Hvor meget skal man egentlig tage hensyn til andre?
På kryds og tværs i det her samfund, dømmer vi hinanden. Ikke kun på vores udseende, vores måde at klæde os på – at tale på, men også hvordan vi arbejder, hvordan vi opdrager vores børn – og gud hvor er der mange der er rigtig meget klogere end os?
De vender øjne, de hvisker til hinanden og de ved liiige hvordan den skulle ’skæres’, bliver de ofte enige om. Men stop! For det er trættende….
Jeg er mor. Jeg har en dreng på 5 en halvt år, en skøn dreng med masser af krudt i måsen!
Jeg synes at jeg opdrager ham efter kunstens regler. Jeg lærer ham alle de basale ting. Vask hænder når du har været på wc. Bær din tallerken ud hvis du er færdig med at spise. Sig pænt tak når nogen giver dig noget (ved mindre det er en fremmed, så er det pænt NEJ TAK). Man siger hej når man kommer ind i et lokale, og man siger farvel når man går. Man bøvser og prutter ikke ved bordet osv.
HAN VED DET GODT, for han får det af vide hele tiden..!
Men min dreng bliver eksempelvis genert når der er mange mennesker (lige gyldigt om det er komplet fremmede eller familie). Det er hans egne ord; ”Moor, jeg er genert”. Han holder sig helt tæt ind til mine ben og klemmer til med hans små hænder i stoffet mine bukser er lavet af..
Jeg prøver nogle gange at sige: ”sig nu pænt hej skat” – men han vil ikke.
Det passer ikke folk!
– det passer egentlig heller ikke mig, jeg vil gerne have at han hilser. Han behøver ikke at give krammere, eller hånden for den sags skyld – han kunne bare sig ’hej’ ud i rummet. Men jeg får ikke noget ud af at presse ham har jeg fundet ud af.
Selvom at jeg ikke er det lille barn som klamrer sig til mors bukseben mere, så ved jeg da godt hvordan det er, at være ubekvem i en situation, og hvordan det ikke er rart at blive presset til noget man ikke har lyst til.
Han larmer også min søn… Det er ’glad leg’. Han bruger utrolig meget lyd – han har et højt organ så at sige, og selvom at jeg siger til ham konstant at han ikke behøver råbe osv., så er det glemt to sek. efter.
Tænker at det bl.a. stammer fra børnehaven – og så er det nok også bare ham!
Hvis jeg så ikke konstant sidder og tysser på ham osv. til sammenkomster – så opdrager jeg ham ikke (tænker nogen…).
Det kunne dog have lidt at gøre med, at jeg også er ude for at hygge mig – snakke med nogle mennesker, eller familien – og simpelthen bevidst vælger at give mig selv lidt hen til de her mennesker og den snak vi er i – i stedet for hele tiden at være over min søn..
Men så ser jeg de fordømmende blikke – og så beder jeg ham lidt strengt være lidt mere lydløs. Så er de ’fordømmende’ tilfredsstillet for et øjeblik, og nu er der nye fordømmende øjne og ord på vej..
”Lad ham dog – han leger jo bare”, lyder det.. (nu jeg for streng?)
Det er virkelig en svær balancegang..
Jeg må erkende at når jeg bliver sur og irriteret på ham i disse situationer, så handler det nok mest om hvad jeg kan ’se at andre tænker’.De fordømmende blikke, de der tænker ’uopdragent’ osv. Men det er da fuldkomment åndssvagt!!
Slut med det! Mit barn er genert når der er mange mennesker! Hvis han lige får lov at være det – de første 10 min efter vi er kommet ind af døren – så løsner han op og så er han sjov, snaksalig og til at komme i nærheden af. Så mangler man måske sit ’hej’ – men så vent et par år!!
Han er kun 5 et halvt.. Det skal nok komme, for jeg har lært ham det! Han ved godt, at man bør hilse..
Han larmer, jeg skal nok fortsætte med at tysse på ham og hans leg når jeg SELV synes det bliver for meget, SOM JEG I ØVRIGT OGSÅ GØR DERHJEMME, for de som ikke er inde for vores 4 vægge – og de der er der (hvis det er familie og venner) – kan selv lige sige; ”Hey batman, ik’ så højt”, hvis de synes det er for voldsomt..
Er der andre end mig der nogle gange kan blive lidt træt af at andre har en holdning til alt man gør og hvordan man gør det?
Min søn er i øvrigt mange andre ting. Han er sød, kærlig, fuld af fantasi, han er sjov og han er det bedste jeg overhovedet har!
“Jeg tror at man til hver en tid, vil ramme en mors ømme punkt, hvis det omhandler hendes barn..”‘
Kærligst Rikke
Like & Share
Du kan kommentere længere nede.
Indlægget er skrevet af
Rikke Ganer Tolsøe
Du kan følge mig her:
Andre indlæg i denne kategori
I’m back! Mere beriget end nogensinde før.
Hvordan vender man lige tilbage, efter så lang tids pause i skriveriet.Hvor starter man lige? Jeg slap ved:
Mig med ADHD; Vid, at jeg ikke gør, sir’ eller glemmer for at pisse dig af.
Øj hvor kan man blive irriteret på mig. Irriteret fordi jeg så sjældent afslutter det som jeg har
Ej, skal han allerede i vuggestue? Er det ikke tidligt?
Så kom dagen. Den længe frygtede dag, hvor jeg skulle starte på arbejde, og hvor Huxi skulle afsted
Dette indlæg har 5 kommentarer
Så længe ens barn ikke er decideret ubehagelig over for andre mennesker, ville jeg ikke bruge forfærdelig meget tid på hvad andre tænker 😉 Folk har ret til at have en holdning, også selvom man ikke synes om den, hvor ofte de føler trang til at udtrykke den, er vel mere end spørgsmål om deres pli (eller mangel på samme)
Der er mange der dømmer en på hvordan ens barn er og det er så flat for vi opdrager ikke ens. Men det du gør er det rigtige også skal du være ligeglad med hvad andre forældre mener Og ja din søn er genert og det kan du ikke gøre noget ved lige nu, men hvorfor er det så vigtigt at han siger Hej ???? For jeg synes det kan være ligemeget Så lad ham da være i de 10 minutter det står på også det det. Men det er det samme hvis man finder en kæreste der har børn og du så begynder og gå op i hvordan den opdrager og inden længe vil det forhold være gået i stykker Så lad vær at gå op i det Det roden til alt ondt Men du gør det godt �������� Hilsen Morten
Godt brølt, og er SÅ enig. De der blikke får jeg især fra dem, der ikke selv har børn, og som har 1.000 meninger om børneopdragelse. Og du tilmed også beskrevet min dreng. Han er også genert og leger med lyd, men det er glad lyd, og han er bare opslugt i legen.
Man kan dø af at tage hensyn til andre og deres meninger!!! Basalt set, er det os forældre der skal opdrage vores børn, så de bliver accepteret i samfundet! Det vores pligt de “kommer godt i vej” Det er idag, desværre, tit og ofte min opfattelse, at F.eks forældre afleverer deres barn i institution/skoler mm, og har en forventning om, at samfundet opdrager! Her står jeg så af – som forældre har vi det ansvar. Men opdragelse er en “svær størrelse”….. Hvis det basale er på plads, “vaske hænder, børste tænder, være ren – sige tak og Hej/dav når man er til sammenkomster – og så iøvrigt lære respekt for det enkelte menneske , og ser i øjnene vi alle er unikke “- så kan man vel næppe forlange mere!?
Det er som regel dem der selv har uopdragen børn, der blander sig mest i vores andres børneopdragelse!