hvornår det er okay at føle sig fed og ulækker og hvornår det bestemt ikke er!

Sammen med de slanke supersild, knokler man for ikke at afsløre sig selv, som én der spiser andet en gulerødder. Man ved jo, at det er ilde set at brokke sig over sin krop, når man samtidig spiser af brunsvigeren i kaffestuen. Brunsvigeren burde ved nærmere eftertanke gøre en kvalm bare ved synet, eller hvad? For man kan da ikke være SÅ utilfreds med formerne på dansehåndtagene, når man spiser kage. Så burde man i virkeligheden bare tage sig sammen og undvære… Tja! Hvis det bare var så nemt… Hvis det nu bare var lige så nemt at gå forbi den kage, som det var at stoppe for rødt lys, så var fristelserne små. Men det er det bare ikke. Ikke for alle i hvert fald.
Og det er bare så pokkers svært at få sagt højt! Du er overbevist om, at mængden af dømmende blikke og rullende øjne, som din blegfede krop vil få fra diverse “Size Zeroes” vil være nok til at sende dig hjem under dynen med halvdelen af Remas sliklager og en brækspand. Derfor holder du dine tanker for dig selv. For er der noget du ikke kan klare lige nu, så er det at skulle forsvare og forklare virvaret i din krop og dit sind for alle de heldige sild, der er så hamrende dygtige til at “tage sig sammen”.

Man skulle tro, at der var andre steder du kunne åbne dig op og søge gode råd. Måske hos en gruppe af mennesker, som umiddelbart kender dine udfordringer. Men ak, du hører jo heller ikke til i fællesskabet hos de (mere end dig) overvægtige. For selv om du deler flere af deres tanker, frustrationer og udfordringer, så har sådan en lille sylfide ingen bekymringer, der er værd at lytte på her. For hvad bilder man sig egentlig ind! Man kan da ikke være utilfreds med en krop, der ligger inden for normalen, når der måles BMI. Det er jo nærmest at gøre grin med dem, som virkelig kæmper. Du undrer dig over, hvorfor ens kamp skal måles i størrelsen på det ønskede vægttab. Har man ikke ret til støtte, ret til omsorg, ret til hjælp, når kampen blot drejer sig om ganske få kilo? Følelsen nede i maven, lader dig ikke være i tvivl: Her er dine tanker heller ikke noget værd, så du holder inde for ikke at træde nogen over tæerne. Igen står du alene. Igen opgiver du din ret til omsorg ,fordi du sætter andres behov forrest i køen. Hvornår kommer turen til dig?

Når man har været vant til at pakke følelsernes tunge drenge længere væk end man kan rejse i sine drømme, så kan de ikke umiddelbart pakkes ud igen uden hjælp. Snak med dine veninder! Snak med din mand! Snak med din familie! Er du i stand til det? Tvivlen i sindet er ikke til at komme udenom. Usikkerheden på, om de nu også vil forstå, vinder. Hvordan kan man forvente, at ens nære vil forstå ens tanker, når man ikke selv gør? Hvordan skal man overbevise dem om, at man har ret til deres hjælp og støtte, når man ikke kan overbevise sig selv?

Skabene åbnes, den intense søgen efter det helt rette til at matche følelsen af forvirring, skam og ubehag er sat i gang. Bollen smøres, slikposen flåes op, glasset med mælk står klar til at smøre halsen. Jagten på en forløsning af de mange følelser er i gang.

Se flere indlæg fra Tine her:
Kender du typen?
Er du mon Okay? 

Info: Tine er én af de kvinder som benytter lejligheden til at dele ud af egne tanker og erfaringer løbende, når det passer hende – til vores generelle blog på Kvinderudenfilter.dk. Det kan alle kvinder +18 gøre, både anonymt eller som Tine, med sit navn publiceret, her.
Endnu engang tak fordi du deler Tine, du skriver flot og fængende.