Min fødselsberetning

Rikke Ganer-Tolsøe

Rikke Ganer-Tolsøe

Jeg overvejede kort at lægge ud med at skrive “At least I did’nt die”, men det virker også en anelse dramatisk, især når man tænker på, at alt – stort set – forløb ‘normalt’. Jeg har bare så unægteligt svært ved at være i Så meget smerte. 

Kl. 02:15 vågner jeg af den første rigtige ve. Den niver alle de “rigtige steder” – for mit vedkommende rigtig meget i lænden. Jeg står op og arbejder med veerne når de kommer, vrikker fra side til side. De startede med at komme hver 12-13. minut, veerne – og så gik der pludselig kun 5 minutter, 2 minutter – så 8 minutter – 3 minutter osv. De var uregelmæssige, men de gjorde nas! Jeg valgte at vække Mr. A ca. ved 3 tiden, og at ringe ind til Fødemodtagelsen. Vi blev enige om, at jeg lige skulle se om de blev lidt mere regelmæssige – men jeg skulle selvfølgelig bare ringe, hvis jeg følte for det.

Veerne tog til og gjorde mere og mere ondt. Jeg havde svært ved at holde fokus på også, om jeg mærkede ham nok i maven – og som jeg skulle, så derfor sagde jeg til Mr. A at jeg gerne ville derind. På det her tidspunkt er kl 04:30. Jeg ringer til Fødemodtagelsen og Mr. A ringer til sin mor og far. Vi har Olli hjemme, og de skal komme og være hos ham, til vi kommer hjem.

Jeg husker at jeg sagde til dem, “jeg ved ikke om vi bare snart kommer tilbage, for jeg ved ikke hvor langt jeg er – det hele er meget uregelmæssigt, men jeg vil lige have kørt en strimmel på lillemanden” – og så kørte vi afsted. 

At arbejde med stærke veer i en bil er ikke sjovt, og jeg bad Mr. A vente med at køre ned at rampen til p-kælderen ved Hvidovre hospital – da jeg fik en ve lige som vi landede dér. Vi ankom i p-kælderen ca. 05:17 – og på Fødemodtagelsen ca. 05.30. Det er Verdens længste gang, som fører dertil, altså når man har veer.

Jeg havde stærke veer, og jeg blev undersøgt ret hurtigt. Og gudskelov for det – for på det her tidspunkt havde jeg stadig mundbind på.
“Jeg kan godt forstå du har ondt” – lyder det fra jordemoderen som undersøger mig, “du er allerede 9-10 cm åben. Der mangler kun den sidste kant”.
Jeg smågræd lidt af glæde, så er det lige om lidt tænkte jeg!
Men det var ikke lige om lidt..

Vi kom ret hurtig ind på en stue, en af de fine sansestuer, med dæmpet belysning, dobbel-briks, fødekar m.v. Her fik vi lov at smide mundbindet.
Karet blev fyldt med varmt vand og et sted mellem veer kom jeg ned i vandet. Det var dejligt at være i det varme vand – men for svært at kontrollere kroppen under veer synes jeg.. Jeg blev i, i noget tid – jeg erindrer ikke hvor længe. Men herfra bad jeg om at komme hen til briksen.

Faktisk har jeg ingen tidsfornemmelse rigtig i al det her. Men det var vist omkring nu, at der var jordmodervagtskifte.

Noget af det der hjalp mig rigtig meget igennem veerne – som var virkelig smertefulde, var når jordemoderen holdte et særligt tryk bag på mit bækken.
Mr. A fik ikke lov at vige fra fra min side på ét eneste tidspunkt! Han holdte mig i hånden hele vejen! Og jeg trak ham ned mod mig, ved hver eneste ve – og jeg brølede vist også et øre eller to af ham nogle gange. 

Jordmoderen tjekkede mig, for at se hvor langt vi var – og i det hun gjorde det gik vandet i en kæmpe skylle. Ud over hende!
De begyndte at have svært ved at høre babys hjerte rigtig. Mine veer var kraftige – jeg kæmpede mig egentlig igennem hver og én, og de blev naturligvis nød til at sikre sig, at han var okay. Så vi skulle overflyttes til fødegangen, til en fødestue. De havde brug for at kunne monitorere ham ordentligt – samt have al udstyr, lægehjælp m.v. ved hånden hvis det blev nødvendigt.
Mine veer kom hyppigt, og det var gået hen og blevet presseveer. Imens jeg havde presseveer, skulle jeg over på den briks, som skulle køre mig til en fødestue. Jeg havde presseveer på gangene og det var ganske frygteligt. Jeg skulle gispe, gispe, gispe..

De satte ledninger over alt følte jeg, da vi kom frem, og den vigtigste var den på hans hovede. Jeg følte at jeg blev viklet ind i de her ledninger hele tiden – men vigtigst af alt, så var han okay. 

