Når børn bliver så store, at de kan sætte ord på

Rikke Ganer-Tolsøe

Rikke Ganer-Tolsøe


Det er lidt tid siden, at jeg har delt med jer. Og det har ikke været fordi, at der ikke har været noget at dele. Men det skal også sammenfattes til noget som giver mening for jer som læser med. Jeg vil forsøge at forfatte noget som jeg kan mærke fylder meget pt.

Min søn er 9 år gammel. Det fyldte han i sidste weekend. Og han er en ret bevidst dreng på mange områder. Men på det seneste har jeg følt at han er mere påvirkelig end ellers. Som om jeg allerede har en lille teenager. Der skal ikke så lidt til at gøre ham mut/ked osv.

Det har været svært at få ham til at sætte ord på, og det er noget som er super vigtig for mig. Men når han gør, så er han Så god til det. Og det kan godt ramme. Af flere årsager.

Vi havde en situation her den anden dag.

Han fortalte mig om noget som han havde tænkt over, noget som gik ham lidt på. Jeg reagerede ved at anerkende, og vise forståelse – men jeg stoppede ikke her. Og det er sket nogle gange. Jeg begynder at forklare og fortælle hvad årsagen er. Jeg forsøger at få ham til at forstå – ved at hive det hele ud i et større perspektiv. Og det blev bare for meget. Han blev ked.

”Mor jeg bryder mig ikke om når du ’bygger på’, og gør en lille ting til noget stort”.

Av av…  Det var jo ikke meningen. Men som ordene flød ud af hans mund, gik det op for mig, at det nok er noget som jeg har en tendens til. Og her gik det op for mig, at jeg ikke altid behøver at komme det ’store verdensbillede’ på. Det behøver ikke altid være lærerigt. Nogle gange, må det godt bare være anerkendelse, forståelse og et kram. 

Jeg blev ked af det sammen med ham. Jeg forstod godt hvad han sagde. Vi er nogle følsomme nogle, ham og jeg.

Læs også: Fra en måned uden mit barn til en måned med



Jeg har en anden mere konkret situation, som jeg gerne vil dele med jer.

Han er begyndt på min dreng, at sige nej tak til at få de ekstra lækre sager med i madpakken. Jeg har forsøgt at få ud af ham, hvorfor – og svaret har hele tiden været ’det har jeg bare ikke lyst til’. Imorges pressede jeg på – der må jo være en årsag, har jeg tænkt, for han ELSKER jo mælkesnitter (eksempelvis). Og det var der. I klassen bliver man grint af, hvis man har den slags med åbenbart. Det er vist ’klamt’, synes jeg at han sagde. Jeg prøvede at fortælle ham at hans klassekammerater nok var misundelige. Og det mente han ikke. Jeg har desværre – i dette tilfælde, ikke en dreng, som bare siger ’og hvad så’?

Han tager det ind, og han bliver ked af det  og han vil hellere undvære at have det lækre med i madpakken, til fordel for ikke at blive kommenteret på, grint af – eller noget helt andet. Det er jeg så ked af, at han har det sådan. Men jeg forstår det nu også godt..

Han fortæller videre, og det viser sig faktisk at være en af hans bedste venner, som går ham på. Det er ham som pludselig ikke rigtig vil lege mere – og som griner ad ham m.m. Jeg spurgte om han havde sagt det til ham, og det havde han.

Og pludselig går det op for mig, at der muligvis foregår nogle ting i skolen også, som kan have gjort ham lidt trist. For han forstår ikke helt hans vens udvikling. I flere henseender.
Vi blev enige om, at det måske var på tide lige at holde en pause med legeaftalerne med hans ven. Og det var en god snak faktisk. 

Og så blev jeg så stolt. 

For i dag tog han sagen i egen hånd og talte med sin ven om det. Han ringede til mig fra SFO’en, de ville gerne have en lege aftale – og jeg sagde ’Olliii’ – men så stoppede han mig. ”Mor, jeg ved godt at vi havde den snak i bilen idag – men jeg har talt med ham om det. Vi fik en god snak, og han var ked af det. Så vi blev enige om, at prøve at få en god legeaftale i dag. Må viii….?”

Det er fanme sejt! Det er sejt, at han tager hånd om det og taler med sin ven, og fortæller hvordan han har det. Det er sejt, at de finder en løsning – og det viser også bare, at selvom at han er følsom, og lidt tilbageholden måske – så er han ikke bange for at tage fat om det, når der er noget. Det er et fint karaktertræk, og jeg bliver sgu stolt.

Og jeg lavede ikke et stort nummer ud af det. Jeg støttede ham bare og lyttede.
Man lærer jo noget hele tiden – og hold kæft hvor er det vildt, at have et lille menneske, som sætter så store ord på. 

Jeg håber, at det hele gav lidt mening.

Oliver har været hos os i lidt over en måned nu – og det har været dejligt! På onsdag skal han hjem til sin far – som er hjemvendt fra Costa Rica – med en ny lillesøster også. Ikke adopteret nej. Og det glæder han sig naturligvis til.

Tak fordi du læste med. 

Kærligst Rikke

Følg mig meget gerne på

Del gerne denne artikel
Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email
Du kan kommentere længere nede.

Skriv et svar

Rikke Ganer-Tolsøe

Rikke Ganer-Tolsøe

Du kan følge mig her:

Læs flere indlæg