Du er ikke en elefant og jeg er ikke en glasbutik….

Det her indlæg har været lidt tid undervejs. Jeg har så meget på hjertet omkring lige netop dette emne, derfor har det også taget noget tid for mig at få ned på ”papir”. Det vigtigste for mig her på min blog er, at det skal være ærlige tanker og ord lige fra hjertet, derfor kan jeg heller ikke tvinge ordene ud og skrive indlæg, hvis jeg ikke er ”in the mood”. Jeg håber dog at i synes, at det har været ventetiden værd – siden i sidst har hørt fra mig.

Jeg tror, at der er mange der synes, at det der med depression, angst og generelt sygdomme der omhandler det psykiske, kan være lidt svært at snakke om. Det kan være svært for folk at vide, hvordan de skal omgås folk som lider af fx depression – lad os tage udgangspunkt i det. Det er svært, for hvad må man sige og hvad må man ikke sige? Må man spørge ind til det? Skal man helst ikke spørge? Dét kan være lidt en jungle at finde rundt i.

Personligt har jeg det sådan, at jeg ved at det er umuligt for et andet menneske at forstå, hvordan jeg har det og hvad jeg gennemgår, hvis de ikke selv har stået i en lignende situation. Og derfor bebrejder jeg heller ikke nogen i min omgangskreds, når jeg har følt at de ikke ”har været der for mig”. De ved med sikkerhed ikke, hvilket ben de skal stå på – igennem mine humørsvingninger, når jeg har brug for at være i fred – men samtidig er grædefærdig fordi jeg føler mig alene, og når jeg bliver vred og snerrer, fordi jeg er fyldt op med frustration og en masse følelser, jeg ikke kan rumme indeni længere.  Folk der har oplevet at være syg med stress, vil til et vist punkt kunne sætte sig ind i det. Og så alligevel ikke. Selvom symptomerne på stress og depression kan være lidt af de samme og nogle gange svære at skelne mellem, så er der samtidig også en verden til forskel. Rent tankemæssigt, er det at have en depression, meget mørkere end når man har stress, er min oplevelse.

Jeg har prøvet begge dele, og derfor kan jeg efterhånden godt mærke forskellen på, om jeg er stresset eller om jeg er deprimeret. Det er vidt forskellige følelser der kommer i spil, og også vidt forskellige fysiske symptomer. Jeg er derfor også blevet rigtig god til at mærke mig selv. Jeg er blevet meget klogere på mig selv, fordi jeg af flere omgange har været tvunget til at arbejde med mig selv. Og nu er det faktisk noget af det jeg elsker allermest – selvudvikling.

På trods af at det kan være svært for andre, som ikke har oplevet at have en depression, at sætte sig ind i alle de dårlige ting der følger med, så er min opfattelse at mange faktisk er ret nysgerrige omkring det. Og for at vende tilbage til spørgsmålet omkring – ”må man spørge?” så JA! For guds skyld! Spørg mig om alt det du vil vide, om alle de ting du undrer dig over, om alt det du ikke forstår eller hvis du bare er nysgerrig på et eller andet. Jeg er ikke et stykke glas, der går i stykker, selvom det på mange områder er det du nok ellers ser. Når det kommer til at snakke om, hvordan jeg har det, er det nemlig kun en kæmpe hjælp. Og jeg vil så gerne være med til også at skabe mere fokus på lige netop det her emne.

Det har taget mig noget tid at åbne op overfor omverdenen, omkring hvad jeg går igennem rent følelsesmæssigt, bl.a. fordi dem omkring mig netop ikke spurgte særlig meget ind til det i starten. Igen – nok ikke fordi de ikke ville, men fordi de nok har været bange for at træde forkert og ramme et ømt punkt, der ville give en dårlig reaktion fra mig. Men jeg nåede til et punkt, hvor jeg følte mig rigtig alene omkring hvordan jeg havde det, specielt når ingen spurgte ind til det, og jeg følte at dem omkring mig var ligeglade. Jeg følte at de tænkte ”hvis vi ikke nævner noget, så går det nok over igen”. I lang tid følte jeg specielt at min familie, ikke helt forstod at det faktisk er en sygdom, og jeg er syg og har brug for dem i min hverdag. Brug for lidt ekstra omsorg, kærlighed og opmærksomhed, fordi jeg ofte sad og følte mig værdiløs, i min egen lille depressive boble. Måske jeg forlanger for meget af andre. Men ja, det var virkelig den følelse jeg ofte sad med. Jeg begyndte derfor selv at fortælle, uden at nogen spurgte. Åbnede op omkring de dårlige dage og de forfærdelige følelser, mit hoved fyldte mig med. For jeg havde så inderligt brug for at snakke om, hvad der foregik indeni. Og det blev til dels også nemmere for mig, fordi jeg nåede dertil, hvor jeg ikke længere var flov over at være syg. For det har jeg været.