Jeg pressede og pressede – og det gjorde jeg mange gange og længe. Han begyndte at dale lidt i hjertelyd, da veerne var voldsomme – og de kom for hyppigt – men de var ikke gode nok til at jeg kunne skubbe ham helt derud hvor han jo skulle. Jeg skulle op på alle 4 og ned at stå, jeg skulle simpelthen også ned i squat stilling – og her kiggede jeg på jordmoderen “Det mener du ik’?” “Det kan jeg da ik’”? “Jo du kan”, lød det – og Alex skal hjælpe.
Mr. A fik et lagen, og så skulle jeg helt ned i squat, og holde i det lagen – han skulle sørge for at trække modsat, så jeg ikke ville falde. Alt sammen for at få tyngdekraften til at hjælpe.

3 gange kan jeg tælle, at der kom en børnelæge ind, som tog blodprøver fra hans hovede oppe i mig, for at sikre sig hans værdier – at han var stærk nok til at klare det – og det var han. Vores bum stærke lille baby.

Eftersom jeg var “så langt” i fødslen, da vi ankom til hospitalet – nåede jeg hverken at få det ene eller andet. Ikke lavement (skide-middel), ikke smertestillende – ingenting.
Jeg husker at jeg på et tidspunkt siger til jordemoderen: “Jeg tror jeg skider” – og den var god nok. “Det er så lidt, det fjerner vi bare”, sagde hun. Mr. A kunne ikke lade være at grine lidt. “Sååådan skat”, lød det. På det tidspunkt havde jeg lige fået en smule længere mellem veerne – så jeg havde lidt mere overskud.

Flere gange blev en lidt ældre, rutineret jordmoder tilkaldt – hun var enorm dygtig. Beroligende, skarp – og hun assisterede den også dygtige unge jordmoder som havde været med os siden vagtskiftet tidligere den morgen. Jeg så dem kun i glimt. Det var ikke meget mine øjne var åbne. Men stemmerne var vigtige. De var Beroligende og forklarende.

Mr. A var så god at huske mig på vejrtrækningen hele vejen igennem, han roste mig og sagde jeg var sej mindst 100 gange. Han slap aldrig min hånd. Han var min klippe!
Men jeg begyndte at være afkræftet. Meget. Jeg svedte som en sindssyg, og jeg havde svært ved at kontrollere min vejrtrækning ordentlig følte jeg. Vi kom dog dertil hvor det lykkedes mig at presse hans hovede ud.

For at give en nogenlunde tidslinje – vil jeg tro vi landede på fødestuen omkring kl 9:00

Når hovedet er født, så skal resten helst komme lige efter – barnet har ikke godt af at være lige dér for længe – men uanset hvor meget jeg pressede kom han ikke ud. Jeg skulle presse hele tiden, også når der ikke var veer til det.
Der var et sted mellem 3 og 5 jordmødre/børnelæger m.v. inde hos os mere eller mindre hele tiden.
Jeg hørte den ældre jordmoder sige, at han skulle ud nu! Hun spurgte den unge jordmoder om lov til at overtage, og det gjorde hun.
Jeg blev hevet ned med numsen ud over briksen, det gjorde så vanvittig ondt, da min lænd jo har været SÅ medtaget, under især den sidste del af graviditeten. Den var nu i total forkert position og alt krampede!
Jeg havde jo samtidig hans hovede ude – så det strammede også helt vanvittigt – og jeg følte virkelig at smerten var uoverkommelig. Jeg var i panik følte jeg – og Mr. A gjorde alt han kunne for at berolige mig. Jeg havde tvunget ham helt ned i madrassen nærmest sammen med mig.

Jeg skreg, jeg græd – jeg bad dem stoppe.
Men de stoppede ikke, for baby skulle som sagt ud nu!

Den ældre rutineret jordmoder, tog sine hænder/fingre op i mig på hver sin side af hans hovede, hun skulle ind og have fat under begge hans arme – for hans skuldre var simpelthen for brede til at komme ud. Højre skulder var fastlåst bag mit bækken.
Hun REV ham ud af mig, da hun fik et godt greb, og aldrig i mit liv har jeg prøvet noget mere smertefuldt. Jeg ved at jeg skreg! Jeg ved at jeg bandede!
Jeg husker ikke ordene. Jeg husker at jeg følte, at hun rev mig fuldstændig i stykker! Og da hun får ham ud, der skal det gå stærkt. Han er blå. Han trækker ikke vejret selv. Han er slap.

Det er gået for stærkt til slut, for stærkt til at han nåede at registrere at han blev født. Hans reflekser slog ikke til. Så de skyndte sig! De klaskede ham op nederst på min mave, klippede hans navlestreng og så forsvandt de hen i hjørnet af rummet.

Den lyd jeg allerhelst ville høre, var der ikke. Hans gråd. 

I stedet hørte jeg en masse stemmer: “Det går lige lidt stærkt Rikke” – “vi skal lige hjælpe ham Rikke” – “Du hører dit barn om lidt Rikke” og Mr. A og jeg, vi hulkede!!

Jeg ville bare høre ham, og det var ikke meningen at de skulle tage ham. Det var meningen at Mr. A skulle klippe navlestrengen, og at han skulle direkte op på mit bryst.

