Jeg frygter fødslen!

Rikke Ganer-Tolsøe

Rikke Ganer-Tolsøe


Nok har jeg født før. Nok ved jeg hvad det vil sige bl.a. at have veer og på sin vis er jeg jo forberedt på hvad jeg snart skal igennem igen. Og alligevel, så frygter jeg det Så meget.

Jeg synes ikke at jeg havde en nem fødsel første gang, altså med Olli. Jeg husker smertehelvedet – og alligevel ved jeg, at det vil komme bag på mig når jeg igen befinder mig i det.
Dengang for 10 år siden, startede det hele ved en ve af en anden verden, som jeg skreg og deraf vågnede af ved midnat. Veer af samme styrke og smerte kom ca. hver 4. Minut – og jeg vidste, at nu var jeg igang.

Det er ikke løgn hvad de siger til os når vi er førstegangsfødende. “Du er ikke i tvivl, når der kommer en rigtig ve” og korrekt, det var jeg i hvert fald ikke.
Derfra tog det mig 12 timer, før jeg fik min lille baby i armene. Mine veer var voldsomme og smertefulde – de sad meget i lænden – og den pause jeg fik, da jeg valgte epidural blokaden betød Så meget for mig. 

De tog mit vand kl 9 om morgenen og snart begyndte presseveerne. Her kunne epidural blokaden ikke hjælpe mig, overhovedet. Presseveerne for mig var klart de værste. Og jeg endte desværre med at være i dem i timer – før det skulle lykkes mig at få ham ud. I 2-3 timer kunne de se hans hovede, og jeg måtte op og stå og alt muligt i processen.
Det gjorde så vanvittig ondt.

Omkring kl. 12 så det skidt ud. Hans hjertelyd dalede og jeg var selv i skidt stand. Jeg manglede ilt. Jeg fik ilt og de kom med sugekoppen – men i den ve jeg fik lige dér – der skete det. Kl. 12:06 kom han til verden, min lille baby – som nu er en stor dreng på snart 10 år.

Jeg sagde nogle ord, imens jeg lå der – som man ikke siger hver dag. Og jeg mente dem.
“Jeg tror at jeg dør”. De ord sad i mig længe – og jeg havde faktisk en form for traume/angst efterfølgende. Ja i lang tid faktisk.
Hver gang jeg skulle på toilettet, blev jeg sendt lige tilbage på den fødestue, i færd med at presse en baby ud. Det var frygteligt.

Her 10 år efter, frygter jeg den fødsel der ligger foran mig – ja lige rundt om hjørnet jo faktisk! Jeg er så bange for smerten, for jeg havde slet ingen kontrol over min krop første gang.

Det her er ikke en skræmme kampagne – for jeg kender utrolig mange som kommer “godt igennem det” – og jeg har hørt mange fortælle om en “fantastisk fødsel” – sådan var det bare ikke for mig.

Men Selvom jeg frygter fødslen, så frygter jeg endnu mere, at noget skal “gå galt”, på en sådan vis – at det ender i kejsersnit. Jeg kan ikke forklare hvorfor – men jeg vil for alt i verden helst undgå kejsersnit. At skulle skæres i, og have ham hevet ud af mig på den måde. Jeg kan helt tude ved tanken.
Selvom oplevelsen ‘at føde’ var skrækkelig for mig, så er det alligevel så vigtigt for mig også selv at føde denne gang. Det er en meget ambivalent følelse faktisk.

Jeg har endnu ikke talt med en jordmoder om min frygt – jeg har ikke haft chancen endnu. Jeg ved ikke om det kun er fordi jeg er 2. Gangs gravid – eller om det også er Corona som gør det.
Men jeg var til en jordmoder i uge 28 (27+0) og næste gang de vil se mig, er først i uge 38 (37+0), og det har gået mig mega meget på.
Det lykkedes mig med nød og næppe, at få rykket den en uge frem, tiden – så jeg skal afsted den dag jeg siger hej til uge 37, altså 36+0. Jeg har brug for at tale med den om det! Jeg har brug for at de dr opmærksomme på, at jeg er skide bange for den fødsel, bange for om noget skal gå galt.

