Frustreret forældre

Skal pædagogerne virkelig have mere indflydelse end forældre? I øjeblikket er min søns far og jeg top frustrerede forældre. Det er der naturligvis en årsag til.

Som nogen af jer måske ved, fra tidligere indlæg, så har min søn Oliver, 2 bedste venner!
2 venner som han har hængt sammen med siden fra før de overhovedet blev 1 år gamle.
Min søn har altid knyttet sig meget til nogle enkelte børn – han er tryghedssøgende på den måde, og finder tryghed i kendte ansigter.

Der har igennem hans tid i vuggestuen/børnehaven været snak omkring at han skulle åbne mere op for andre børn også – fra pædagogernes side.
Det er han så blevet meget bedre til – hvilket børnehaven bekræfter til vores sidste møde. ”Oliver er blevet meget bedre til også at lege med andre”. 
Det jo dejligt, tænker vi som hans forældre, for det er også vores fornemmelse.
Vi spørger ham jo hver evig eneste dag vi henter ham; ”Har du haft en dejlig dag skat” – ”hvem har du leget med i dag skat” – fordi at vi som forældre naturligvis er obs på det.

Vores søn er nu blevet ’stor’. 6 år gammel og han skal starte i skole her til sommer.
Det var ikke uden bekymring, da vi kom tættere på, fordi at vores søn hørte til en anden skole end hans venner, som også skal starte i skole nu her. 
Naturligvis ønsker vi, at han skal kunne fortsætte med videre sammen med hans venner, hans bedste venner. Så vi ansøgte om at få ham over på den skole hvor de hører til – og det var med knude i maven indtil brevet kom og det gik igennem!
Indtil da havde vi dårlig turde, at snakke med vores søn om den del, da han har gjort det meget klart at han SKAL gå sammen med hans 2 venner. Men vi kunne ånde lettet op og fortælle ham at han også skulle på skole med hans to venner.

Nu skulle alt være godt. 
Vi har naturligvis ønsket at han kommer i samme klasse som hans venner.
Det var jo hele idéen med at få ham over på den skole. Det er nemlig sådan, at de forskellige klasser også hører til forskellige SFO’er. 

Nu er listerne kommet, klasselisterne. Jeg havde ikke set komme, at jeg havde grund til bekymring – men det skal vise sig at være alt jeg gør disse dage.
Olivers 2 (faktisk er der 3) venner er kommet i én klasse og i én SFO og Oliver er kommet i en anden klasse og anden SFO. Så Oliver skal slet ikke følges med nogen af hans venner.

Det var det værste der kunne ske!!
De skal allerede starte i SFO om under 2 måneder nu – hvilket betyder at de pludselig skal skilles fra hinanden.
Hvad er der sket, tænker vi straks. Hvordan kan det overhovedet gå til? 
Vi er 3 forældre par, som har ønsket børnene sammen, pædagogerne fra børnehavn ved jo at de her børn har et specielt bånd. ”De kender dem jo”?

Jeg forstår ingenting, så jeg ringer først til skolelederen, dernæst SFO lederen som står for fordelingen og får af vide, at de jo har snakket med børnehaven, hvor de har fortalt hvem børnene går godt i spænd med – og ud fra det, har man jo så forsøgt at inddele klasser, bl.a.
Jeg får jo straks sagt; ”Jamen så er der jo gået noget grueligt galt, da Olivers bedste venner er havnet i en anden klasse og anden SFO”. Det vidste hun intet om og jeg måtte sende en mail.

Jeg ringer til børnehaven som det næste, jeg tænker at der er sket en fejl.
Det var der ik’. Jeg tabte lige pusten et øjeblik. ”Hvad mener du?” siger jeg til pædagogen, helt uforstående. 
Uforstående fordi at vi intet har hørt om det. Ingen har talt med os om det. Men vi er jo også kun barnets forældre.

Sagen er den, at hendes pædagogiske overbevisning, siger hende, at de MÅSKE kan få problemer med at lukke andre børn ind, dvs. få problemer på det sociale. 
Dette er PÅ TRODS af vores søns udvikling – det er på trods af at det allerede er blevet meget bedre, det er på trods af en hel naturlig udvikling, som vi allerede kan spotte, og som vi ved, vil blomstre endnu mere, når der nu skal ske noget så stort, som at de skal starte i skole. 
Hvordan ved vi så det, kan man spørge. Vi kender jo vores børn, godt. De har meget forskellige interesser – hvilket klart vil betyde, at andre børn i klassen med samme interesser naturligt også vil begynde at trække i dem, i hver deres retning. Men trygheden for et barn – for Oliver, et stadig ’lille’ barn, nu pludselig i en stor verden – i at kunne se hen på et kendt ansigt et par borde derfra i klassen, den er uvurderlig.. 

Men det egentlig spørgsmål er jo; Hvordan ved HUN det?? 

Hun er pædagog. Hun tilbringer nogle timer med mit barn og er god ved ham kan man jo kun formode, i de timer hun har ham. Hun har uddannelse og teorier, bevares. Skal hun så have lov at have sidste ord på, definere – hvad der er de næste 10 år af vores søns liv? Og så endda uden om os?

JEG ER HANS MOR. VI ER HANS FORÆLDRE. 
Jeg kender sgu da mit barn? Jeg tilbringer resten af hans tilværelse med ham. Jeg ser ham i ALLE sammenhænge. Jeg ser ham ked, jeg ser ham glad, jeg ser ham i sociale sammenhænge, jeg ser hans inderste når han bare vil være tryg, JEG GØR HAM TRYG, Jeg passer på ham. JEG ELSKER HAM.
Og JEG har ham i mit hjerte! JEG KAN MÆRKE MIT BARN. 

Til vores afsluttende samtale med børnehaven, nævner omtalte pædagog som skrevet intet om hendes hensigter, hendes tanker omkring at splitte vores børn ad. Og nu beklager hun.
Hun beklager at hun ikke har fået det sagt, at det ville være hendes anbefaling. Hun beklager ydermere, at hun ikke havde undersøgt, hvordan den skole fungerede, og at forskellige klasser OGSÅ betød forskellige SFO’er, for det vidste hun ikke. Nu beklager hun igen, for det var ikke hendes hensigt. Det ideelle ville være forskellige klasser, men fritid/SFO sammen.
Men hvad nu? 
Nu står jeg/vi over for et system, som vægter pædagogens anbefaling meget højt og derfor ikke kan/vil gøre noget for nu. 
Hvad med os som forældre? 
Hvad med at jeg som mor, kan mærke helt nede i min mave, at det her er forkert. Hvad nu når jeg kan mærke helt nede i min mave, at det vil gøre mere skidt end gavn – og hvad nu, når jeg ved i mit hjerte, at min søn han bliver død ulykkelig, når vi fortæller ham, at de ikke skal fortsætte sammen? 
Hvad så?

Olivers to venners forældre har også protesteret og vist sig utilfredse med beslutningen til SFO lederen, vi er flere om at ønske de børn sammen videre. Det ikke kun Oliver det her rammer.

Mit hjerte græder, min frustration er i overflod, og jeg kan ikke begribe, at det kan være sådan her.

Lige nu er status, at de ikke kan gøre noget, klassen hvori Olivers venner skal gå, er fyldt. Og kun hvis der er nogen der som hopper fra, eller vil hen i en af de andre klasser, vil de OVERVEJE at flytte Oliver. 
Så nu kan vi kun krydse… 🙁