Et af de vigtigste råd jeg kan give videre, hvis du kender en der kæmper med depression, er at spørge ind til dem. Hvis du ved at den her person har det svært, så hellere spørg en gang for meget, end at lade som ingenting. For det gør kun det hele meget værre – at folk ikke ser en. Ser at man kæmper og har brug for dem, for man kan ikke altid bede et andet menneske om, hvad man har brug for, i sådan en situation. Jeg sagde nogle gange ”jeg har det fint”, hvis nogen endelig spurgte hvordan jeg havde det. Blandt andet fordi det til tider virkede nemmest, “for de tager mig ikke seriøs alligevel”, men også fordi autopiloten tog over. Men det var selvfølgelig en kæmpe løgn. Og jeg ville ønske at dem omkring mig, til tider lige spurgte en ekstra gang.

I takt med at jeg tog det første skridt til at åbne op, har jeg oplevet at folk er blevet mere nysgerrige. Jeg har haft rigtig mange gode snakke med veninder og familiemedlemmer efterfølgende, og det har været en kæmpe lettelse, at de har støttet mig og accepteret at tingene er som de er, lige nu. Fx når jeg har måtte melde fra til sociale arrangementer, eller kun har kunne deltage halvt i dem, fordi jeg simpelthen ikke har kunne magte mere på det tidspunkt – så har der ikke været nogen sure miner. Jo mere jeg har kunne komme ud med alle mine følelser, jo mere har jeg også kunne mærke en bedring i hvordan jeg har det. Og jeg har det bedre. Meget bedre.

Det mest skræmmende i hele det her forløb har faktisk været, at jeg ikke før nu, har kunne se HVOR langt nede jeg har været og hvor dårligt jeg har haft det. Det går fremad, og lige nu, er det den bedste følelse i hele verden. Jeg har stadig brug for at snakke om hvad der sker indeni, for jeg er slet ikke der hvor jeg skal være endnu. Men solen begynder så småt at skinne igennem de mørke skyer. Og det har været en vigtig tanke for mig, at have med mig indtil videre – at uanset hvor mørke skyer der hænger over mig, så er solen altid lige på den anden side. Det vil den altid være. Og der skal nok komme blå himmel igen.

I mit næste indlæg vil jeg tage jer lidt mere igennem mit sygdomsforløb, fra det startede og til nu. Jeg vil fortælle jer om at skulle starte til psykolog og dét, at være nødt til at skulle starte på medicin, for det har ført en masse tanker med sig – jeg håber i vil læse med næste gang også.

De kærligste Hilsner 
Regitze

Like & Share

Share on facebook
Share on google
Share on twitter
Share on linkedin
Share on email

Du kan kommentere længere nede.

Indlægget er skrevet af

Du kan følge mig her:

Andre indlæg fra Regitze

Dette indlæg har 7 kommentarer

  1. Du får den også lige her 😉
    Har læst det… godt beskrevet 👍🏻 du er super sej… og ja nogle dage er bare dumme men ved at sætte ord på det både overfor dig selv og din omgangskreds.. det kan nogle gange gøre det lidt nemmer 😉🥰 det er din kamp med dine nærmeste ved din side 😘❤️

    1. ❤️❤️❤️

  2. Hvor er det dejligt at du er åben omkring det og er på rette vej smukke! Det er jo helt fantastisk ❤️ tak for et rigtig godt skriv, som jeg tror at rigtig mange kan nikke genkendende til… 😘

    1. Tak for de søde ord, Rikke! Det betyder meget for mig! Jeg håber i hvert fald at der sidder andre derude, som synes det bliver lidt nemmere, nu hvor de ved at de ikke er alene om at have det på den måde ❤️❤️❤️

  3. Du er så sej, og er så stolt af dig. ❤❤ Er så glad for at det går i den rigtige retning! Glæder mig til at læse alle dine næste indlæg. 🌸

    1. Taaaaak! Det er jeg virkelig glad for ❤️❤️❤️ Jeg er også bare skide stolt af mig selv, og det er så dejligt af jeg endelig kan føle mig lidt som et menneske igen ❤️

  4. Så godt skrevet, søde. God forklaring af tilstande, der kan være svære at sætte ord på <3

Skriv et svar

Luk Menuen