Ej, skal han allerede i vuggestue? Er det ikke tidligt?

Rikke Ganer-Tolsøe

Rikke Ganer-Tolsøe

Så kom dagen. Den længe frygtede dag, hvor jeg skulle starte på arbejde, og hvor Huxi skulle afsted til vuggestuen og køres ind af hans far. Av! Og jeg har været lidt stille omkring det…

Jeg deler normalt stort set alt fra Min hverdag. Jeg er heldig, at have en del mennesker/følgere – som godt kan lide at følge med her hos os, og jeg elsker at dele. Jeg hygger mig faktisk med det.

Men jeg delte ikke det her.
Jeg delte ikke det faktum, at min første arbejdsdag var lige rundt om hjørnet – og at det betød, at vi tilmed var kommet dertil hvor Huxi skulle begynde at køres ind i vuggestuen.
Jeg synes at det har været svært.

Jeg har mærket efter og spurgt mig selv, hvorfor at lige nøjagtig dét var så svært at dele, nu hvor jeg stort set deler alt andet. Og jeg tror at jeg ved hvorfor nu.

Jeg er ikke startet på job igen nu, fordi jeg ikke kunne vente med at komme tilbage og igang. Huxi bliver ikke stille og rolig kørt ind i vuggestuen nu, fordi jeg er træt af at gå hjemme med ham. 

NEJ!

Det er mega følsomt for mig faktisk. For jeg sagtens kunne være blevet hjemme meget længere endnu. Jeg elsker at gå hjemme med min baby. Men min barselsordning /overenskomst honorerer ikke en lang barsel hjemme, bl.a. Jeg gik på barselsdagpenge tilbage i januar allerede. Der sluttede min løn under barsel.

Vi har haft sparet op – sådan at vi kunne klare det økonomisk – uden at vi skulle leve af havregrød grundet min store “lønnedgang” (fra løn til barselsdagpenge) – men nu var det så også tid til at komme igang og kigge på det større billede, som ikke kun indeholder mig og baby, men os som familie – og her spiller økonomi altså en rolle.
Det vender jeg lige tilbage til.

Udover det – er jeg jo så heldig at have en kæreste, Huxi er heldig at have en far, som gerne ville holde barsel. Og når faren ønsker barsel, så tager det fra morens. Og det synes jeg var helt/er helt, ok.
Vi har haft noget barsel sammen, og nu står han så for at køre Huxi ind i vuggestuen. 
Og har vi heldigvis god tid til.

Hvis jeg taler med min mor – den generation, så var det Ikke ualmindeligt at man kom børnene i instititution da børnene var 3 og 6 måneder gamle. Man kan synes at det er alt for tidligt – det synes jeg jo personligt selv, men ‘dengang’ havde man ikke nødvendigvis et andet valg. 

For 10 år siden, da jeg kørte Olli ind i vuggestuen, der var det bestemt heller ikke unormalt, at man kørte ind omkring 8 måneders alderen.

Nu? Idag? Der holder mange sine børn hjemme i minimum et år – hvis ikke mere.

Af den årsag har jeg nok følt, at jeg faldt ude for normen. Rammen. Og jeg havde ikke lyst til at stikken næsen frem, og blive konfronteret, da det for mig ( som det er for mange forestiller jeg mig) som sagt er en følsom sag.
Og det er nok derfor, at jeg ventede til sidste øjeblik med at fortælle om det. Og jeg har heldigvis ikke hørt noget negativt omkring det – men!

De første reaktioner (en del) var da, og er da; “Skal han allerede i vuggestuen” “hvor gammel er han nu – orv det var da tidligt” osv. Og selvom at det ikke er ment som at skulle såre mig, så kan det godt mærkes når de kommentarer/spørgsmål kommer. Sådan på indersiden.

(Man skal ikke sidde og dunke sig selv i hovedet nu, hvis man er en af dem som har spurgt sådan, for det er jo helt naturligt og helt okay. Det er jo ikke normen idag, eller er det?!)

