Fra pest til kolera

Regitze Bonde

Regitze Bonde

Jeg kan mærke at jeg har rigtig mange ting på hjertet lige for tiden, som jeg rigtig gerne vil skrive om. Derfor er det også på tide, at jeg får skrevet lidt til jer igen. I mit sidste indlæg afsluttede jeg med at skrive, at jeg gerne ville fortælle jer lidt om hvordan mit sygdomsforløb har været, det forgangne år. Hvis du ikke har læst mit tidligere indlæg, kan du læse det her.

Tilbage i oktober/november 2017, stod jeg med en ret stor beslutning. En beslutning omkring, om jeg skulle fortsætte mit daværende arbejde, med faste nattevagter på et familiecenter, der inkluderede en god løn og fri hver anden uge. Eller om jeg skulle ændre min hverdag med 180 grader, få mig et 8-16 job og have fri hver weekend. 

For mig, og sikkert også for mange af jer, fylder ens arbejde størstedelen af ens hverdag, og derfor er det også vigtigt at man laver noget man er glad for, og noget der ikke dræner en for energi dagligt. Jeg var i bund og grund rigtig glad for mit arbejde, som jeg på daværende tidspunkt havde haft i lidt over 2 år. Men jeg måtte desværre sande, at jobbet også førte nogle ofre med sig. Nogle personlige ofre. Blandt andet gik jeg glip af rigtig mange familiære ting. 

Jeg er et kæmpe familiemenneske, og efter at have boet i København i nogle år, gik det for alvor op for mig, hvor vigtigt det er, at have dem jeg elsker tæt på mig. Så det var rigtig svært for mig, når jeg skulle køre fra samtlige diverse fødselsdage, familiearrangementer og generelt bare gå glip af rigtig mange timer, med dem jeg holder mest af. For mig handler det ikke kun om det at være med, men ligeså meget (hvis ikke mere) om de minder man skaber sammen. Mange gange er man egentlig ikke er klar over at de bliver skabt, før man længe efter, sidder og snakker om lige præcis den aften, eller den fødselsdag.

Derudover kunne jeg stille og roligt mærke, hvordan min krop begyndte at arbejde mere og mere imod mig, efter den lange tid med skiftende sengetider. Den ene uge skulle min krop falde til ro om aftenen, den anden uge midt på morgenen. Det blev mere og mere svært for min krop at vænne sig til, og efter noget tid, når kroppen simpelthen har fået alt for meget underskud af søvn, så må den jo reagerer, og det gjorde den på en måde også.

Jeg valgte af flere årsager – primært pga. min krop og hvad mit hjerte fortalte mig var vigtigt for mig, at opsige mit job. Jeg var så heldig at jeg blev tilbudt andet arbejde, stort set samtidig med, og den mulighed kunne jeg ikke sige nej til. På det her tidspunkt er vi nået til december måned, hvor jeg starter nyt job, og glæder mig til en ny, bedre og lettere hverdag. Jeg skulle arbejde fra 8-16, tidligt fri om fredagen og fri hver weekend. Det var mit største ønske – for nu kunne jeg være med til alle de sociale arrangementer der skulle komme min vej. 

En ny hverdag begyndte

Med den store omvæltning fra mit tidligere job og hverdag, regnede jeg godt med at det ville være lidt hårdt for mig den første måneds tid. Jeg skulle lige vænne mig til den nye arbejdsrytme og min krop havde en masse søvn den skulle have indhentet. Jeg var dog ved godt mod – jeg var sikker på at det stille og roligt nok skulle blive bedre, at min krop ville få noget mere energi, og at jeg ville få noget mere overskud.

Foruden det lave energiniveau, det manglende overskud og den stigende irritabilitet der roligt kom snigende, lagde min krop også ud med at misse en menstruation. Jeg tænkte at det var underligt, for normalt plejer den at være spot on, da jeg jo var på p-piller. Graviditet var ikke grunden – og gudskelov for det, selvom det måske havde forklaret et eller andet, i forhold til at min krop opførte sig som den gjorde. Da jeg ugen efter begyndte at pletbløde og løbende hele måneden havde mavesmerter, fandt jeg det kun endnu mere mærkeligt. Lægen ville dog kun se mig måneden efter, hvis min næste menstruation også udeblev. December gik og hverken min energi, mit overskud eller irritabilitet gik i en bedre retning. Men – min menstruation kom tilbage, hvilket jo var positivt. Jeg gav det derfor ikke mere opmærksomhed. 

Nyt år – ny start, ikke?

