Da jeg fandt ud af at jeg var gravid, slog tanken mig hurtigt – oh wauw, hvordan kommer Oliver til at tage det? Han var den vigtigste at fortælle nyheden til – men også den sværeste på en måde. Jeg frygtede ærligt hans reaktion.
Hvornår skal man egentlig fortælle sine børn det? Jeg brugte Så meget tid på at tænke over netop dét. For han var jo den som jeg havde lyst til at dele det med, med det samme! Men samtidig vil man jo gerne skåne dem, for tænk nu hvis det ikke bliver til noget og graviditeten forgår? Han er 9 år gammel min søn. Han er stor nok til at forstå, at alt i livet ikke nødvendigvis altid går som man håber – som planlagt. Men han er trods alt kun 9 år og et barn.
Vi ventede dog ikke til uge 12. Jeg var rigtig syg og dårlig og havde svært ved at skulle noget som helst.. og jeg trak den så længe jeg kunne. Men som jeg sagde til Mr. A. Jeg vil gerne fortælle det til Oliver. Jeg vil ikke have at han går og bekymrer sig, og tænker “nu er mor syg igen”. Jeg har jo trods alt været ramt nogle gange.
Jeg havde brug for at fortælle ham, at det “bare” var pga. at jeg var gravid, at jeg havde det så skidt. At jeg ikke var rigtig syg.
Jeg tror vi fortalte det til ham i uge 9 ca. Vi havde på daværende tidspunkt også været til tryghedsscanning.
Jeg frygtede hans reaktion.
Folk sagde “Ej han bliver da bare glad?!” – med en forventning i stemmen. Men jeg har været alene med Oliver i 6 år, inden jeg mødte Mr. A. Han er vant til at have mig for sig selv. Og han har allerede små søskende hjemme hos sin far – så han har flere gange sagt, at han ikke ville have at jeg skulle få flere børn. For så havde han lidt fred når han kom herhjem..
Det har altid været et kæmpe ønske at kunne give Olli en bror eller søster. Men som tiden er gået – troede jeg ikke det blev muligt. Jeg har selv 4 søskende og det knuselsker jeg.
Men som sagt, så havde jeg altså lidt ondt i maven over at skulle fortælle ham det. Jeg forberedte Mr. A på en mulig “negativ reaktion” og gjorde det klart, at hvis det var tilfældet – så ville det også være helt okay. Alle følelser er velkomne – det er jo en stor ting! En kæmpe forandring. I mig selv vidste jeg godt, at uanset hvad, så ville den før eller siden vende. Hans følelse..
Det er Så brand ærgerligt at jeg ikke nåede at filme reaktionen – for han gættede det nærmest. Vi stod sammen alle 3 ude i køkkenet, og jeg havde armen rundt om Olli, da jeg sagde; “Skat? Vi har en stor nyhed at fortælle dig”. Han sagde “hvad er det”, efterfulgt af store øjne, hvor han kiggede op på mig, “Er du gravid???”
Jeg kiggede over på Mr. A og så ned på Olli, “ja det er jeg skat”.
Først kom der en masse lyde ud af ham, som om at han var under vand, imens øjnene rent faktisk løb i vand – og han sagde hvooorfor…. Men på et split sekund, vendte han 90 grader og han var glad. Det er top svært egentlig at beskrive hans reaktion. Gud hvor ville jeg ønske, at jeg havde filmet den – så jeg selv kunne kigge på den – men også så jeg kunne vise den til jer.
Men han blev GLAD. Han nussede min mave. Var meget interesseret – han havde en masse spørgsmål m.v. Alt i alt, blev vi sindssyg glade for hans måde at tage det på.
Han følger jævnligt med i mine apps – hvor han kan se ca. hvor lille baby er osv. Han kommer selv og spørger ind til det og det er fantastisk.
Det værste ved det hele, som han sagde var: “Øj mor, det er bare så ærgerligt at der går så lang tid før de kommer ud” (babyer generelt hentydede han til)
Mor er for så vidt enig – men mor er mest LETTET. Jeg glæder mig til vores nye eventyr.
Dette indlæg har 1 kommentar
Årh, hvor dejligt at han blev glad. 💙