Nu løber tårerne som jeg ligger og skriver.. Jeg er ikke færdig med at blive berørt over slutningen på hans fødsel endnu. 

Hvad der føltes som en evighed, var det med garanti slet ikke. Han fik 5 pust i en maske, og så kom lyden. Og stemmerne igen; “Kan du høre ham Rikke” – “han kommer over til dig om lidt Rikke” – “Du klarede det så godt Rikke” – “han er en stor dreng”. Og så kom han over på mit bryst. Jeg kyssede hans lille hovede. Jeg græd, Mr. A græd. Han var okay nu, vores lille baby.

Jordmødrene roste mig. De sagde jeg havde gjort alt rigtigt. “Han var simpelthen for stor om skuldrene Rikke, du kunne ikke have gjort det bedre” – “Du har virkelig været Så sej” osv.

Men jeg kunne ikke tage det ind. Jeg græd! Jeg kunne ikke selv få ham ud, og jeg følte at han var i fare fordi jeg ikke kunne få ham ud.

Det sad i mig, det gør det nok stadig lidt.

Men de har prøvet det Så mange gange før. Det her var ikke en unormal fødsel, det var en afslutning som viede fra det “normale” – men de havde styr på det, de havde styr på ham.

Den unge jordmoder sagde efterfølgende:

“Det er ikke så tit jeg siger det her Rikke, men jeg er faktisk stolt af dig, du var virkelig sej”

Jeg bristede ikke, overhovedet. Hverken indvendig eller udvendig, og jeg fatter det simpelthen ikke med den omgang. 

Huxi kom til kl. 10:28. 5 timer efter vi ankom.

Det tog 5 timer at udslette den sidste kant, og få min baby presset ud.

Det er uden tvivl det hele værd, men hold kæft hvor er sådan en fødsel bare frygtelig for mig.

Dog vil jeg sige, at jeg mærkede mig selv meget mere denne gang. Uden epiduralen eller noget andet, kunne jeg bedre “være med”. Jeg kunne selv hive mit ben op, Mr. A tog det andet. Jeg kunne bevæge mig  – selv når jeg råbte “jeg kan ikke” – så kunne jeg, dog med hjælp. Det kunne jeg ikke dengang med Olli. 

Jeg fik noget af det som jeg ville have det.

Jeg kom i vandkar – og fødsel fra ve-start til slut, tog “kun” 8 timer. Med Olli tog det 12 timer. 

Vi tog fra hospitalet og hjem ca. 5 timer senere. Det gik lidt langsomt for mig, fordi jeg havde svært ved at stå på benene. Jeg blev svimmel og skidt tilpas, men jeg ville bare gerne hjem. 

Jeg fatter ikke at vi kan det her kvinder!

Jeg fatter ikke at vi kan være i Så meget smerte! Jeg fatter ikke, at jeg ikke besvimede til slut. Jeg havde jo ikke mere i mig! 

Men vi har langt mere i os, end vi selv tror.

Hold nu kæft!

Tak fordi du læste med så langt.

Kærligst Rikke

Følg mig meget gerne på

Del gerne denne artikel
Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email
Du kan kommentere længere nede.

Dette indlæg har 10 kommentarer

  1. Avatar
    Rebekka

    Og jeg er stolt af dig ❤️

    1. Avatar
      Rikke Ganer-Tolsøe

      TAK BEKS ❤️

  2. Avatar
    Jeanette

    ❤️❤️vi kvinder er seje. Og du gjorde det godt.

    1. Avatar
      Rikke Ganer-Tolsøe

      Yes i did! TAK. ❤️

  3. Avatar
    Gitte Larsem

    I er så seje🌹🙏 En dejlig søn i fået og heldigvis gik det godt❤
    Endnu engang stort tillykke.😘

    1. Avatar
      Rikke Ganer-Tolsøe

      Det gjorde det nemlig, og tusind tak ❤️😍

  4. Avatar
    Pernille

    Hold nu op !!!! Sikke en oplevelse men hold k… DU ER MEGA SEJ !!!
    Elsker dig og Mr. A deler jeres historie med os.
    Må erkende, dine opdateringer her efter fødslen er FANTASTISKE !!! Det er så dejligt at du er uden filter. ❤️❤️❤️❤️

  5. Avatar
    Rikke Ganer-Tolsøe

    Tusind tak for din søde kommentar – og tak for at lægge mærke til, at der er en forandring i mine opslag og måde at dele på ❤️❤️ Tak fordi du læste med!

  6. Avatar
    Anne

    Wauw Rikke ❤️ jeg sidder med en tåre i øjenkrogen. Nok fordi jeg får min egen fødsel (for 5 mdr.) meget tæt på igen.
    Du er sej og jeres Huxi er møg lækker.

    1. Avatar
      Rikke Ganer-Tolsøe

      Tusind tusind tak ❤️❤️

Skriv et svar

Rikke Ganer-Tolsøe

Rikke Ganer-Tolsøe

Du kan følge mig her:

Læs flere indlæg