Henover de første måneder af året, begyndte min omgangskreds også at bemærke at jeg var meget træt hele tiden, min lunte blev kortere og kortere, min appetit var enorm – jeg kunne spise mad hele tiden, derudover begyndte jeg også at ryste på mine hænder og kunne pludseligt bare tabe ting. Jeg kunne faktisk ikke helt kontrollere min krop. Jeg havde en konstant uro og nærmest summen i min krop. Jeg kunne næsten ikke holde mig vågen på mit arbejde, og måtte flere dage tage tidligere hjem, fordi jeg ikke kunne hænge sammen. Meget naturligt blev jeg også meget mere følsom og kunne pludseligt bryde sammen ud af ingenting. Jeg havde det oprigtigt virkelig skidt i min krop.

Det var først da jeg oplevede at mine hænder konstant rystede, at jeg tænkte, at nu ringer jeg altså til lægen. Indtil da havde jeg lidt skudt skylden på, at det jo var en stor omvæltning for mig, min nye hverdag. Det skulle dog vise sig ved en blodprøve, at jeg havde fået ”forhøjet stofskifte”. Det kom noget bag på mig. Men det var simpelthen det der var synderen, og grunden til at min krop opførte sig som den gjorde. Også selvom at mine symptomer passede bedre på ”lavt stofskifte” end for højt… Men det var nu engang sådan jeg havde det, og åbenbart det jeg fejlede.

Nu skulle jeg så starte i medicinsk behandling, sådan var det bare, for det var hvad der skulle til for at min krop kunne få det godt igen. Jeg er en person der er meget imod at tage medicin, ved mindre det virkelig er nødvendigt, men det var det jo så i denne situation. Jeg blev sygemeldt på fuld tid fra 1. maj. Nu var det kun et spørgsmål om tid før medicinen virkede, og jeg kunne starte på arbejde igen. Troede jeg. Jeg blev dog klogere. 

Depressionen bankede på 

Psykisk kunne jeg godt mærke at det hele gik nedad… en af symptomerne på forhøjet stofskifte kan være depressions lignende tilstand, og først tænkte jeg, at det helt sikkert nok bare var mit stofskifte, der spillede mig et pus. Jeg blev dog ret nervøs for om det nu også bare var det.

Jeg er en meget følsom person, og nu hvor jeg er blevet ældre, og ser tilbage på de sidste 15-17 år (puuuuha, det er mange år….) så kan jeg godt se et mønster i min psykiske tilstand. Jeg er desværre nok en af dem, pga. min følsomhed, der har let ved at falde ind i en depressiv tilstand. Første gang jeg fik konstateret en depression var tilbage i 2013. Men jeg er ikke i tvivl om, at det kunne have været konstateret mange gange gennem mine teenageår. Jeg var ikke en lykkelig teenager, og det var der mange årsager til – som jeg helt sikkert nok skal skrive et blogindlæg om en dag, når jeg føler mig klar. For selv nu hvor jeg bare skriver dette, kan jeg mærke at det rammer dybt i mig, og kan gøre mig rigtig ked af det.

Det går stille og roligt op for mig, at min depressive tilstand ikke bare er ”for sjov”, og at jeg desværre må erkende, at jeg endnu engang skal igennem en svær periode i mit liv. Og ganske rigtigt. Da jeg tog til lægen, grundet min nervøsitet for om det havde udviklet sig til en reel depression, var dommen at det havde det. Så nu havde jeg det ikke kun fysisk og psykisk skidt, nu skulle jeg også til at håndtere alle de negative tanker, som meget naturligt følger med, når man får sådan en “diagnose” – igen. 

Jeg havde jo været der før flere gange, men denne gang var det noget helt andet. Grunden til min depression har været en anden denne gang, og derfor har symptomerne og været lidt anderledes end jeg har kendt dem hidtil. Det har været nogle ting der ligger meget dybt i mig, som har formet mig til den person jeg er i dag, som var grundlaget. Det har været alle de dybe ar, der har sat sine spor i mig, som har fyldt. Alle de gamle ting, der er dukket op igen. Og ikke et ”friskt nyt sår” som der ellers har ligget til grund, for alle de mange andre depressioner jeg har haft. Hvis det giver mening? Men derfor har det denne gang også sat gang i en helt anden proces. En lang proces af reflekterende tanker om mig selv og andre, og ikke mindst en lang proces af selvudvikling.

