“Jeg er genert mor” Det er en sætning som min søn igennem længere tid har gemt sig bag ret ofte. Jeg ved ikke hvor den kommer fra, og jeg skal stoppe med at bruge krudt på at tænke over lige dét. I stedet tænker jeg meget over hvordan jeg kan hjælpe ham.
Oliver han har det som jeg kalder en ‘Nej-hat’ på rigtig ofte. Jeg skal stort set altid diskutere med ham omkring tingene. “Eii mor, hvoorfoooor?” Kender I den sætning? Så forklarer jeg hvorfor, og det kan jeg få lov at gentage nogle gange.
Han er ikke god til nye ting. Om det er at smage ny mad, eller om det er at opleve noget nyt – eller starte til en sport, ellers tak!
Og så er han enorm dårlig til at hilse. Hvis jeg introducerer ham for nye mennesker, eller også bare hvis det er familie.
“Jeg er genert mor” lyder det.
At hilse er det mindste man kan gøre. Det forklarer jeg ham altid. Du behøver ikke kysse og kramme, men sige hej, det skal du sgu. Det andet er bare uhøfligt.
Han er begyndt at blive god til det! Og jeg er blevet bedre til at acceptere, at han måske stadig kigger nedad til tider.. At han er genert.
En anden ting jeg gør, det er at jeg presser ham. Det kan lyde hårdt, men det er det slet ikke. Jeg kender ham Bedst! Jeg ved præcis hvornår jeg kan presse ham, hvordan og det virker.
Jeg er Møg stolt af min søn!
For han er blevet bedre. For nyligt gjorde han noget, som jeg slet ikke havde regnet med at han ville gå med til.
Jeg blev kontaktet af en caster, som gerne ville have Oliver med i en reklame. Hans første respons var som forventet; Nej, du får mig ikke til det – uanset hvad du siger.
Jeg lod det være den dag, og tog det op med ham dagen efter.
Der fik vi os en god snak omkring det hele. “Jeg vil både godt, og så vil jeg ikke” sagde han. Så tog vi os en snak omkring hvorfor at han ikke havde lyst. Og det var jo naturligvis fordi at det var noget helt nyt og at han aldrig havde prøvet det før.
Jeg fortalte ham at jeg 100% forstod ham. At første gang jeg skulle ud og optræde, der var jeg også død nervøs og havde nærmest ondt i maven over det. Jeg sagde til ham, at al begyndelse er svær – men hvis man er modig nok til at prøve det én gang, så bliver det kun nemmere derfra.
Jeg spurgte ham, fordi jeg vidste at de skulle bruge flere børn, om jeg skulle spørge casteren, om vi måtte spørge en af hans venner også. Det ville han gerne have og casteren sagde ja, hvilket Olivers ven/Moren også gjorde. Så jeg tog en rask beslutning og sagde, “Fedt skat! Så gør vi det!”. Han var nu stadig lidt betænkelig og mente ikke helt at han havde sagt ja… Men jeg sagde, at nu havde hans kammerat også sagt ja, det hele var sat igang, og forsikrede ham om at det nok skulle blive godt.
Jeg lod ham vide hvor stolt jeg var af ham – og hvor mega spændt jeg var på hans vegne, jeg hvinede af lykke – sådan at han slet ikke var i tvivl, og det gjorde ham i godt humør. Selvom at jeg flere gange sagde det – så bad han de efterfølgende dage selv om at høre det. “Mor, glæder du dig stadig til den der reklame”? Han skulle bekræftes og det blev han, helt frem til dagen kom.
Han klarede det så mega godt på dagen! Og han syntes overhovedet ikke at det var farligt. “De havde jo slet ikke kun fokus på mig mor”, lød det..
Jeg pressede det igennem, fordi at jeg vidste at det ville være en personlig sejr for Oliver – og fordi jeg vidste, at han ville stå og synes, at det var helt ok!
Og jeg kan mærke at jeg har rykket ham. At han har rykket sig.
Jeg mærkede det især, på den lille jyllands ferie som vi lige har været på, hvor han slet ikke agerede lige så genert. Han hilste og var sød og nærværende og det var fantastisk at se!!
Der er kun én vej nu, og det er frem. Og jeg vil blive ved at hjælpe ham på vej, også når han har lyst til at sige nej. Så tager vi os en snak omkring den følelse han har – og så vender vi den!
Kærligst Rikke
Like & Share
Du kan kommentere længere nede.
Indlægget er skrevet af
Rikke Ganer Tolsøe
Du kan følge mig her:
Andre indlæg i denne kategori
I’m back! Mere beriget end nogensinde før.
Hvordan vender man lige tilbage, efter så lang tids pause i skriveriet.Hvor starter man lige? Jeg slap ved:
Mig med ADHD; Vid, at jeg ikke gør, sir’ eller glemmer for at pisse dig af.
Øj hvor kan man blive irriteret på mig. Irriteret fordi jeg så sjældent afslutter det som jeg har
Ej, skal han allerede i vuggestue? Er det ikke tidligt?
Så kom dagen. Den længe frygtede dag, hvor jeg skulle starte på arbejde, og hvor Huxi skulle afsted
Følsom mor, følsomt barn
Man bringer dem til verden, og man svor at gøre det bedste man overhovedet kan for, at de
Dette indlæg har 1 kommentar
Sådan Rikke <3 Du skubber ham med kærlighed og respekt for hans generthed. Du motiverer ham og støtter ham og hjælper ham på vej, uden at presse ham (mere end du ved at han kan klare) <3
Du har gør det bedste du kan, og udfra det du skriver, og da jeg ved hvilket kærligt, motiverende og støttende menneske og MOR du er, så ved jeg, at Oliver har den bedste og kærligste støtte han kan få igennem dig <3
Han har allerede nu taget de første skridt og bare det at du kan få han til at vende sin generthed og usikkerhed – og blive vildt glad for at være med til reklame-optagelse og begynde at hilse, så er i langt <3
Keep up the good work <3
Med kærlighed og omsorg og forståelse for sit barn kommer man sindsyg langt <3
NB: Min egen søn, som jo ikke er så lille længere, havde også tit nej-hatten på og var negativ, når vi skulle noget… Det bunde i usikkerhed overfor det ukendte og fordi han var bange for at blive skuffet, hvis han glædede sig for meget til det vi skulle, og det så ikke levede op til hans forventinger… Jeg greb det an, lidt på samme måde som dig, og hvergang vi så havde været til det han var usikker på eller skulle opleve, så var han vildt glad, for det endte jo med at være en sjov oplevelse, og det var en succes for ham, at han rykkede sig hvergang.
Kram til både dig og Oliver <3 Han kan kun være stolt af sin seje kærlige mor <3