Men kunne jeg, og passede det ind i vores familie, vores liv og måde at leve på – havde jeg ikke fået et tilbud om noget vildt spændende, så havde jeg nok gjort anderledes.
Havde jeg dog været helt ulykkelig omkring det – så havde vi fundet en løsning.

Men jeg har taget et valg – jeg har taget det valg, at jeg gerne vil være med til at bidrage herhjemme igen på det økonomiske plan, hvilket bl.a. indebar at gribe den chance som jeg fik, for en ny spændende stilling som kan komme os alle til gode herhjemme (den chance var NU), et valg om at få en normal hverdag op og køre, at stole på, at Alex og Huxi nok skal klare det her. Og jeg selv ikke mindst.

Går alt galt og skulle vi stå i en situation hvor at det ikke dur for Huxi og at han ikke trives – så har vi en ny situation. Det klart.

Dog er jeg overbevist om at det nok skal gå.
Huxi skal nok stor-hygge sig en masse med sin far – de søde pædagoger og andre børn i vuggestuen, og når jeg lige har omstillet mig helt, så skal jeg nok også brillere i min nye seje stilling, som er fyldt med masser af muligheder. 

Min mor klarede den. (Hun kom i vuggestuen som 6 uger gammel – dengang var der ikke de samme muligheder / den samme økonomi)

Jeg klarede den. (Jeg kom vist i dagpleje som 6 måneder gammel) 

Olli klarede den. (Han blev kørt ind i vuggestue ved 8 måneders alderen) 

Og Huxi skal også nok klare den. Han bliver 8 måneder lige om lidt og vil være omkring de 9 måneder når vi begge skal på arbejde og han skal gå i vuggeren “på fuld tid”.

De første 3 dage i vuggeren nu her, han startede 1. Juni (kun 45 min til en time om dagen) er gået over al forventning. Han hygger sig og er super sej.

Hvornår afleverede du dit barn i vuggestuen/dagplejen? 

Afslutningsvis vil jeg sige:

Jeg synes ikke at det er forkert, at holde sine børn hjemme når man nu har muligheden. Omvendt synes jeg at det er forkert, at sådan nogle som mig, skal føle sig forkerte, fordi at vi ikke har samme mulighed.

Men er det mon kun en følelse som jeg har – som bor i mig, eller har samfundet skubbet på i den retning? 

Hvad mener du? 

Tak fordi at du læste med.

Kærligst Rikke

Følg mig meget gerne på

Del gerne denne artikel
Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email
Du kan kommentere længere nede.

Dette indlæg har 3 kommentarer

  1. Avatar
    Cecilie

    Jeg synes det er det helt rigtige du gør – mærker efter i maven, hvad der føles rigtigt for dig og for jer som familie❤️ Vi er alle forskellige
    Min ældste kom i vuggestue da han var 10 måneder og den yngste da han var godt 8 måneder

  2. Avatar
    Louise

    Vores ældste startede i dagpleje da hun var 10 måneder, det gik rigtig godt – hun trivedes godt. Men det gjorde jeg ikke, jeg synes det føltes helt forkert. Og det var jeg lidt flov over dengang.
    Vores andet barn er startet i vuggestue da hun var 27måneder – det er gået lige så godt og hun trives også rigtig godt, og det gjorde jeg også. Jeg føler mig SÅ heldig over at vi havde muligheden, nu hvor jeg så gerne ville det. Jeg har ingen holdning til hvordan andre gør, er bare glad for at vi kunne gøre det på en måde vi var glade for ♥️

  3. Avatar
    Loreley

    Jeg blev rådet af min daværende leder at holde mit barn hjemme så længe så muligt – op til 1,5 år mente hun – men da jeg så hvor få penge vi fik på barsel dagpenge- startede min søn i dagpleje ved 8 mdr.
    Han klarede det , jeg klarede .
    Man gør hvad det giver bedst mening for en og ens familie.
    Den følelse du har kan man ikke tage fra dig- men når du ser at Huxi trives – hvilket han vil gøre- så vil det måske være nemmere.
    Hugs

Skriv et svar

Rikke Ganer-Tolsøe

Rikke Ganer-Tolsøe

Du kan følge mig her:

Læs flere indlæg