En anden side-note. Ingen ved på nuværende tidspunkt om han vokser som han skal, om han ligger som han skal. Om mængden af fostervand er som den skal være – osv. Når jeg har ytret noget omkring min utryghed i den retning – har jeg fået kastet i hovedet “det vidste vi heller ikke før i tiden, det er kun nu til dags man kommer til alle de scanninger m.v.”

Men ærligt? Hvad skal jeg bruge det til?

Der er langt flere muligheder idag, jeg er vokset op med langt flere muligheder end “førhen” og det gør bare noget ved en – samt jeg følte mig langt mere “holdt i hånden” i min første graviditet end jeg gør denne gang.

Jeg har heldigvis en mega livlig baby i maven, og jeg formoder at alt er som det skal være – men jeg ved det bare ikke med sikkerhed, og det nager mig.

Jeg skal nok komme igennem den her fødsel, jeg har gjort det før og jeg kan gøre det igen. Men gud hvor ville jeg ønske at man kunne springe det lille kapitel over, bare lige – hop! Og så er han ude hos os.

Til sidst. En anden årsag til at jeg frygter fødslen, er at jeg af flere årsager helst gerne vil undgå epidural blokaden. Men den spillede så stor en rolle for mig sidst. Den pause jeg fik i nogle timer fra de skrækkelige veer, hvis ikke jeg havde haft den pause….. jeg mener, fødslen var hård nok, som den var.

Jeg skal nok komme ind på, hvorfor jeg alligevel helst ser mig undvære den denne gang – i et andet indlæg.

Kærligst Rikke

Følg mig meget gerne på

Del gerne denne artikel
Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email
Du kan kommentere længere nede.

Dette indlæg har 2 kommentarer

  1. Avatar
    Juli

    Kære Rikke. Min fødsel med min første dreng, fik så galt som det næsten kunne og jeg var, som lægerne beskrev det kun minutter fra at miste min oliver. Jeg endte i akut kejsersnit i fuld nakose. Tiden efter var forfærdelig og så præget af den voldsomme oplevelse. 2. Gang, skulle bare være anderledes. Så jeg havde mange møder med jordemoder, mange flere scqnnninfer, så alt var faktisk planlagt helt ned til mindste detalje. Og det gav mig megen ro men jeg var selvf. Stadig bange. Det jeg blot vil sige er, at jeg håber du får mulighed for at snakke snarest med din jordemoder om det. Og vær ærligt og sig lige præcis hvordan du føler og har det omkring forestående fødsel. Jeg fik muligheden for selv at “rilrettelægge” mit fædselsforløb, i det omfang jeg ønskede. (Fødsler er selvfølgelig uforudsigelige). Men selv biblydende på apperaterne fik jeg dem til at skrue ned for de stressede både mig og faren da de gav så dårlige minder fra sidst hvor d fik galt. Fødselen gik ok, jeg endte dog alligevel i semiakut kejsersnit grundet en basse på 4806 som af gode grunde ikke rigtig kunne komme ud naturligt 😂

    Jeg håber inderligt for dig at du bliver hørt, Corona eller ej. Det er så vigtigt at fødslen blir en go oplevelse, trods smerter. Jeg kæmpede mange måneder efterfølgende, med fødselsdepression. Inden jeg røg i fuld nakose sagde de at de ikke vidste om han ville overleve. Heldigvis har jeg en sund og rask 10 årig Oliver idag , og lillebror Nikolas på snart 6 år.

    Ønsker alt det bedste for dig. Beklager det lange indlæg, og håber faktisk ikke lige jeg fik sat skræk i livet på dig.

    //Juli

  2. Avatar
    Berit

    Der er gået ti år. Du er din krop meget mere bevist, og ingen tvivl om, at du er stærk nok til at føle, hvad der skal til for en dejlig fødsel🙏
    Varme klude på lænden, og hoppe rundt hvis det skal til. Du bestemmer – din og mandens fødsel ❤️

Skriv et svar

Rikke Ganer-Tolsøe

Rikke Ganer-Tolsøe

Du kan følge mig her:

Læs flere indlæg