Selvom det lyder mærkeligt, så er jeg taknemmelig for alle de år hvor jeg har haft det skidt, og alle de ar på sjælen jeg har fået, fordi det har gjort mig til den jeg er i dag – og det er faktisk en person jeg er meget stolt af. Jeg er på så mange af de mentale punkter mere erfaren og klogere end så mange andre jeg kender. Og det er ikke fordi jeg vil lyde bedre end andre eller træde på nogen, men det er sådan det er, er det gået op for mig. Og det er en ting jeg ikke har været klar over før nu. Det kommer ofte til udtryk, når jeg snakker med andre omkring de lidt dybere aspekter af os mennesker. Det der omhandler psykologi og vores syn på livet. Jeg skal derfor også lære, at håndtere og omgås dem omkring mig, på en anden måde end hidtil. For det er bare ikke altid at vi er på samme side – nogle gange er vi ikke engang i samme bog. Og det skal jeg lige øve mig lidt på at ”acceptere”.

For at dette indlæg ikke skal blive til en meget længere roman end det allerede er. Så deler jeg det lige op i to. Derfor er det først mit næste indlæg, der kommer til at omhandle mine tanker bag det, at skulle starte til psykolog, og at skulle starte i medicinsk behandling af min depression. Det er et indlæg jeg virkelig håber at du vil læse med på også.

Tak for din tid, du aner ikke hvor meget jeg sætter pris på den!

De kærligste hilsner Regitze

Del gerne denne artikel
Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email
Du kan kommentere længere nede.

Dette indlæg har 4 kommentarer

  1. Avatar

    Stor krammer til dig, søde <3 Det er et godt tegn at du er ved godt mod og ved at du nok skal komme ud på den anden side igen. Og denne gang har du bloggen til at dele dine tanker med. Det er jeg sikker på også vil hjælpe dig <3

    1. Avatar

      Tak søde Aura! Jeg er så glad for at jeg har fået bloggen hvor jeg netop kan dele det hele med. Det er utroligt hvilken ro og hvilket pusterum det giver, at man får skrevet sine tanker ned! Er så glad for den kæmpe opbakning der har været indtil videre <3

  2. Avatar

    Hej Regitze,
    Det er meget rørende, flot og modigt skrevet af dig. Jeg havde ikke regnet med at du havde det sådan, eller har haft det dårligt tidligere. Udefra set havde jeg aldrig gættet det, da jeg altid på afstand har set en meget glad, smilende og vellidt pige. Depressioner og arbejdet med dem er en stor og langvarig proces du er i gang med. Men jeg er sikker på du finder din vej igennem dem. Din historie rammer mig meget. Tror vi minder en hel del om hinanden egentlig. Nu har jeg læst dine oplæg og det er som at læse om mig selv, største delen af det. I hvert fald om de indre svære følelser og depressioner. Det er meget modigt af dig at skrive så åbent og ærligt om emnet, da det desværre er ret tabubelagt , man skal helst have det godt og ens liv være fyldt succes. Sårbarhed og følsomhed er ikke det folk vægter.
    Jeg vil se frem til flere af dine blogindlæg, dine tanker og hvad der kommer til at ske videre i din proces.
    De aller bedste hilsner Tine

    1. Avatar

      Hej Tine!

      Tusind tak for din søde besked. Jeg er virkelig glad for at du har gidet at tage dig tid til at læse mine indlæg, det betyder så meget for mig! Og endnu større tak for at du tager dig tid til at skrive til mig <3

      Jeg tror faktisk ikke der er særlig mange der har været klar over, hvordan jeg altid har haft det nej, for som du skriver har jeg udadtil altid virket og smilende – og hvor dejligt at du altid har set mig som en pige der har været vellidt af andre. Der har mit selvværd og min selvtillid nok altid arbejdet lidt imod mig, får jeg har altid følt mig som "det sorte får", specielt i min familie.

      Jeg er nok altid lært at det var nemmere at sætte den der facade på, som jeg ved at vi alle nok kender til, netop fordi det hele er blevet til at ens liv skal nærmest perfekt, som du selv siger. Den facade har desværre bare været en alt for stor del af mig, og jeg ville ønske at jeg havde åbnet op for mange år siden. Men det har været svært når man ikke føler at man har mødt forståelse hos ens nærmeste og altid er blevet omtalt som "hysterisk".

      Men jeg er så glad for at du kan se dig selv i det jeg skriver, det er blandt andet også det jeg gerne vil opnå med at dele ud af min historie og mine tanker. For der sidder nemlig rigtig mange som har eller har haft det på samme måde. Det er nemlig tabubelagt fordi folk er bange for det de ikke kender, er min opfattelse. Det kunne jo være fedt, hvis man kunne hjælpe alle parter med at blive lidt klogere på hinanden <3

Skriv et svar

Regitze Bonde

Regitze Bonde

Du kan følge mig her:

Læs flere indlæg

Luk Menuen